The Ultimate Toy Box: Toy Story & Toy Story 2

6 out of 6 stars

Lige siden Disney begyndte at udgive sine tegnede klassikere på dvd, har fans ventet med længsel på en dvdudgave af Pixars <i>”Toy Story”</i>. Efter en del forsinkelse er den her så endelig, men den er ikke alene. Disney og Pixar har fået den geniale idé at udgive både <i>”Toy Story”</i> og <i>”Toy Story 2″</i> samtidig. Ikke nok med det, hvis man er villig til at ofre lidt ekstra fra sparepungen kan man få en box med begge film og en ekstra disc udelukkende med lækkert ekstraguf. Jeg var selvfølgelig solgt…

DISC 1: TOY STORY

Alle har prøvet det som barn: Man får et nyt stykke legetøj, der bare er det fedeste man nogensinde har haft og man leger med det i en evighed. Alle tanker om det gamle legetøj er glemt, for det nye er
det eneste man interesserer sig for. Men hvad med det gamle? Hvad nu hvis det havde følelser og tanker? Hvordan ville det være at blive vraget og ikke længere blive leget med? Det er netop det simple, men samtidig geniale koncept Toy Story (TS) bygger på.

Drengen Andy har fødselsdag og får den bedste gave nogen dreng kan få: En “Buzz Lightyear Space Ranger”! Cowboydukken Woody, der har været Andys yndling siden børnehaven er bestemt ikke begejstret for Buzz, da Andy kun har øje for sit nye legetøj. Alt det andet legetøj på Andys værelse har ellers altid beundret Woody, men pludselig er de kun interesseret i Buzz. Han har nemlig en laser, elektroniske stemmelydeffekter og så kan han flyve! (sådan da). Som om det ikke var nok til at vække Woodys antipati, så er Buzz overbevist om at han er en rigtig space ranger og ikke bare et stykke legetøj, hvis formål er at blive leget med.

Det lyder måske banalt, men det fungerer fantastisk godt, når man sidder og ser filmen. Man lever sig virkelig ind i legetøjets problemer og man har ondt af Woody, da hans verden pludselig styrter sammen, efterhånden som Buzz overtager hans plads. Tom Hanks og Tim Allen lægger stemmer til hhv. Woody og Buzz og det gør de forrygende godt. De passer perfekt til figurerne og tilføjer dem både liv og udstråling. Det samme kan siges om alt det andet legetøj på Andys værelse. De er alle meget forskellige og man kan ikke andet end synes om dem.

Animationen er upåklagelig. TS var den første computeranimerede tegnefilm i spillefilmslængde, da den kom i biograferne i 1995 og animationen holder stadig hele vejen igennem. Den er konstant flydende uden den mindste hakken. Særligt figurernes mundbevægelser nyder godt af dette, da de passer perfekt til replikkerne. Baggrunde og farver er ligeledes utroligt flotte og kombineret med en perfekt (og anamorfisk) overførsel er TS en fryd for øjet.

Musikken i TS er bestemt også værd at nævne. Den er komponeret af Randy Newman, der også synger de få, men gode, sange der er i filmen. Særligt “I’ll keep on sailing” skal have ros. Kombineret med det, der sker under sangen har vi her en af de mest sørgelige øjeblikke i en animeret film. Lydeffekterne er rigtig gode og hvert legetøj har lige de lyde man forventer de skal have. De actionprægede scener lyder også rigtig godt og skal nok give højtalerne noget at bestille.

TS er en fantastisk film. Den tager nogle banale temaer som jalousi og trofasthed og bruger dem i en historie, der handler om tilværelsen set fra legetøjets synsvinkel. Krydret med en hel del humor, der aldrig bliver plat og et ensemble af spændende karakterer, har vi her en af de mest originale tegnefilm det amerikanske marked nogensinde har spyttet ud. Hele vejen igennem kan det mærkes, at det ikke er Disneys stab af forfattere, der står bag. Pixars hånd kan ses overalt og selvom filmen stadig er politisk korrekt, så er det på en måde man aldrig frastødes af.

