EarthBound

6 Stars
Mød Ness, en knægt på 13 år i et fiktivt Amerika ved navn Eagleland. Han bor i den lille by Onett, er nabo til den åndssvagt irriterende rigmandssøn Pokey og har ansvaret for at redde hele verden.

En meteor styrter nemlig ned i Onett, og den superonde alien Giygas starter sin plan om at overtage verdensherredømmet. Det ved Ness, fordi bien Buzz-Buzz er rejst ti år tilbage i tiden for at fortælle ham det. Buzz-Buzz bliver Ness’ første rejsekammerat på det lange eventyr og er en god kæmper med masser af psykiske kræfter. Indtil Ness’ mor splatter ham ud ti minutter efter vi har mødt ham. “It’s a dung beetle! I’ll smash your guts out!”

Dagen efter begiver Ness sig fra Onett til Twoson (“We got this name because we weren’t first”).

Sådan er Earthbound (Mother 2 i Japan). Totalt bizart og simpelthen sprudlende af gakkede indfald og genial historiefortælling. På sin vej vil Ness banke kriminelle politibetjente, redde en pige kidnappet af en kult, der tilbeder farven blå, fange zombier med flue-papir, bruge Loch Ness-monsteret som færge, nedkæmpe en gigantisk brækklat, lære at teleportere af en abe, køre i bus med Blues Brothers, bryde ind på en kirkegård med en ufo og meget andet sjovt. Virkelig meget andet sjovt.

earthbound-nessEarthbound, der udkom i 1994 i Japan og altså kan fejre 20 års jubilæum i år, føles helt fantastisk nyt og genredefinerende den dag i dag. Det ligner på overfladen et traditionelt japansk RPG med turbaserede kampe og stats, men det er altså kun for det utrænede øje. Historien foregår i nutiden i en sær japansk forestilling om et Amerika, der aldrig har eksisteret. Vor fire unge helte bruger baseball-bats, slangebøsser, stegepander og pistoler til at slås med. Når de mangler energi, guffer de hamburgere og croissanter, og for at gemme spillet, ringer Ness til sin far. Fjenderne er lige så anderledes: På vejen nedkæmpes New Age Retro-hippier, irriterende gamle drukkenbolte, pansrede frøer, tilbudsjagende gamle damer, kriminelle kålorme, angrebssnegle, mandige fisk (og deres brødre), skoldhed kaffe, territoriale egetræer, forstadszombier, trafikskilte og et telt.

Hvad der virkelig skiller EarthBound ud fra mængden er Shigesato Itois sindssygt opfindsomme manuskript, der vrider og bugter sig igennem eventyret i konstant uforudsigelige retninger. Hvert eneste af spillets mange områder udvider historien med nye bizarre hændelser, og hver gang bliver det bare bedre, sjovere og endnu mere underligt end hidtil. Indtil man kommer til næste område, og skruen drejes op på 11. Kun Lucasarts med deres gamle point-and-click-eventyr har været i nærheden af, hvad EarthBound kan diske op med af vanvittig historiefortælling.

Itoi er lidt af en legende i Japan. Han var en meget succesrig reklameforfatter i 80’erne, hvor han lavede slogans som gik rent ind hos folk og blev kendte mundheld. Multitalentet Itoi forgrenede hurtigt sin kreativitet ud i noveller, sangtekster, skuespil og sågar en web-avis, som han startede i 1998 og stadig opdaterer dagligt den dag i dag. Hobo Nikkan Itoi Shinbun, “Næsten daglig Itoi-avis”, kendt som hobonichi, er Itois kreative fikspunkt, hvor han med et filosofisk udgangspunkt interviewer diverse personligheder. Skriblerierne bliver samlet og udgivet i bogform i regulære intervaller, og det er bogsalget, samt diverse ret lækkert merchandise, Itoi har levet af de sidste mange år.

earthbound-paulaNetop Itois filosofering over livet skinner stærkt igennem i historien i EarthBound, som på overfladen kan virke let og luftig, men stikker langt dybere, når man begynder at tænke over den – på samme måde som Peter Plys gør. Nu griner du måske, men det er kun fordi du aldrig har læst A. A. Milnes tidløse klassiker. Ness og hans venner er uskyldsrene børn, der vokser op i en verden af koldt distancerede og hårdtarbejdende forældre, korrupte politikere, kriminelle politifolk og alkoholikere. Næsten alle voksne karakterer i spillet lider af en eller anden brist, der får dem til at svigte deres nærmeste. EarthBound handler altså også om, hvordan børn imod alle odds formår at vokse op og blomstre under besværlige forhold, og hvordan de kan flygte ind i fantasien for at få hverdagen på afstand.

