Svenske tog er bonustog

Da jeg for nogle år siden første gang skulle flyve til Stockholm for at gå til et møde med nogle andre skandinaviske geeks var jeg vild med tanken om at skulle ud at flyve på Business Class. Begejstringen holdt næsten til flyet lettede.

“Business Class” er et begreb, som er misbrugt i stor stil af flyselskaberne. På SAS-strækningerne indenfor Skandinavien ser det ud til at betyde, at hvis man ikke skal være på destinationen i en week-end, så får man lov til at betale en del ekstra for flyveturen, men til gengæld får man bestik af metal og man slipper for at se det grimme røde rullegardin som skiller Business Class fra Monkey Class.

Gardinet flyttes så vidt jeg kan se efter behov frem og tilbage i flyet. Således har jeg oplevet, at alle rækker på nær de syv-otte bageste var Business Class. Af en eller anden grund bliver sæderne ikke mere komfortable af at de skifter navn. Og flysæder er pr. definition ukomfortable for både mig og min sidemand, mit imponerende korpus taget i betragtning.

Nu lød kaldet så igen: “Kom til Stockholm, min ven, for vi har geek’ede ting som du skal snakke med os andre om,” og som en svensk hunelg, der hører hanelgens parringsbrøl, følte jeg en uimodståelig trang til at rejse til den skønne stad i Skærgården. Og samtidig denne nærmeste paniske angst ved tanken om endnu engang at skulle sidde to timer i mødeflyene.

Og så var det at en af de stockholmske geeks sagde noget om nattog.

Det måtte jeg prøve. Jeg fik fluks afdelingens sekretær til at bestille en plads på nattoget og en hjemrejse på første klasse med X2000 – svenskernes hurtigtog.

Efter en begivenhedsløs togtur over og under Øresund ankom jeg til Malmö Centralstation, hvor mit nattog ventede. Jeg fik checket min billet før jeg steg ind og fik at vide, at nok ankom toget kl. 6.06, men jeg havde råderet over kupeen til 7.30, så jeg kunne få en hel nats søvn.

Det var nu så som så med søvnen. Sengen var komfortabel, temperaturen var i orden og den meditative lyd af togets rumlen mod skinnerne var god for søvn-situationen, men det var de bløde, men mærkbare opbremsninger ved stationerne ikke. Jeg vågnede et utal af gange i løbet af natten, men var nok mere udhvilet da jeg nåede frem, end jeg havde været, hvis jeg skulle være rejst med et tidligt morgenfly med al den ulidelige stress og jag, som det medfører. Til gengæld var der ikke gratis morgenmad, som der er i lufthavnens lounge.

Og så ender man inde midt i Stockholm i stedet for langt ude på landet i en lufthavn.

Siden jeg havde bestilt billet var mit møde dog blevet flyttet fra det indre Stockholm til et mødelokale i lufthavnen, så jeg måtte med lufthavnsbussen. Der kører ganske vist også tog ud til lufthavnen, og det går hurtigere, men togene på Arlanda Express-ruten er lige så ukomfortable som et flysæde, så hvis man har tiden – og vil spare 50 kroner – så er en hyggelig bustur gennem Stockholm ikke at foragte. Det tager 20 minutter ekstra. Det havde jeg tid til den dag.

Mødet vel overstået tog jeg bussen tilbage til Stockholm Centralstation, hvor jeg fordrev ventetiden med at spise sær asiatisk mad.

Kl. 18.18 kørte der så et X2000 mod København. Jeg havde en plads på Business Class, og det var der straks mere ved. Sæderne var af omtrent samme bredde og kvalitet som sæderne i Empire Bio (det vil sige: Gode, brede, komfortable – også for mig), maden der blev serveret mindede meget om en sparsom udgave af fly-maden, man måtte gerne bruge sin mobiltelefon og den fem timer lange tur gav mig mulighed for at få noget arbejde fra hånden og få læst nogle kapitler i The Reality Dysfunction.

Konduktøren forklarede mig meget beklagende, at toget desværre ikke kørte helt til København den dag og at jeg derfor skulle skifte tog i Malmö, men jeg fik 100 kr. i SJ-gavechecks som et plaster på såret, så det gider jeg ikke klage mig over.

Så der er flere gode ting at sige om denne måde at komme til Stockholm og tilbage på: Komforten er i top, servicen er god, priserne er væsentligt mere overkommelige end flyselskabernes og man slipper – hvis man da ikke har møde i selve lufthavnen – for det besværlige ekstraled, som det er at komme til og fra lufthavnene i København og Stockholm.

Ulempen er, at det tager noget længere tid. På udvejen gjorde det ikke noget, for der sov jeg alligevel. På hjemvejen var de fem timer lige i overkanten af hvad jeg fandt sjovt, men det føltes ikke ligefrem som en lang tur. Jeg har i hvert fald mod på at gentage successen en anden gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.