En ganske pæn mængde ekstramateriale findes også på denne disc: Vi får The Making of Toy Story, en ret så omfattende dokumentar, der behandler hele filmens tilblivelsesproces trin for trin. Toy Story Treats, 52 pausesekvenser med TS-figurerne til Disneys Tv-kanal ABC. Et par rimelig sjove interviews med Woody og Buzz om deres medvirken i filmen. Multilanguage Reel, er en af de sjoveste ekstras på discen; Vi ser Woody og Buzz’s første møde med konstant skiften i dialogen mellem alle de sprog filmen er kommet på. Det er set før (Prince of Egypt dvd’en), men det lyder alligevel sjovt. Disney har nemlig valgt de steder, der skiftes
sprog i dialogen med omhu; jeg lå flad af grin da dialogen slog over i japansk, netop som Buzz forsvarede sig med sine karateslag. Hans politisnak på castilliansk er også ret fed. Buzz Lightyear Tv-commercial, er den komplette reklame for legetøjet Buzz, som man kun ser i uddrag i filmen. Den bedste extra på discen er helt klart Tin Toy; en af Pixars tidlige computeranimerede kortfilm om legetøjet Tinnys møde med en baby. Det er en nuttet film, der tydeligvis har været inspirationskilde til TS-filmene. I det oprindelige udkast til TS var Tinny faktisk hovededpersonen! Til sidst har vi et audiokommentarspor med instruktøren John Lasseter og de andre gutter fra Pixar og et SoundFX/music only-lydspor.

Ret pænt for en ikke-special edition.

DISC 2: TOY STORY 2

Med så geniale figurer og så stor succes som TS fik, var det oplagt at lave en efterfølger. Toy Story 2 (TS2) handler denne gang, om at Woody bliver stjålet af en legetøjssamler, der planlægger at sælge ham til et japansk legetøjsmuseum. Woody er nemlig hovedattraktionen i en samling af Woody-legetøj, der bl.a. består af den jodlende(!) cowgirl Jessie, guldgraveren Stinky Pete og hesten Bullseye. Buzz og de andre finder sig selvfølgelig ikke i at Woody bliver stjålet, så de drager ud i den vide verden for at hente deres ven hjem. Men spørgsmålet er om Woody overhovedet ønsker at vende hjem? Børn vokser jo op for til sidst at glemme deres legetøj, hvis altså legetøjet ikke er slidt i stykker forinden. På museet vil han opnå udødelighed og aldrig gå i stykker. Woody må træffe et valg.

TS2 har mere humor, action og kører i et langt højere tempo end etteren. Det er typisk for toere, at køre efter devisen “mere af det samme” og derved tabe den oprindelige idé af syne. Dette er imidlertid ikke tilfældet her, da TS2 selvom den bruger mange af de samme elementer som etteren, stadig har en underliggende alvor og et tema, der er lige så interessant som ettterens. Det grundlæggende tema i TS var legetøjets frygt for at blive kasseret til fordel for nyere og mere moderne legetøj. I TS2 handler det om, at legetøj ikke bliver leget med for evigt, da børn jo bliver voksne og får andre interesser end at lege med deres dukker. Det bliver fortalt på hjertegribende vis via “Jessies Song”, der er toerens modstykke til etterens “I’ll keep on sailing”. Nogle mennesker brød sig ikke om sangen, da filmen kom frem i biograferne, hvilket er mig lidt af en gåde. Uden den går filmens tema tabt og så rammer den altså plet hos mig. Hver gang jeg hører den ser jeg i ånden, dengang jeg lagde mine transformers i plastiksække og satte dem op på et mørkt loft….. min samvittighed er sort som kul.

Filmens stemmer er de samme som i etteren og de er bare endnu bedre her. Det er som om de er kommet bedre ind i karakterene og hygger sig meget mere med at spille dem. Især bifigurerne skinner igennem med deres farverige personligheder.

