A.I. Artificial Intelligence


Før Stanley Kubrick døde, havde han færdiggjort manuskriptet til en ny film. Steven Spielberg overtog projektet og lavede en af de mest Internet-hypede film i nyere tid.

På et tidspunkt ude i fremtiden smelter polarkapperne, det meste af verden oversvømmes og det hele ser skidt ud. Der er ikke plads til så mange mennesker længere, fordi der er ikke meget mad at dele ud af. Og hvem gider at have et møgjob, når man er et af de få privilegerede mennsker, der har fået lov til at blive født?

For at råde bod på manglen af burgersælgere, taxachauffører, ludere og andre af samfundets basale funktioner har man udviklet robotter, der ikke kræver mad og kan køre i et par tusinde år på tre AA-batterier.

Da kun få par får lov til at få børn, er barnløshed et stort problem. Ind træder Professor Hobby (William Hurt), der mener at have udviklet en så avanceret robothjerne, at man kan gøre en robot i stand til at elske. Og ind træder så David (Haley Joel Osment) som prototypen på den elskende robot.

David installeres hos en familie, jokker grundigt i spinaten og bliver sat fri i naturen som den tidligere så kære hvalp, der kom til at tisse på det dyre tæppe. Davids eneste mission i verden er at elske sin mor, så han bruger resten af filmen på at finde tilbage til hende.

A.I. handler om hvordan mennesker opfatter sig selv – set fra et ikke-menneskeligt synspunkt. Det er interessant at se, hvordan rollerne fordeles når kæledyrene og maskinerne ikke synligt kan skelnes fra rigtige mennesker.

Men desværre skæmmes filosoferingen af en tåbelig handling. En stor del af filmen fik mig til at tro at jeg var havnet i en tidslomme og så Mad Max eller tilsvarende 80’er-motorcykel-slam. Og så er der slutningen.. Jeg har en mistanke om at testpublikumet ikke brød sig om filmens oprindelige slutning, så man har banket en nødløsning på for at give filmen en standard Hollywood happy-happy end. Jeg fik en kraftig hovedpine da jeg prøvede at regne ud hvor latterlig den var.

Haley Joel Osment leverer en overordentlig solid skuespillerpræstation, der er ingen tvivl om at han har en meget stor og flot karriere forude. Filmens anden hovedrolle – Gigolo Joe (Jude Law) – er også interessant, fordi det er første gang jeg har set Laws dukkeansigt i en sjov rolle og han gør det godt. Resten af skuespillerne leverer flade præstationer, der mest af alt giver indtryk af, at de (ligesom mig) ikke ved hvad filmen går ud på.

Under hele filmen sad jeg i biografens mørke med en fornemmelse af, at der var noget jeg gik glip af – der måtte da være et en dybere mening med denne mærkelige film. Men efter en uges grublen har jeg stadig ikke fundet den. Jeg forstod heller ikke 2001: A Space Odyssey, så måske er det bare mig, der ikke kan forstå Kubrick-film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.