Kiss: Psycho Circus – The Nightmare Child

Spillet baseret på den oprindelige tegneserie af McFarlane, som vist ikke behøver nogen større introduktion. Serien om det frastødende glamrock-band fra firserne har i alle tider fået mig til at ryste på hovedet, når jeg har bladret det igennem hos Fantask og Faraohs Cigarer og venner som rent faktisk købte det i ny og næ.

Forsøget på at gøre rockstjerner til superhelte har gang på gang fejlet (Jamie Walthers, for at nævne et grelt eksempel), og det er mig en gåde hvorfor der så skal gøres endnu et forsøg, gennem lanceringen af et spil bygget på en obskur tegneserie.

– Og så mener jeg i øvrigt at dette spil skal have en pris for at have det længste og mest corny navn for et FPS til dato. Det var oprindeligt min mening at forkorte navnet til KPCTNC gennem hele anmeldelsen, men da forkortelsen ser stort set ligeså tåbelig ud som det fulde navn, lod jeg det blive ved tanken. Dette bliver også gjort af hensyn til læsere som kunne forvirres til at tro, at forkortelsen rent faktisk er et helt ord bestående udelukkende af konsonanter.

Denne anmeldelse har været længe undervejs, ej båret på skuldrene af entusiasmens kæmpe. Efter at have læst en masse hype omkring spillet i omtrent et halvt år før produktets egentlige lancering, var jeg naturligvis gejlet op og i gallastemning over spillet som i adskillige previews var blevet svøbt i Dooms klæder. Siden FPS’ernes sejrsgang på PC’en gennnem senhalvfemserne, absolut højnet af spil som Quake, Unreal og endelig Half-Life, var udviklerteamet Third Law blevet træt af AI og den generelle stejle indlæringskurve. Derfor ville de med deres kommende udgivelse, give spillerne den gode gamle tankeløse skyd-til-alt-i-din-synsvinkel-ligger-stille stil tilbage. En herlig genoplivelse af et koncept jeg kun kunne omfavne, mens jeg lod tankerne svæve bramfrit tilbage til de gode gamle dage med Wolfenstein 3D, Doom, Heretic, Hexen osv. Årh-jah… Jeg kneb en lille tåre da jeg smed skiven i drevet og sad og nynnede Dooms titelmelodi for mig selv mens spillets installation langsomt sneglede sig afsted.

Det gik dog meget hurtigt op for mig, at jeg godt kunne pakke mine høje forventninger ned igen, og jo længere spillet skred frem, des dybere ønskede jeg, at jeg ikke skulle spille dette åndsforsnottede klichéfyldte polygon-kludder igennem, for at kunne skrive en ærlig anmeldelse.

Præsentationen byder i første omgang på en gang sjap af nogle pixellerede skaleringer af Todd McFarlanes ellers fremragende tegninger. Derpå bliver man ledt ind i den gabende mundane og samtidig vanvittigt klichéfyldte baggrundshistorie for den kommende maltraktering af væsener fra en anden dimension. For at skære ned på den alt for lange og kedelige intro, vil jeg kort ridse op:

Mareridtsbarnet (The Nightmare Child) ligger i en stor puppe og vokser sig stor og fed. Hele verden går under, når puppen klækker. 4 afdankede glamrock-bøsser med spilhistoriens grimmeste lavopløselige textures, skal redde både jorden og deres egen parallelverden ved at tæske sig gennem 4 verdener fuld af snavs og udskud, for til sidst at tampe livet ud af mareridtsbarnet.

De interessante lokationer man kommer til at besøge, råber så originale og atypiske navne som “The Palace of Pain” “Bad Streets”, “Pain Plaza”, osv. suk

Nuvel. Man kan så vælge mellem de 4 “elder beings” komplet i fuldt læderbukse-antræk og med længere og tykkere garn end Benny fra Abba. Fra venstre mod højre har vi: “The Starbearer”, “The Demon”, “The Celestial” og “The Beast King”. Valg er dog nok så meget sagt, for hvis historien skal hænge sammen på den rigtige måde, skal man vælge dem i rækkefølge. Karaktererne er grufuldt grimme og ikke særlig godt animerede. Deres Polygonantal er, som i resten af spillet, meget lavt og det højner ikke spiloplevelsen, at man spiller en karakter som har så kubiske lemmer, at det får figurerne i Atari 2600’s “Loderunner” til at virke helt virkelighedstro.

Efter at have tampet de første 60-70 fjender til døde med de bare næver, begynder man pudsigt nok også at få associationer til et andet FPS som floppede for et par år tilbage. Monolith’s “Blood 2”. Undersøger man sagen nærmere, vil man også opdage at Third Law licencerede Monolith’s “LithTech” 3D engine til udviklingen af denne udgivelse, og det er altså ikke lykkedes Third Law at tweake den så meget, at den kunne ryste børnesygdommene af sig. Derfor sidder følelsen af Blood 2 altså stadigvæk i spillet. Som nævnt, har de gudskelov skåret enhver form for AI væk, hvilket kun kan bifaldes, da det var på grund af denne, at Blood 2 floppede i sin tid.