2’ere i tegnefilmens verden plejer som regel at være forgængerne underlegne på den tekniske side. Det er bestemt ikke tilfældet her, for TS2 er på enhver måde endnu flottere end originalen. Animation, farver, effekter, alt ser fantastisk ud. De 4 år, der er gået siden den første film kan virkelig ses og jeg er ikke bange for at udråbe TS2 til markedest flotteste tegnefilm. Filmens indledningssekvens er simpelthen noget af det mest blærede (og sjove), jeg har set længe. Overførselen er selvfølgelig anamorfisk.

Musikken er igen komponeret af Randy Newman og han gør det ligeså godt som i etteren. Hans musik hører simpelthen sammen med Toy Story-universet, så der skal ingen protester lyde herfra. Lydeffekter gøres der endnu mere brug af her, da der er meget mere action end i etteren. Resultatet er det hidtil mest aggresive soundtrack i en Disneyfilm.

TS2 er sjovere, flottere og alligevel ligeså alvorlig og relevant som sin forgænger. Der findes ikke mange efterfølgere, der fortjener betegnelsen “værdige efterfølgere”, men TS2 er et af de mest klokkeklare eksempler på, at det kan lade sig gøre at ramme plet med den samme pil to gange. Holdt man af etteren vil man elske toeren.

Ekstramaterialet er ikke så omfattende som på TS-disken, men det er ikke dårligt. Her finder vi de sindsygt morsomme outtakes, i stil med dem der var på A Bug’s Life dvd’en. Der er flere af dem her og de er endnu sjovere. Luxo Jr. er Pixars første computeranimerede kortfilm om en kontorlampe, der leger med en bold. Det er en sød lille film og den overbeviser virkelig én, om Pixars evner til at få døde objekter til at virke levende. Herligt at få den med. Der er et par Sneak Peeks med på discen for “Buzz Lightyear of Star Command: The Adventure Begins”, en 2d tegnefilm om Buzz, der ikke ser specielt interessant ud og så “Monsters Inc.” Sidstnævnte er Pixars næste computeranimerede projekt og den ser ret lovende ud. Vi får ikke det helt store indtryk af filmen, men at den bliver sjov og flot er tydeligt for enhver, så vi kan kun glæde os. Til sidst er der et audiokommentarspor med Lasseter og gutterne og et SoundFX/music only-spor.

DISC 3: SUPPLEMENTAL MATERIALS

Denne disc indeholder udelukkende ekstramateriale til begge Toy Story-film og er du vimmer, hvor er der meget! Hvis jeg skulle gå i detaljer med det hele, kunne jeg blive ved med at skrive fra nu af og til Jul, så jeg vil nøjes med at fortælle om det generelle. Fra discens hovedmenu vælger man hvilken films ekstramateriale man vil kigge på, hvorefter man præsenteres for en række kategorier:

History: Her får vi alt at vide, om hvordan filmene blev til. De tidlige udkast til karakterernes udseende og personlighed, såvel som alternative idéer til historien. Særlig interessant er muligheden for at læse en tidlig udgave af historien til TS, som er meget anderledes end det endelige resultat. Den har bestemt en god historie, så det er rent guf at få denne mulighed. For begge film er der også biografier og interviews med cast/crew. Pixar-folkene og skuespillerne har alle noget interessant at sige og det bliver aldrig kedeligt. Historien bag Pixar og de folk der arbejder der (særligt Lasseter), får vi i tekstform og det er bestemt værd at læse.

Design: Figurernes og baggrundenes design gennemgås her. For adskillige af figurerne får vi interviews med animatorerne bag dem og set eksempler på, hvordan de animerede dem. Oceaner af sketches, der viser hvordan figurerne kunne være kommet til at se ud, finder vi her. De forskellige locations design og farver gennemgås også.

