Apocalyptica: Cult

Jeg er snotforvirret. Ikke en måned efter at have leveret min grimme, men uforbeholdne mening om Apocalypticas landsmænd, The Festermen, bliver jeg præsenteret for et finsk stykke musikkultur af så høj kaliber som dette album. Det er dog nu min overbevisning, at min fatteevne simpelthen er for begrænset til at begribe musikkulturen i Finland. Enten det, eller også er finner bare ikke rigtig kloge. Jeg hælder mod sidstnævnte.

Apocalyptica opstod som en form for kultfænomen indenfor nordisk metal. Rygtet om de fire langhårede mænd fra musikkonservatoriet i Helsinki i Finland, som spillede heavy metal på modificerede celloer, spredtes som en steppebrand i metalkredse. Deres første album, “Apocalyptica Plays Metallica By Four Cellos”, udkom i 1996, og selvom jeg ikke kan bryste mig af at have redet med på bølgen da de kom frem, kan jeg ikke vige uden om at jeg adskillige gange har snublet over deres fantastiske Metallica-covernumre hos venner og bekendte.

Deres andet album, “Inquisition Symphony”, udkom i 1998 og indeholdt covernumre af Pantera og Faith No More, og selvom denne plade ikke havde så stor en gennemslagskraft som det første, satte det ikke ligefrem en stopper for deres popularitet.

Apocalyptica er nu nået til deres tredje album, “Cult”. Bandets fire medlemmer har nu sprængt lænkerne som coverband, og har fyldt dette album med deres egne kompositioner. Fra pladens første nummer, Path, og til strengenes vibrationer oprinder efter det 13. og sidste nummer, er det en fryd at lægge øre til. For de formastelige som endnu ikke har hørt de fire drenge i aktion, kan jeg fortælle at Apocalyptica bruger de fire celloer som det aldrig nogensinde blev troet muligt. Det lyder som en joke og en obskur fortsættelse af “Panflute Greatest” af George Zamfir og “Acoustic Moods”, men jeg har sjældent måttet lade mine få musikalske hæmninger i stikken i så høj en grad som jeg gør med dette album. Min kæbe hænger slapt ned ad brystet under flere af numrene. Pladen har en tonemæssig dybde som jeg simpelthen ikke kan beskrive. Faktum er at en cello kan frembringe en baslyd som får det til at skvulpe i mit underliv, når jeg står for tæt ved højttalerne.

Ingen distortion-guitar kan nogensinde tampe mine indre organer på samme måde ved frekvensen alene. Som på de to foregående albums er der ingen vokal, og det savner man bestemt heller ikke – Det reneste instrumentale metal man kan forestille sig. På flere af numrene udgøres selv hovedrytmerne, som normalt ville være forbeholdt trommer, også af celloerne.

Der har da ganske vist sneget sig et par enkelte Metallica-covernumre ind sidst på pladen, men det skal ikke skille dem fra at modtage fem solide stjerner herfra, da de også har medtaget en grum udgave af Edward Grieg’s Hall Of The Mountain King. Kan man headbange til klassisk musik? – Ja man kan.
Nogle af deres egne kompositioner er desuden så velskrevne at det ikke længere begrænser sig til metal. Min forkærlighed for Bach, Brahms og Grieg har måske også noget at skulle have sagt i denne sammenhæng, men jeg tror at dette er et album som kan nydes af andre end den hårde metalkerne. Albummet bygger bro mellem kulturer, da musikken sikkert også tiltaler nørder indenfor klassisk musik.

Eat your heart out, Kaare Norge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.