Until Dawn

UntilDawnPEGI

Otte teenagere tilbringer en vinternat alene i en hytte i skoven. Ergo skal nogen jo dø ifølge de uskrevne gyserfilmlove. Spørgsmålet er bare hvor mange og hvem, og her kommer du så ind i billedet.

Supermassive Games, som vi tidligere kender fra diverse interne konverteringer og remasters af Sonys spil, har med Until Dawn leveret deres bud på et spil i Survival-genre. Og selvom spillet baserer sig på billige chok, et papirstyndt gameplay spækket med QTE’er samt et plot, som umiddelbart vil overraske de færreste kendere, så er der faktisk en del nerverpirrende underholdning at finde.

Før vi taler om selve spillet, føler jeg det vigtigt at nævne, at både den grafiske og tekniske side af spillet er ganske poleret. Den til lejligheden mørklagte hytte i den snedækkede skov, på et næsten mennesketomt bjerg, kun oplyst af svingende lamper og lyskeglerne fra vores hovedpersoners lommelygter og lightere, er utrolig stemningsfuld. Derudover er specielt detaljegraden i teenagernes ansigter og deres animationer af ekstra høj karakter, og man kan ofte på afstand afkode, hvilket humør de er i. Som oftest er de dog skræmte, og vil man gerne studere dette fænomen nærmere, kan man blot undlade at bevæge sin karakter i et par sekunder, hvorefter kameraet zoomer helt ind på deres hoved, så man virkelig kan svælge i ansigtsudtrykket.

Hvad er det rigtige valg?

At selve spillet afbrydes gnidningsløst af prærenderede sekvenser, der matcher selve gameplay’et i grafisk kvalitet, er også med til at drage spilleren mere ind i universet. Samtidig højner det bestemt den generelle uhyggestemning, der samtidig – og til alle tider – har et gys parat i kulissen, enten som et decideret chok eller som en række QTE-sekvenser, der kan have uforudselige konsekvenser for handlingen.

Historien er nemlig ikke (helt) fastlagt på forhånd, og i bedste sommerfugleeffekt-stil kan den mindste handling have fatale følger for vores otte teenagere, som man får lov at styre på skift, efterhånden som historien skrider frem. Det højner bestemt replay-værdien med de utallige forgreninger, men samtidig kan det være ret svært at vælge den “rigtige” vej første gang, og det lider spillet lidt under i min optik, da alle handlinger er endelige og spillet gemmer ens fremfærd løbende. Det er sandsynligvis som følge af, at udviklerne gerne vil have, at man løber spillet igennem mere end én gang, men personligt savnede jeg altså nogle flere sort/hvide valg, når det gjaldt.

At det kan være almindeligt uheld, om en af teenagerne dør, koster spillet en halv stjerne, idet jeg måtte ty til guides og forumindlæg efterfølgende for at finde ud af, hvordan en af de unge knøse skulle reddes – og fremgangsmåden var fuldstændig irrationel i forhold til at “gøre det rigtige”. Mere kan og vil jeg ikke afsløre her, men da han var den eneste person, jeg mistede i første gennemløb, så frustrerede den oplysning blot endnu mere. Som en pudsig og/eller hjælpsom detalje kan man vælge at se, hvor mange procent af verdens spillere, der har valgt det ene eller det andet i disse situationer, men en decideret hjælp kan man vist ikke kalde det. Så er det vist mere interessant at slå sit PlayStation Camera til, der så både filmer og fotograferer spilleren på de værst tænkelige tidspunkter; når man får chok.

Næ, er det mon et Ouija-bræt, de har fundet der?

Dialogen er akkurat lige så ungdommelig og løssluppen, som man kender den fra B-film omhandlende kåde, unge mennesker, alene i en hytte i skoven, og i den henseende fortjener spillet faktisk ros. Jeg fandt de fleste udvekslinger både troværdige og velspillede, hvilket nok også skyldes, at man har benyttet sig af virkelige skuespillere, der hver især også deler udseende med sit alter ego i spillet. Efterhånden som det går op for dem, at de er isoleret fra omverdenen og bestemt ikke er alene i skoven, stiger temperamenterne også, hvilket bestemt kan høres i deres stemmer. Hvem eller hvad der vil dem ondt, skal jeg ikke afsløre her, men vær forvisset om, at vi kommer gennem de fleste kendte troper for gyserfilm, og plottwists bliver der derfor også plads til.

En anden anke fra denne anmelder lyder desuden på, at man ikke kan skippe dele af dialogen – ej heller under senere gennemløb. Da der er ret meget dialog, mindsker det min lyst til at forsøge at redde hele bundtet gevaldigt, og muligheden for at genspille enkelte kapitler føjer blot spot til skade, da spillet ikke gemmer ændringerne, med mindre man spiller hele spillet færdig fra det aktuelle kapitel. Derfor kræver Until Dawn både tålmodighed og en stor portion nysgerrighed af sine semiaktive tilskuere, hvis man vil udforske alle muligheder.

Der er dog et spændende koncept gemt i spillet, og er man til chok og camp-stemning, pakket ind i stemningsfulde/uhyggelige omgivelser, så vil spillet uden tvivl være en fornøjelse at stifte bekendtskab med. Samtidig er det også en af den slags oplevelser, hvor man med fordel kan have selskab i sofaen, som kan komme med gode råd. Mine sønner har således næsten ikke været til at rive væk fra skærmen, mens jeg prøvede at redde teenagerne fra en alt for tidlig død, og da den form for socialt tidsfordriv ikke sker alt for ofte, skal Until Dawn bestemt også have en anbefaling med på vejen i den henseende.

ut_2 ut_5 ut_3 ut_1 ut_7
<
>
Lidt sjov og ballade bliver der også tid til, selvom vi selvfølgelig ikke må se med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.