Nyt Fra Releaseplanen 1/10-15/10

Så er Nyt Fra Releaseplanen tilbage igen og ligesom sidst byder de kommende 14 dage på titler for enhver smag.

If I were a rich man, didylidylidylum…

Fra i går har man kunnet erhverve sig to titler, der befinder sig i hver sin ende af spektret af filmgenrer. Fiddler on a Rooftop er en klassiker blandt musicals. Mange gode sange og en interessant historie om russeren Tevyes kamp for at holde sammen på sin familie under zardømmet. Kan du lide musicals bør denne perle ikke gå din næse forbi.

I en helt anden genre befinder Terminator: Special Edition sig. Ubestrideligt en klassiker indenfor scifi, med sin dystre og fascinerende historie om dræberobotter og tidsrejser. Dvd’en produceres af de samme rare mennesker, der satte den pragtfulde Terminator 2: Ultimate Edition dvd sammen, så mon ikke ekstramaterialet skulle være et kig værd?

Mumier, Lam og Muskelmænd

Den 2/10 gør den vanvittige The Mummy Returns sit indtog på dvd-formatet. Ikke ligefrem noget mesterværk, men syntes man om etteren vil man sikkert holde af 2’eren alene for dens fuldstændigt uhæmmede grad af overdrevne effektscener.

På samme dato udkommer en af alle tiders bedste thrillere, nemlig Silence of the Lambs. Klasser foran efterfølgeren Hannibal er Lambs en vaskeægte filmoplevelse. Spændingen er til stede fra start til slut og så ER Anthony Hopkins altså fantastisk i rollen som kannibalen Dr. Lecter.

Står futuristiske actionfilm højt på din ønskeseddel kender du sikkert Robocop. Paul Verhoevens nok mest kendte film er tidligere blevet udgivet på dvd, men i en udgave, der lod meget tilbage at ønske. MGM roder bod på Image Entertainments fejltagelser, ved at erstatte det tidligere DD2.0 lydspor med et nyt DD5.1-spor. Den helt nye anamorfiske master vil uden problemer udkonkurrere den gamles letterbox-billede.

80’er B-film baseret på legetøj, var det noget? Hvis svaret er ja, så kan jeg vel ikke afholde dig fra at se nærmere på Masters of the Universe med Dolph Lundgren (hvem ellers?) i rollen som He-Man. Vær advaret, denne film er endnu dårligere end tykmælk årgang ’99.

I’m a boy

D. 5/10 bliver det tid til at gå i biffen. Månedens største film i biograferne er utvivlsomt Spielbergs A.I. Den har fået en blandet modtagelse – vores egen anmelder var heller ikke synderligt begejstret – så det skal nok blive interessant, at høre hvad folk i DK mener, når den får premiere. Personligt ser jeg frem til, at se hvad Spielberg har fået ud af Stanley Kubricks efterladte manus.

A Knight’s Tale kan bryste sig af at have noget andre ridderfilm ikke har: Rockmusik. Med en skør blanding af moderne og middelalderlige elementer fortæller den historien om væbneren, der ville være ridder. Masser af turneringer, sværdkampe og fed musik udgør denne film, som bestemt ser underholdende ud. Det er sjældent at vi ser nye ridderfilm, så jeg har tænkt mig at udnytte lejligheden, når nu den er her.

Osmosis Jones er det seneste udspil fra de gale Farrelly brødre (Dum og Dummere). Denne gang er deres platte toilethumor efter sigende mere afdæmpet. Til gengæld er plottet mere sindssygt end sædvanligt: Chris Rock og David Hyde Pierce lægger stemmer til hhv. en hvid blodcelle og en forkølelsestablet, der har til opgave, at forhindre Bill Murray i at bukke under for en dødelig virus. Meget kan man sige om Farrelly brødrene, men uoriginale er de i hvert fald ikke.

Westerns er ikke ligefrem den filmgenre, der gør sig mest bemærket på markedet i disse tider. American Outlaws fortæller, som mange film før den, om Jesse James bedrifter. Det skal blive interessant at se, om den kan tilføje den historie noget nyt.

I’m gonna give you a dvd you can’t refuse

Langt om længe bliver Godfather-filmene tilgængelige på dvd. F.F. Coppolas mesterværker er nok de mest imponerende gangsterdramaer nogensinde produceret, og det skal blive en fornøjhelse at gense dem på dvd. Den lækre box med filmene i indeholder selvfølgelig læssevis af extras. Godfather Boxed Set bliver tilgængelig i R1 og R2 samtidigt, nemlig d. 9/10. Den danske box kommer med sine 599 kr. til at være det rene røverkøb i forhold til R1-udgaven, så for en gangs skyld er der ingen grund til at importere.

Et andet Box-set udgives ved samme lejlighed i R2. Amerikanerne har for længst fået muligheden for at anskaffe sig alle filmene fra Planet of The Apes-serien samlet og nu bliver det så europæernes tur. Abernes Planet Box Set indeholder udover de 5 gamle film også en ekstra disk med lutter godter for fans af serien.

