Enemy At The Gates
Den stort anlagte krigsfilm Enemy At The Gates har fået mange hug siden premieren, men er den virkelig så dårlig når det kommer til stykket?
Svaret må her være nej. For selvom Jean-Jacques Annauds krigsepos langt fra forholder sig klinisk korrekt mht. historiske fakta, så er den bestemt værd at se for sin underholdningsværdi alene. Men jeg foregriber begivenhederne, lad os se på hvad filmen i grunden handler om.
Som tidligere nævnt er det en krigsfilm og hvilken krig er en mere endeløs kilde til filmatiseringer end gode gamle 2. Verdenskrig. Denne gang er det dog ikke D-dag eller undercover missioner bag fjendens linier det omhandler. Endvidere er der ikke så meget som en eneste amerikansk eller britisk soldat med i filmen. Dette er jo på det nærmeste ubegribeligt, da Hollywood ofte har belært os om at det var amerikanerne (og til dels briterne), der udkæmpede og vandt krigen mod de fæle nazister. Næh nej, for en sjælden gangs skyld er det østfronten og dermed russernes kamp mod det hastigt ekspanderende Nazityskland, der er i fokus.
Vores hovedperson er den russiske soldat Vassili Zaitsev (Jude law), der just er ankommet til østfrontens brændpunkt; byen Stalingrad. De russiske styrker taber terræn overfor det tyske Wehrmacht og russernes moral er mildest talt ikke i top. Noget må gøres for at give dem kampgejsten tilbage og den politiske officer Danilov (Joseph Fiennes) finder det; Zaitsev. Danilov har opdaget at Zaitsev har et uovertruffent talent for at skyde med riffel, og det giver ham en idé til hvordan soldaterne skal få deres håb tilbage. De skal have en helt. V.h.a. den russiske propagandamaskine blæses Zaitsevs indsats og betydning op med mærkbart heldigt resultat. Tyskerne kan imidlertid også mærke at russerne har fået en helt, så de sender bud efter deres bedste skytte, Major König, helt fra Berlin hvis mission bliver at finde og dræbe Zaitsev. Derudover er der også noget trekantsdrama-laller med en kvindelig russisk soldat (Rachel Weisz) som både Danilov og Zaitsev forelsker sig i, men det er ikke det man skal gå ind og se filmen for.
Filmens to største plusser er skildringen af de forhold under hvilke de russiske soldater kæmpede og duellen mellem König og Zaitsev. Førstnævnte giver et alt andet end romantisk billede af krig og det hele vises lige på og hårdt i stil med Saving Private Ryan. Den barske virkelighed de nys ankomne soldater må tilpasse sig, da de sendes i kamp straks efter ankomst med valget mellem tyskernes eller deres egen officerers kugler sætter straks stilen. Denne scene, sammen med flere andre i løbet af filmen, tjener også som en kritik af den hedengangne Sovjetunion. Godtnok er det dem der bør vinde, men kommunismen skal selvfølgelig rakkes ned, det siger sig selv.
I modsætning til Ryan er der ikke så mange krigsscener af den store og larmende slags. Her er det stille og tilspændte sniperscener, der bringer adrenalinet op i os. Jeg må sige det lykkedes ganske godt og det sønderbombede Stalingrad er flot lavet, så man bringes i den rette stemning. Filmen sætter nemlig slaget i baggrunden og i forgrunden kommer to mænds kamp, eller måske snarere, “jagt” på hinanden i ruinerne. Kritikerne har ret i at det er urealistisk, for selvom Zaitsev faktisk har levet i virkeligheden og blev ophøjet til helt af russerne, så er hele dueltemaet en regulær hollywoodysering. Hele idéen om den måde medierne bruges til at gøre Zaitsev til noget han ikke er, virker dog som et positivt element i filmen og gør at den er lidt mere end bare en krigsfilm.
Skuespillerne skal også lige have et par ord med på vejen. De to vigtigste roller, Zaitsev og Danilov, spilles af Jude Law (Wilde) og Joseph Fiennes (Shakespeare In Love) som begge plejer at levere solide præstationer. Det gør de bestemt også her og selvom det ikke er prisuddelingsmateriale, så er der intet at udsætte på det de får ud af deres roller. Rachel Weisz (The Mummy) får ikke nær så meget skærmtid som kvinden de forelskes i, men hun er udemærket. Ed Harris (The Rock) er overbevisende som den kolde mestersnigskytte König, men det er ikke en rolle med særlig stor dybde. Manuskriptforfatteren prøver på et tidspunkt med en enkelt replik at tilføje karakteren noget ekstra mht. fortid og motiver, men det er for billigt sluppet. Konstellationen russisk bondedreng versus tysk aristokrat berøres også kun kort, så det får ikke større betydning for plottet. Men Harris præstation er fin for det den er; kold bad guy. Den sidste nævneværdig rolle bestrider Bob Hoskins (Who Framed Roger Rabbit), som kolerisk leder af de russiske styrker i Stalingrad. I næsten alle sine roller er han på et eller andet tidspunkt rasende og han leverer et letgenkendeligt, men ellers fint, skuespil. Hans russiske accent står dog i skarp kontrast til Fiennes og Laws… han har nemlig ikke nogen.
For at opsummere, så er Enemy At The Gates en krigsfilm der forholder sig ret frit til de historiske kendsgerninger. Er man imidlertid træt af altid at få en amerikansk vinkel på 2. Verdenskrig, som jeg er, og kan man nøjes med blot at blive underholdt, så løs bare billet og læn dig tilbage.
Filmens officielle hjemmeside er et oplagt besøg for folk, der er interesserede i filmen.