The 69 Eyes: Blessed Be
– Og så blev det tid til noget finsk igen. Jeg ved ikke hvorfor, men finske udgivelser har en eller anden absurd tendens til altid at ende i skødet på mig – og finner i skødet er ikke anbefalelsesværdigt. Det har været gusten oplevelse hidtil, dog højnet af en enkelt udgivelse af Helsinki’s Apocalyptica.
“Blessed Be” er The 69 Eyes’ 5. udgivelse. Bandet består af 5 finner (ja, én finne kommer sjældent alene) fra Helsinki, og ligesom mit tidligere møde med finsk kultur, har disse 5 sortklædte neanderth… musikere ligeså meget ego som de har hår. Et kort uddrag fra deres website som er en selvskreven selvhyldest begynder således: “The 69 Eyes – Balling the Gothic Girls in the motherf**king Matrix and riding out of the town with the tail lights flashing… Yeah… The 69 Eyes… Beware…”
Værsågod at stikke 3-4 fingre i halsen.
Med det brok af vejen, så er den musikalske side faktisk udmærket, men vokalen lyder som Type O Negative‘s Peter Steele som synger i en mælkejunge efter at have røget 41 cubanere.
Har man før lyttet til ægte goth-metal som Theatre Of Tragedy og Tristania, ved man at der i alle numre er kælet for skønhed og æstetik. Men selv om numrene i Blessed Be faktisk er meget flotte og melodiske, leverer de ikke budskabet på ligeså smukt og ophøjet et plan som man er vant til. 69 Eyes er slet ikke hvad man forventer af goth-metal, som jo normal svælger i selvmedlidenhed og sorg. I stedet ender bandet med at stille et eksempel som mørkets Bryan Adams. Numrene er faktisk temmelig fængende og på ingen måde dystre som man kunne forestille sig. Jeg greb mig flere gange i at sidde og nynne med, hvilket tilkendegiver at albummet faktisk er ret lettilgængeligt, rent musikalsk.
Nummeret Gothic Girl lyder præcis som jeg ville forestille mig Garbage ville lyde hvis de skiftede Shirley Manson ud med David Bowie og pumpede manden med testosteron.
69 Eyes musikalske udtryk er noget så usædvanligt som lystig goth. “Qué?” tænker man så. Ja, jeg ved det. Lystig goth er en ligeså grim oxymoron som “nyskabende drengeband”, men det er ikke desto mindre hvad The 69 Eyes leverer.
Uanset hvor afvigende lydsiden er, skal det dog ikke rykke ved at albummet som helhed er en temmelig clichéfuld affære. Lytter man efter, kan man høre at teksterne ikke afviger meget fra sin udsprunge genre, og The 69 Eyes virker heller ikke som om de har nogen intentioner om at være nyskabende i hverken musik eller udtryk – ihvertfald ikke udfra coveret at dømme. 5 stk. sorte skikkelser i læderbukser, bleg hud, ravnesort løsthængende garn og flere ringe på fingrene end et italiensk mafia-overhoved. Elementer der som scrabbleklodser staver til Ste-re-o-ty-per.
– Men på trods af det stereotype udseende, de clichéfyldte tekster og sangtitler, kan jeg ikke finde ud af det. Endnu en gang sidder jeg med et stykke finsk musikkultur som jeg simpelthen ikke har nogen absolut definérbar mening om. Jeg kan ikke finde ud af om albummet faktisk tiltaler mig på et perverst, absurd, ubevidst plan eller om jeg rent synes det er en omgang runk.
Det er som sådan diskutabelt hvorvidt The 69 Eyes – Blessed Be falder mellem to stole. Musikken er for uptempo og rocket til at være “rigtig” goth, men samtidig er teksterne for prægede af genren og for dystre og sørgmodige til at være hård rock. Jeg har svært ved at vurdere det selv, så jeg vil lade det være helt op til den enkelte at danne sin egen mening.
Derfor kan jeg kun anbefale at man finder en mulighed for at lytte til albummet før man køber det. Er man fan af Type O Negative og den “lette” ende af goth-genren, vil potentialet for en positiv reaktion nok være ca. 10-15% højere.
Og husk så: Rigtige goths har sorte børster på tandbørsten.