Rager dvd-extras dig en papand, og er billede og lydkvalitet det eneste af betydning for dig når du køber film, bør du nok holde øje med Superbits-titlerne. Superbits er en ny serie af udgivelser fra Columbia-Tristar dedikeret til den audio/visuelle oplevelse. Alle titlerne vil have DTS-lydspor og være blottet for extras, for at udnytte så meget af discenes kapacitet som muligt til bitraten. En lidt sjov idé, da Columbias almindelige udgivelser plejer at have fremragende billedkvalitet, men hvad, det skader i hvert fald ikke. De første titler i Superbits-serien er Johnny Mnemonic, Desperado, Crouching Tiger, Hidden Dragon, Air Force One og The Fifth Element.

D. 12/10 kan man sandelig se på udbudet af film i biograferne, at det er blevet efterårsferie. Alle sejl bliver sat til, for at få familierne i biografen, ikke mindst i Lasse Spang Olsens Jolly Roger. Sørøvere og eventyr for fuld skuffe ser denne film ud til at levere.

Næste film på banen er Min Søsters Børn og nej, det er ikke den gamle klassiker med Axel Strøbye, men derimod et moderne remake. Jeg brød mig aldrig om originalen, så en ny version af den samme historie skal ikke gøre sig håb om at fange min interesse. Livet er for kort til Pusle.

Er historier om familieidyl lidt for lunt og hyggeligt for din smag kan turen istedet gå mod island i filmen Ikingut. Her kæmper en grønlandsk dreng for at blive accepteret i et islandsk middelaldersamfund.

Fra film for de små går vi over til teenage-filmene. The Princess Diaries er endnu en film a la My Fair Lady. Ung big city girl skal lære at være sofistikeret prinsesse og blablabla. Det kan være den er god, men det uoriginale plot levner ikke filmen mange chancer. Får du kvalme af prinsessehistorier og vil hellere have et godt grin, så er der selvfølgelig også American Pie 2. Jeg er ikke meget for teenage komedier, men jeg må indrømme at traileren for den her fik mig til mere end bare at trække på smilebåndet. Fans af etteren vil sikkert elske den.

Der skal selvfølgelig også være noget for os med lidt flere år på bagen og her har vi så Baz Luhrmans flotte Moulin Rouge. En musikalsk film udover det sædvanlige siges det. Nogen kalder den kedelig andre kalder den en oplevelse. Jeg glæder mig imidlertid meget til at se den. Den lyder nemlig som noget så sjældent som en original film. Det finder man ikke til overflod i dag.

ANIME:

Igen får engelske animefans chancen for at erhverve sig en smule anime. I sidste “Nyt” omtalte vi Bubblegum Crisis-serien og d. 8/10 er der mulighed for at købe vol. 2 i England. Når anime kommer til region 2 (altså England, for DK får aldrig noget) er det som regel noget der for længst er blevet udgivet i USA. Riding Bean, der udkommer d. 8/10, er endnu ikke udgivet i USA og virker ikke helt uinteressant. Den udmærkede Gun Smith Cats er et spin off af Riding Bean og blev man imponeret af GSCs hektiske biljagter vil Bean gå rent ind, for den handler stort set ikke om andet.

D. 9/10 vrimler det med animetitler i R1. Irresponsible Captain Tylor OVA Box-settet byder på mere humor i stil med Tv-serien af samme navn. Personligt synes jeg Tylor er en røvirriterende animekarakter, men han har mange fans, så de skal nok blive glade.

Vi kan jo ikke nægte det. Vi har vel alle en lille ninja/samurai-fan indeni os, og for at holde den på plads kan vi jo passende fodre den med en solid omgang Hakkenden: Legend of The Dog Warriors. Hele denne OVA-serie er hældt i et box set på 3 discs. Action i rigelige mængder er nok hvad vi skal forvente.

Gespenster, myter og det okkulte. Boogiepop Phantom vol. 1 befinder sig i disse genrer. Udfra beskrivelserne at dømme har den potentiale, men vi må nok vente og se.

Skal det være symbolsk og kunstnerisk er Night on the Galactic Railroad et bud på et muligt køb. Historien er løst baseret på en af den kendte japanske forfatter Miyazawa Kenjis fortællinger, hvilket bestemt lyder lovende. Plottet – et par drenge kommer på en rejse universet rundt med et intergalaktisk tog – minder umiddelbart en del om klassikeren Galaxy Express 999, men man skal nok se den for at kunne bedømme det.

Lidt mere mainstream-agtig er Yamamoto Yohko: Starship Girl Vol. 1 – 3 sandsynligvis. Plottet er noget med gladiatorkampe mellem fremtidens nationer. Det siger sig selv at den slags foregår pr. rumskib, så scifi action en masse fås her. Settet indeholder hele OVA-serien.

Det var så alt for denne gang. Vi ses om et par uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.