Story: Story board-processen har altid fascineret mig og det skorter ikke på eksempler på den her. Vi ser adskillige sammenligninger mellem story boards, rå animation og det færdige resultat. Scener der aldrig blev til mere end story boards, får vi her mulighed for at se og dem er der faktisk en del af.

Computer Animation: Fra en scene er animeret til den er færdig er der en lang vej. Der skal tilføjes effekter, lyssætning, tekstur, spejlinger og den rigtige kameravinkel skal vælges. Alt det og meget andet finder vi i denne sektion. I TS2’s sektion kan man se hele åbningsscenen med mulighed for at skifte mellem de forskellige produktionstrin med angle-knappen. Herligt.

Music and Sound: Tidlige demoudgaver af Randy Newmans sange til filmene, kan man høre her. Lyddesignet, dvs. de forskellige legetøjslyde, gennemgås også i nogle interviews med folkene bag.

Deleted Animation: Scener, der blev slettet eller ændret får vi her. Forskellene er ikke så store, men den alternative åbningscene til etteren, hvor Rex leger Godzilla er ret sjov. Nogle ret morsomme fejl i computeranimationen, som animatorerne stødte på undervejs, bliver vi også delagtiggjort i her.

Publicity: Filmplakater, merchandise, tv-spots og trailere. Det er her det sner.

The Toy Box: Denne sektion findes kun i TS2’s sektion. Et sæt interviews med cast, hvor de argumenterer for hvorfor lige deres figur er den sejeste er ret morsomme. En gennemgang af de mange små grafiske henvisninger Pixar har lavet til deres andre film byder på nogle overraskelser, som jeg ikke selv bemærkede, da jeg så filmen. Vi præsenteres også (af Lasseter) for alt merchandiset, der blev brugt i “Woody’s Roundup”. I filmen så vi klip fra 50’er Tv-serien af samme navn og her kan den ses i sin helhed. Figurerne i den er computeranimerede marionetdukker og det er lavet så gennemført, at man simpelthen ikkke kan se, at det ikke er ægte dukker. Pixar er fantastiske! Til sidst er der en musikvideo med Roundup-temaet.

Hovedparten af discens materiale drejer sig om TS. Det undrer ikke, da det jo er den der er originalen og også der hvor de generelle idéer og temaer først kommer til udtryk. Dermed ikke sagt at der ikke er særlig meget til toeren, faktisk har den en hel del mere end mange andre såkaldte collector’s editions. Min konklusion efter at have set denne disc igennem er, at Pixar er syge i hovedet. Hvordan kan man stoppe så afsindige mængder af ekstramateriale ned på en enkelt disc, uden at noget af det bliver uinteressant eller uvæsentligt? På boxen står der, at den har en samlet spilletid på over 9 timer. Det lyder overdrevet, men faktisk er det vildt underdrevet! Trækker man filmenes spilletid fra, er der stadig en 5-6 timer tilbage til ekstramaterialet og det kan man snildt bruge, hvis man ser det hele igennem. Tager man sig tid til at kigge på det i et ordentligt tempo, tager det endnu længere tid.

Disney/Pixar har her en af de udgivelser på markedet, der giver forbugerne mest for pengene. 2 geniale film, 2 fede kortfilm og oceaner af ekstramateriale for en retailpris på ca. 70$ i USA (30-40$ med rabat). Danske forhandlere af region 1-film sælger boksen for mellem 500-600 kr. For 2 collectors editions er det bestemt ikke urimeligt. Boksen er et must for tegnefilmselskere.

Filmene er også udkommet i flere andre udgaver:
Region 1:

The Ultimate Toy Box, som denne anmeldelse drejer sig om.

Toy Story 2-pack: Samme som The Ultimate Toy Box bortset fra fraværet af disc 3.

Toy Story 2.

Region 2:

Toy Story

Toy Story 2

Toy Story & Toy Story 2 – Three disc collector’s set: Udkommer 4/12.

Pixars officielle Toy Story-side skal nok også være et kig værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.