Burn-Up W

3 out of 6 stars

Storbarmede politi-tøser der sælger deres brugte trusser for at tjene til tøjindkøb, Evangelion-spoofs, hober af våben, skuddramaer, baton-prygl og masser af fan-service – alt sammen pakket ind i lettilgængelig humor. Lyder det som den ultimative anime-komedie?

Burn-Up W er en 4 episoders OVA både skrevet og produceret af AIC. Animationen er flot og lækker, og på trods af et lidt mundant soundtrack, fejler lydsiden ikke noget. Samtlige Seiyuu gør et solidt stykke arbejde, og alt tegner på optakten til en fed serie.

Vi begynder historien under ankomsten af verdenslederne til et stort internationalt topmøde i Tokyo, før helvede bryder løs. Inden vi får set os om, er hele bygningen pacificeret og overrendt af terrorister i ægte Die Hard-stil. Scenen er sat i en alvorlig tone, der dog lynhurtigt brydes af slapstick-humor og sindssyge påfund. Det viser sig at terroristerne under angrebet gemmer sig bag dæk-organisation Falcon Claw. En “organisation” der dog i virkeligheden bare består af 4 fjollehoveder som terroristerne har medbragt for at vise ansigt overfor myndighederne, mod den betaling at de kan gøre præcis hvad de vil.

Og det gør de. I stor stil.

Da myndighederne langt om længe modtager en transmission fra bygningen med “terroristernes” krav, hersker der ingen tvivl om de bevæbnede syndebukkes rendyrkede ondskab. Pulverisering af alle surfbrædder på den lokale strand, samt en ændring af titlen på den nyeste installation i RPG-spilserien Draquemon er blot et par af de tåbelige krav, som de fire tosser giver regeringen nøjagtigt en time til at opfylde.

Men hvorfor tære på de dyre ressourcer, når man kan tilkalde politiets skarpsindige special-enhed?

Enter Rio. En storbarmet, lyshåret betjent i drabsafdelingen, med et iltert temperament og et enormt pengeforbrug. – En last der tvinger hende ud i bizarre økonomiske krumspring, såsom at konsultere stationens kaptajn om salg af hendes brugte trusser, til kaptajnens store frustration.

På sit hold har hun også den forstyrrede sniper Maya, der er så glad for sit job at hun spenderer al sin fritid på byens tage i selskab med en fryseboks fuld af kolde øller og sodavands-is, mens hun nedlægger forbryderiske typer fra oven.

Nanvel, afdelingens kvindelige ækvivalent til 007’s egen Q, er stuvet af vejen i kælderen, hvor hun ikke ødelægger noget. Kun afdelingens daglige leder, Maki, kigger til hende en gang imellem for at sikre sig at hun ikke laver for megen ballade. De tre velproportionerede piger, der normalt trisser rundt i peek-a-boo skørter og stramme skjorter der grænser til det kriminelle, udgør stationens specielle “Team Warrior”-enhed. En enhed der, med skræddersyede spandex-dragter og store skydere, kan håndtere enhver situation.

Sidst men ikke mindst har vi Yuji, der udover at være afdelingens eneste mand, har et problem med at finde piger i den virkelige verden, og derfor nærer en dybfølt forelskelse i det virtuelle idol Maria, som han spenderer sin (arbejds)tid med, gennem Virtual Reality.

Hermed er galleriet lagt til en serie, der fra begyndelsen virker usandsynligt lovende. Fan-service hvert 30. sekund, veldrejet fræk humor og brandsjove episoder der bringer nogen af de pinligste situationer i andre anime-komedier til skamme.

Når Rio udsætter stationens stakkels seksuelt underernærede kaptajn for den ene pirrende sengekants-leflen efter den anden, for at få hendes vilje trumfet igennem, er det svært ikke at more sig kosteligt.

– Og når Nanvel senere introducerer os til hendes seneste påfund – Mecha’en El-Heggunte – der til forveksling ligner Eva 01 fra Neon Genesis Evangelion, er det svært ikke at komme i rendyrket spoof-humør. Specielt når hun, efter at have slået på tromme for Heggunte overfor Maki i fem minutter, må indrømme at hun på grund af nedskæringer i budgettet har måttet nedprioritere visse features, hvilket har resulteret i at den store kamp-mecha skal bruge 29 minutter og 30 sekunder på at sigte.

