Colin McRae Rally
Gennemført Gran Turismo? Mangler nye udfordringer? Prøv en stor dosis Colin McRae Rally!
Codemasters har udgivet deres første rallyspil, Colin McRae Rally (CMR), og det har de sluppet utroligt godt fra! 12 biler og 52 baner fordelt over otte lande bydes der på, og for begynderne er der også blevet plads til en køreskole. Analog styring, Dual Shock, både horisontal og vertikal split-screen mod en menneskelig modstander, samt en “feel”, der kun overgås af Gran Turismo – og i hvert fald ikke overgås af andre rallyspil til PSX’en. Tænk V-Rally og gang med fem.
Hvordan er dette mesterværk så bygget op? Foruden den sædvanlige Time Trial og muligheden for at køre et Rally på udvalgte baner, så er der jo lige Championship. Der kræves ikke kørekort for at starte på nogle af ovenstående ræs, men øvelsen på Rally School er tiden værd – specielt da man guides rundt af mesteren selv, Colin McRae. “Pyyt yer fyyt down” – mandens dialekt alene er alle pengene værd. Og egenskaberne han lærer fra sig uundværlige for at vinde.
All right, vi skal videre. Championship er dér, hvor det hele sker, så det vælger vi. Snup en bil, registrér dit navn, og begynd at tune køretøjet. Dæk, styring, accelerationsevne/topfart, bremseevne m.v. skal fastsættes – dog er mulighederne ikke så store som i f.eks. Gran Turismo, men ændringerne kan stadig mærkes. Kører du f.eks. med “slicks” på en grusvej, så er løbet kørt, bogstaveligt talt. Disse ændringer gælder som regel for to løb ad gangen (Medium sværhedsgrad), hvorefter opsætningen kan ændres. Heldigvis kan man få en oversigt over, hvad disse to løb byder på af terræn, og så må det briste eller bære, når løbet går i gang.
Første land er New Zealand. Seks baner i tørt, men til tider mudret terræn. Det første man lægger mærke til, når starten går, er den åbenlyse mangel på modstandere. Jeps, dette er Rally med stort “R” – du kører mod uret, og møder aldrig dine konkurrenter. Der er en tidstavle i øverste hjørne, som opdaterer de forskellige bilers tider ved diverse checkpoints. Det er denne “mangel” på biler, som Codemasters har kunnet udnytte til deres fordel. De har optimeret hele den måde hvorpå bilen føles – og den føles GODT. Overstyrer man, svinger bagenden ud på realistisk vis, og kontrabevægelser bør følge hurtigt efter – uden at komme til at overstyre til den anden side. Bilen reagerer realistisk på bump, sving, vejbelægning (f.eks. får mudder bilen til at skride lettere ud), og det kører flydende med mange(!) detaljer langs vejen.
Landene indbefatter bl.a. Grækenland, Monte Carlo, Sverige, Indonesien og England, og de er som sagt meget detaljerede og forskelligartede. Man glæder sig, hvergang man skal til et nyt land. Og overalt hvor man kommer hen er der ting at støde ind i! Bilen deformeres ved sammenstød med træer, hegn, huse o.a. – ruder og lygter smadres, døre og kølerhjelm bules, og der kommer guddødemig også muddersprøjt på bilen under løbet. Grafisk fejler CMR absolut INTET.
Alt dette akkompagneres af en (for en gangs skyld) intelligent co-driver. Samtidig med at beskeder om et “long turn right” eller “hairpin left” er på vej, kan banens 1-2 næste sving ses med skilte i toppen af skærmen. Kan man først se, lytte og reagere hurtigt på disse tegn, så er man halvvejs til en god placering. Og gode placeringer er behøvede. For at kunne få lov til at avancere til næste land, skal man mindst ligge på 6.pladsen (ud af 16 i alt). På baner som f.eks. Sverige, hvor bagenden dårligt skal snitte en snebunke, før man taber halvdelen af sin fart, kræver det sin mand at placere sig blandt de seks bedste, that’s no lie. Dette er også mit eneste kritikpunkt til spillet – bilens følsomhed. Selvom det ligger langt fra V-Rallys totale “ping-pong effekt”, så skal der øves en del på svingene, før man skrider sidelæns igennem dem alle hvergang.
Ved hvert andet land har man muligheden for at vinde en hemmelig bil. Dette sker ved at vinde en omgang på en ottetalsbane. Disse biler kan desværre kun køres i Time Trial og Expert sværhedsgrad, men de er værd at få fat i, da farten i disse er noget for sig selv. En lille detalje; Expert kan man først få lov til at køre, når man har vundet Medium. Start practising!
Har jeg været rundt om det hele nu? Musikken er okay, uden at være hverken inspirerende eller irriterende. Effekterne er ganske gode, specielt elsker jeg lyden af den “pruttende” motor, når man gasser op (jeg kører i Subaru’en – Colins øse). Spiller man mod en ven i split-screen, kan dette gøres det på flere måder. Enten samtidig, uden at kunne støde sammen; samtidig, med mulighed for at køre hinanden i sænk; eller skiftevis, hvor man prøver at slå hinandens tider. Der er altså ganske mange fornøjelige timer i CMR, både alene eller sammen med en ven. Og sluttelig må jeg heller ikke glemme replay’et af hele løbet, som kører på Repeat mellem hver bane! Fedt, uden dog at være i helt samme klasse som replay’et fra Gran Turismo. Oh well, man kan ikke få alt…
Slutkommentar: En klar vinder, som bliver svær at slå.