Man tænker tit, at de her gamle spil da er meget nuttede, fordi alting var simplere i gamle dage. Og det er da rigtigt, at EarthBound ikke imponerer teknisk i 2014, men giver man spillet bare 10 minutters opmærksomhed, kan man ikke undgå at blive suget ind i den detaljerigdom, der gemmer sig under det bevidst simple ydre. Et ydre, der, grundet den enorme popularitet af retro-pixel-look-spil på indiescenen de sidste par år, faktisk er enormt hipt her i 2014.

Spillet tog det ekstremt ambitiøse hold fem år at udvikle og var flere gange ved at blive aflyst undervejs, da udgifterne bare steg og steg, og holdet ikke kunne levere et produkt til tiden. Holdet, der dengang hed Halken, er i dag kendt som HAL Laboratories; nogle af Nintendos allerbedste interne udviklere. Da det så helt grelt ud, sendte Nintendo en af sine bedste programmører, den dengang ganske ukendte Satoru Iwata, til undsætning, og han har en stor del af æren for at EarthBound overhovedet så dagens lys.

Med et salg på omkring 300.000 i Japan var spillet en stor nok succes til at Nintendo ville forsøge sig med en amerikansk udgivelse. Det var et kæmpe arbejde at få oversat de enorme mængder tekst i spillet, og ydermere producerede de også en 120 siders fuldfarve guidebog, der blev lagt med i spilæsken (og som Nintendo har genudgivet på nettet). Guiden er i øvrigt mindst lige så underholdende som spillet, fyldt med vidunderligt sjove tekster og nuttede voksfigurer af spillets karakterer og fjender, og den bør nydes sammen med spillet.

earthbound-jeffEn stort anlagt markedsføringskampagne skulle sikre succesen, men det gik galt. Spillet blev meget dyrt grundet den medfølgende guide, og på det tidspunkt gik folk mere op i flot grafik-lir end reelt indhold (ja, okay, det gør de nok stadig), og EarthBound, med sin bevidst simple grafik og høje pris, blev i det store og hele forbigået. Nintendo solgte kun omkring 140.000 eksemplarer, og en Europæisk udgivelse blev aldrig til noget.

En kult sprang op omkring spillet, holdt flammen brændende i de næste 20 år og tryglede jævnligt Nintendo om en genudgivelse. Det har båret frugt nu, hvor Nintendo har besluttet sig at udgive spillet på Wii U’s Virtual Console i USA – og for første gang i Europa.

Men har EarthBound andet at byde på end en fjoget historie? Ja, masser. Selvom spillet nu er 20 år gammelt, føles det stadig mere friskt og vovet end de fleste RPG’er, vi har set i den mellemliggende periode. Der er ingen random encounters; fjenderne tuller rundt på skærmen. Er du stærkere end dem, flygter de ligefrem fra dig. Er du sikker på at vinde en kamp, behøver du ikke trykke dig igennem menuerne; afgørelsen kommer i samme sekund, du går ind i fjenden. Ja, vi begynder at se lignende ting i andre spil, men det her er altså noget, der blev lavet for 20 år siden.

Kampene er turbaserede, men ganske hurtige. For det meste skal man tænke sig godt om og bruge specifikke angreb på de rigtige tidspunkter for at klare sig, hvilket gør at man ikke keder sig. Er man nogenlunde sikker på udfaldet, kan man trykke auto og holdet kører efter bedste beskub på egen hånd, indtil kampen er overstået.

