Vic + Flo Saw a Bear
En original, uforudsigelig og urkomisk film befolket af vaskeægte originaler – og med en stemning af lurende brutalitet. Tonen er slået an fra allerførste scene hvor Vic, en kvinde omkring de 60, der netop er blevet løsladt fra en livstidsdom for en ukendt forbrydelse, ankommer til en søvnig landsby i den canadiske ødemark på udkig efter et liv i fred og ro med sin lesbiske elskerinde Flo. De flytter ind hos hendes onkel, der efter et slagtilfælde har mistet stemmen, men ikke sine luner, som han deler med alle de mennesker, der cirkulerer om den lille trio, og som dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter: En teenager, som onklen har ansat til at hjælpe sig, en socialarbejder, en tidligere cellekammerat/elskerinde, og andre spøgelser fra fortiden, og alle har de deres egen agenda. Denis Côtés instruktion udelader store dele af den egentlige handling til fordel for excentriske detaljer og en egen logik, der driver det absurde plot frem imod sin eksplosive finale.