Dog vil jeg med al respekt for Monolith sige, at Blood 2 lå i en langt højere kvalitetsmæssig liga end “Kiss: Psycho Nightmare – The Circus Child” gør.
De respektive levels i spillet er meget store og ret udetaljerede. Absolut ikke hvad man ville forvente af et FPS i år 2000. En positiv bivirkning ved dette er dog, at frameraten konstant ligger på den rare side af 60 fps, og jeg tvivler på at folk med mid- eller low-end maskiner vil have nogen problemer med at køre spillet i en pæn høj opløsning, uden fare for at sænke spillenydelsen. Den er såmænd lav nok i forvejen.

Problemerne i “Circus: Psycho Child – The Nightmare Kiss” hører ikke til de mest komplicerede. Kan man ikke komme ud af et givent afgrænset område, er der en kæmpestor kontakt man har glemt at trykke på et-eller-andet sted. Mere spidsfindigt er det ikke. Hvis noget ser umuligt ud, så er det det også.

Fjenderne er nogenlunde fantasifuldt designet, og består oftest af afstukne gensplejsede cirkusdyr og/eller artister. Men ak, heller ikke her er der det store at hente i den postive ende af vægtskålen. Jeg antager at det har været Third Laws mening at fjenderne skulle virke skrækindjagende, men det slår desværre temmelig meget fejl af tre grunde, hvoraf den ene er det tidligere nævnte lave antal af polygoner. Den anden grund står lydeffekterne (eller mangel på samme) til ansvar for. De få lydeffekter der er, er der ikke lagt særlig meget energi i, og det er tydeligt at spillets lydside generelt er blevet nedprioriteret til fordel for… tjah… godt spørgsmål. Den sidste grund er at fjenderne generelt er så nemme at overvinde, at man som garvet spiller bliver tvunget ud i at gennemføre det på den sværeste sværhedsgrad, for at få bare en lille smule morskab ud af det.

Våbnene er, som våben fra en anden dimension nu er. Missiler og shotgun hører til de mere håndgribelige, dog pakket ind i et overjordisk ydre, med rustne kæder og pigge, som alle jo ved er højeste mode i parallelverdener for tiden. De mere rumagtige våben skyder naturligvis med forskelligfarvede stråler i varierende tykkelse. En turkis lårtyk stråle fortæller således den garvede spiller, at her er der altså tale om et meget farligt stykke isenkram, mens spaghetti-tynde røde stråler er knapt så farlige. Gudskelov har fjenderne endnu ikke regnet dette ud, og render derfor hovedkulds ind i alt man skyder efter dem.

Der er dog ét interessant våben som jeg gerne vil fremhæve: En pisk. Det er faktisk første gang jeg har oplevet en pisk i et FPS spil, som rent faktisk fungerer efter hensigten, og så har jeg vist også opbrugt min positivitets-kvote for dette, FPS-spillenes ukronede konge.

Den musikalske side af “Child: Kiss Psycho – The Circus Nightmare” havde jeg faktisk håbet på blev leveret af Kiss selv. Skuffelse, skuffelse. Kun nogle enkelte Kiss numre er blevet inkluderet i spillets lydside, og disse bliver kun spillet meget kort under udvalgte sekvenser hen mod slutningen af banerne. Resten af musikken udgøres af noget mundant synth-rock, som er mere irriterende end stemningsunderbyggende.

Multiplayer funktionen valgte jeg at undgå, siden våbnene og de medfølgende levels er så fantasiløse, at det kun ville bringe yderligere skam over denne allerede utroværdigt svage udgivelse.

Sidder man nu med en undrende og sammentrukket mine og spekulerer over, hvorfor spillet har fået 2 stjerner, kan jeg godt forstå det. Det kræver således også sin forklaring. Det mest gribende ved spillet er nemlig sjovt nok æskens forside, som er ret fedt designet. Det var den som oprindeligt vakte min interesse for udgivelsen, og efter at have prøvet kræfter med indholdet, må jeg tilkendegive at den fungerer strålende som blikfang. Sammen med det ukomplicerede gameplay deler designet den ene stjerne.
Den anden stjerne gives for den udmærkede pisk, som jeg gerne vil se i andre FPS-titler fremover.
Ser man bort fra de to højdepunkter, kan jeg dog kunne nævne ét værre FPS som vil kunne stå distancen mod Psyko Cirkusset, og det er Ion Storms “Daikatana”.

Til de som holder af tegneserien, vil jeg gerne undskylde enhver hån mod det oprindelige koncept, og Kiss i al almindelighed. Det var der ingen intentioner om herfra.

De som rent faktisk har købt dette spil og finder det underholdende, vil jeg bede om at søge hjælp omgående.

Udviklere! – Hør min bøn: Skulle tanken om at producere titler med afdankede musikere igen strejfe jeres ømtålelige synapser, så find i det mindste nogle helte som ville kunne klare opgaven. Kun sande helte som Abba, Jackson Five, Svenne & Lotta, Bee Gees og Frank Zappa vil kunne redde menneskeheden fra komplet udslettelse fra interdimensionale væsener af tvivlsom karakter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.