Smuggler's Run
Sæt dig bag rattet på et terrængående køretøj og tryk sømmet i bund. I Smuggler’s Run går det over stok og sten i rivende fart – med smuglergods i lasten. Undgå for alt i verden politiet og pas også på, at de andre smuglere ikke stjæler din last.
Lad mig sige med det samme, at Smuggler’s Run er et smukt PS2-spil. Ikke fordi grafikken er det flotteste man hidtil har set, men fordi det teknisk indeholder et stort potentiale for fremtidige spil til PS2. Du kan nemlig se så langt øjet rækker, hvilket i Smuggler’s Run er flere kilometre. Man spejder således efter den røg, der fortæller én, hvor den næste opsamling/aflevering skal finde sted, og så gælder det bare om at være den første, der når derhen.
Kort og godt er dette altså, hvad Smuggler’s Run går ud på: Lokaliser smuglergodset, saml det op (evt. før dine konkurrenter), og kør det til afleveringsstedet (uden at blive fanget af politiet og før tiden rinder ud). Og det gør man så 36 gange, fordelt på 3 kæmpestore landskaber (skov, ørken og snedækket) i en ud af 6 biler. Landskaberne (som virkelig er KÆMPE – ca. 10 km2 hver) indeholder en masse bjerge, bakker og andre forhøjninger, således at man helt sikkert får sig nogle gevaldige flyveture på sin vej mod/med smuglergodset.
Morsomt er det, men det kan ligeledes blive utroligt ensformigt. Missionerne har forskelligt indhold, men de er alle af ovenstående karakter. Bagsiden af omslaget lover desuden, at man kan køre i op mod 35 forskellige biler, men det har forfatterne bare “glemt” at fortælle programmørerne. Der ER altså kun 6. Ligeledes foreslår manualen, at man kan købe nye biler for smuglerpengene, men da “pengene” reelt kun er en pointscore for banen, er der ingen grund til at gennemføre allerede fuldførte baner igen. Hvilket er synd. Selvom majoriteten af banerne kan klares på under 10 forsøg, så har Angel Studios desuden sat nogle fuldstændigt tåbelige tidsgrænser på visse af missionerne. Sammenholdt med det faktum, at man dårligt kan røre et fremmed køretøj uden at ens bil snurrer rundt, er der hermed lagt i ovnen til en del frustrationer. Man får et klart indtryk af, at spillet bare SKULLE være på gaden samtidig med PS2’en. Hvilket også er synd.
Følelsen af at køre terrænkørsel over bakker, broer, dale og floder er aldeles fremragende, og din fart og friktion afhænger meget af, hvilket underlag du kører på. Hver gang man laver et hårdt nedslag taber bilerne dele, såsom reservehjul, kofangere, motorhjelme m.v. De bliver ovenikøbet liggende på banen til evt. gene for dine forfølgere – eller dig selv, hvis du skal samme vej tilbage på et tidspunkt. Fysikken er heldigvis afpasset til de ekstreme forhold, men man sidder alligevel næsten på kanten af stolen, hver gang man kører ud over en høj bakkekam, hvor der er 20-30 meter ned. Heldigvis kan man “snyde” lidt og dreje sin bil i luften, for derved at lande mere pænt og således fortsætte med en vis fart. Ellers ville det også være for svært at køre fra sine forfølgere, der tilsyneladende alle kører hurtigere end dig. Således tvinges spilleren også til at tage nogle omveje i ny og næ for at få rystet sine forfølgere af sig.
Når man bliver træt af “historiens” forløb, er der mulighed for at skræddersy forskellige enkeltmissioner mod computeren, både i singleplayer og evt. med/mod en ven. Det forlænger fornøjelsen en smule.
Men når alt kommer til alt, falder Smuggler’s Run lidt mellem 2 stole. Det er nemlig et teknisk vidunder, med mange gode detaljer – det er bare ikke langtidsholdbart. Dette faktum afholder dog ikke spillet fra at være en af de mest underholdende starttitler til PS2’en, og så viser det i tydelig grad, hvad vi kan forvente os af fremtidige virtuelle verdener på PS2.