De første par episoder begynder både sobert og seriøst, både i animation og plot. Men maskebal bliver til maskefald, og efter blot et enkelt minut eller to, bliver seriøsiteten afbrudt af dagens første absurde indslag på den lokale station. – Og så ruller lavinen.
En ganske udmærket struktur, som jeg gerne så at man havde fortsat med, men desværre går det galt.

Efter de to første episoder, tager serien pludselig en radikal drejning.

Med et mord på en af Rio’s næreste veninder i styrken, kammer fortællestilen over. Væk er fan-service og slapstick-humor, og seriens udtryksform begynder at grænse til næsten brækfremkaldende selvhøjtidelighed.

Med det påfølgende blod-sejlende bodycount der nærmer sig et voldsorgie som Ninja Scroll, kunne man måske tro at humoren i de første episoder blot var et påskud for at introducere karakterer, men kontrasten er så ekstrem, at jeg simpelthen bliver tabt på gulvet. Sammen med plottet.

I fjerde episode ruller serien sig nemlig igen ud med slapstick og fjollede indslag fra begyndelsen – og om end det blot er i et par minutter, virker det fuldkommen absurd, taget de alvorlige begivenheder i betragtning. Når selv samme begivenheder i forrige afsnit dvælede i melodrama og sorg, falder serien fuldstændig mellem to stole. Man mister simpelthen overblikket, og taber situationsfornemmelsen. Skizofreni er nok den diagnose som bedst beskriver fortællestilens primære lidelse. Det er så ærgerligt, når man har set denne konstellation udført sublimt i en serie som Cowboy Bebop.

Seriens ED bliver oven i købet ændret med seriens tredje afsnit, da man fra AIC’s side nok har ment at det ville være upassende med hyper-genki firser-pop. Det kan jeg kun bifalde.

Min største anke er dog at Burn-Up W ikke formår at løbe linen ud med de historier og plotelementer den får etableret. Vi har derfor en masse små fjollede halvfærdige anekdoter, som vi aldrig ser en ende på. Introduktionen af en android og dennes forhold til det virtuelle idol Maria, som vi møder i henholdsvis første og anden episode, bliver aldrig forklaret. Selv terroristfaktionen bag det storstilede angreb på verdensmødet, og som oven i købet danner rammen om seriens to første episoder, løber bare ud i sandet. Historien slutter ikke. Den bliver bare glemt.

For at pakke det hele ind med en fin rød sløjfe omkring, forsøger man at retfærdiggøre seriens utallige løse ender ved at smide en fuldkommen ukendt skurk og hans kumpaner ind som bagmænd i den afsluttende episode. Glitterpapiret er bare ikke nogen særlig stor trøst, når man sidder blottet for følelser for både karakterer og plot, efter 110 minutter foran skærmen.

Jeg fornemmer en tydelig mangel på overordnet målretning, eller blot den mindste form for planlægning i henhold til seriens bærende elementer. Det ærgrer mig, for serien har virkelig potentiale, men jeg kan godt se det fornuftige i at den aldrig er blevet til mere end de 4 episoder i OVA’en.

Selve discen er udgivet af ADV, men på trods af deres ellers udmærkede renomé, lever den ikke helt op til den fornuftige kvalitet de tidligere har lagt for dagen. Animationen er ganske vist både flot og skarp, men overførslen udviser tydelige artifacts langs kontrast-linjer fra tid til anden.
Resten af skivens indhold er heller ikke den store kulinariske oplevelse. Med en non-animeret menu indeholdende episodevalg, sprogvalg, et galleri, samt de obligatoriske credits og ADV preview-sektioner, gør man ikke meget for at redde udgivelsens tekniske kvalitet.

Desværre ender vi med en meget middelmådig udgivelse der kunne have været meget mere, hvis blot AIC ikke havde besluttet at eksperimentere med euforiserende stoffer under tilblivelsen af manuskriptet.

Skiven kan bl.a. købes hos DVDBoxOffice.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.