Får man skade, tæller ens hit-points langsomt ned, hvilket betyder at man faktisk godt kan overleve et dræbende slag, hvis bare man kan nå at heale eller få kampen afsluttet inden tælleren når nul. Helt unikt, og grundlag for nogle ret febrilske menuvalg i de sværere kampe.

earthbound-pooHeltene er helt fænomenalt godt afbalancerede. Ness er gruppens hårdtslående primære kæmper og bruger våben, men har også lidt magi. Paula kan godt svinge en stegepande i knolden på en Voldelig Kakerlak (ja, sådan nogle er der også), men hendes primære angreb er magiske. Genistregen ligger i, at det faktisk er Ness, der er gruppens helbreder, da Paula primært har offensiv magi. Det leder til nogle svære beslutninger, da man skal bruge det mest hårdtslående medlem af gruppen til at helbrede de svagere medlemmer. Paula har også kommandoen Bøn, der leder til tilfældige udfald – lige fra helbredelse af holdet til genoplivelse af faldne fjender. Man bruger den, når man er desperat, og så beder man selv en stille bøn om, at der sker noget godt. Jeff er helt uden for kategori, da han kæmper med himstregimser, han selv opfinder undervejs, og Poo er i stand til at kopiere fjendernes angreb.

Sværhedsgraden er minutiøst finjusteret til spillets pacing. Spillet er sværest i starten, hvor Ness er alene, men det bliver bestemt ikke for let hen mod slutningen, som RPG’er har det med at blive når holdet er levelet godt op. Turen gennem spillet er ganske lineær, som de gode historier nødvendigvis må være. Det er muligt – og tilrådeligt – at grinde i hvert enkelt område, men kun til et det niveau, hvor fjenderne ikke længere giver nok XP til at det kan betale sig, og så er historien på magisk vis klar til at rykke videre til næste område, hvor man igen får kam til sit hår. Eller “your head handed to you”, som spillet siger, de gange man ser sig nedkæmpet og bliver rykket tilbage til sidste telefon, men med XP intakt, så intet går tabt og ingen Game Over-skærm skurrer imod indlevelsen.

Og så er der musikken, der er mindst lige så bizar som resten af spillet. Spillets åbningsskærm viser en amerikansk landsby raseret af ufo’er, og den underliggende musik er alvorstung og fyldt med klageskrig. Ti sekunder senere står der EarthBound på skærmen, og noget latino-gadefest-agtigt musik pumper ud af højttalerne. Så er stilen ligesom lagt. Spillets soundtrack har hele 170 numre, og stritter genremæssigt i alle mulige retninger. Det ene sekund sidder man og tapper foden til bossanova, og det næste er der fuld skrue på gys og uhyggelige lyde. Det føles som om de dygtige komponister (Keiichi Suzuki, Hirokazu Tanaka og Hiroshi Kanazu) bare leger og lader kreativiteten føre dem lige hvorhen, den har lyst, og resultatet er blændende godt. De i alt tre spil i Mother-serien har fuldt fortjent resulteret i ikke mindre end otte soundtrack-udgivelser.

EarthBound har modstået tidens tand forbløffende godt, og at det fylder 20 år i år er næsten ikke til at forstå. Spillet er et sprudlende friskt pust i RPG-genren, der bryder med stort set alle konventioner og stadig formår at være traditionelt. Mange af de ting, som EarthBound diskede op med for 20 år siden, er først nu ved at være modus operandi for genren som helhed, hvilket blot cementerer udviklerholdets usandsynligt klare vision tilbage i starten af halvfemserne. Spillets historie er både hylende skæg, dyb og skarpsindig, og når man først er i gang, er det nærmest en kraftpræstation at lægge controlleren fra sig. Præcis som med en god bog, er man lige nødt til at spille bare ét kapitel mere. Bare ét. Og så blev klokken to om natten, og man skal op på arbejde om lidt. EarthBound er en monumental præstation fra et stålsat kreativt hold, hvor historie, design og musik går op i en himmelhøj enhed. Hvis du har bare en lille smule kærlighed til overs for traditionelle japanske RPG’er, så er der ingen vej uden om EarthBound.