Tomodachi Life

Walter White vs. Steve Jobs i episk rap-battle!

Tomodachi Life er Nintendos knudrede bud på The Sims krydret med lidt Animal Crossing og tilsat udviklerholdet SPD Group 1’s helt specielle form for humor og grafiske design, som vi kender det fra Wario Ware-spillene.

“Spillet” går i alt sin enkelthed ud på at befolke en ø med Mii’er og så ellers lade dem interagere på kryds og tværs. Spillerens interaktive med de små figurer består primært i at give dem tøj, mad og gaver, og hjælpe dem lidt på vej til at træffe de rigtige beslutninger. Mii’erne lever deres eget liv i øens lejlighedskompleks (med plads til 100 beboere) og spillets egentlige nydelse er at optræde som voyeur: Kigge ind ad vinduerne, belure dem i parken, betragte dem på stranden og overvåge dem i øens lokale tivoli.

Til at begynde med propper man sin egen Mii ind i den første lejlighed, og dem man ellers har registreret i Mii Plaza følger hurtigt efter. Og de små bæster taler med små elektroniske stemmer, der godt nok på ingen måde kan forveksles med naturlige stemmer og mangler enhver form for intonation og følelse. De lyder som hjernedøde robotter, men “Oh great! I’m so happy!” udtalt så fladt og følelsesløst, at selv Marvin ville være imponeret, kan nu også have sin charme. I starten.

Interaktionen begynder, og det er sjovt at se, hvordan man selv og ens venner optræder i gakkede situationer. Første gang.

Problemet med Tomodachi Life er, at spillet lever på uventede og tossede øjeblikke, men når de samme scener begynder at udspille sig igen og igen, størkner smilet hurtigt. Det er begrænset hvor længe man gider høre rap-battles – især for de tager så pokkers lang tid. Eller spille de samme tre-fire minispil igen og igen, fordi de er så sjæleknusende kedelige, at man hellere vil gå til tandlægen for en rodbehandling uden bedøvelse, bare for at føle ét eller andet.

I Animal Crossing kan man foretage sig en masse ting, fordi man kan interagere med verdenen og dens underfundige beboere. Her er man reduceret til Ham, der Ser. Det kan være hyggeligt nok, man man skal for det første være i et virkeligt afslappet humør for ikke at blive idiot af spillets meget adstadige tempo, og for det andet ikke spille i ret lang tid af gangen, da det ellers bliver repetitivt: Materielle goder til de evigt krævende beboere, tjek et par hændelser rundt omkring på øen og så ud. Ellers risikerer man at sidde katatonisk i lænestolen og stirre ligegyldigt ind i skærmen.

Ja, okay, så er jeg bare sur og gammel, og det er nok mere mit problem end Tomodachi Life’s. Hopper man ind på spillets side i Miiverse, opdager man en overraskende glødende entusiasme fra spillets yngre brugere, der lader til overvejende at være piger, og som finder det hysterisk spændende at tjekke venne-kompatibilitet mellem de figurer, de har proppet ind i spillet. Her opdagede jeg, at ynglingene har befolket deres øer med kendte skuespillere og historiske personer – og det kunne da egentlig være meget sjovt.

Takket være et meget levende samfund på tumblr og spillets indbyggede QR-scanner, gik der ikke lang tid før Einstein, Walter White, Stan Lee, Clint Eastwood, Darth Vader, Ice Cube, Ghandi, Marilyn Monroe, Ned Flanders og Mr. Miyagi flyttede ind på min ø. Det kom der nogle ganske underholdende timer ud af, efterhånden som de begyndte at lege med hinanden på underlige måder.

Da jeg var blevet træt af at matche Vader med Monroe, havde jeg brug for et friskt pust igen. Her kastede jeg mig over spillets tekster, hvor man har mulighed for at skifte ordene ud i sangene og give spørgsmål i en quiz. Jo, Nintendo har et godt filter på de frække ord, men så bliver der er helt minispil ud af at omgå deres filter. Det lykkedes ret godt, og så var jeg fornøjet igen i et lille stykke tid.

Det er sjovt at fortælle om de ting, man oplever i spillet, fordi de er så vidunderligt bizarre, og det er også sjovt at sidde og kigge fotoalbummet igennem efterfølgende (man kan tage billeder af begge skærme med et enkelt knaptryk, og det gør man faktisk en del). Problemet er, at det bare ikke er særligt sjovt at spille det. Der er masser af gentagelser (som man jo ikke fortæller andre om eller tager billeder af), og der er masser af kedeligt arbejde med at fodre Mii’erne og holde de materialistiske sataner tilfredse med en lind strøm af nye forbrugsgoder.

Tomodachi Life er altså et spil, hvor du selv skal stå for meget af underholdningen. Du skal skabe den platform, hvor tosserierne udspiller sig på i en retning, som du finder morsom. Det er nu skæggere at se Darth Vader række hånden i vejret på spørgsmålet om hvem, der godt kan lide tykke, sorte dillere end at se en ligegyldig Mii gøre det samme på spørgsmålet om hvem, der godt kan lide kattekillinger. Spillet leverer gnisten, og din fantasi skal så få den til at fænge. Om du har energien og lysten til det, er helt op til dig selv. Men hvis ikke du lægger arbejdet i at bygge grunden op, bliver du nok meget hurtigt træt af at se de samme scener udspille sig igen og igen.

Man kunne håbe på lidt mere spas ved at rejse til andre folks øer og se, hvordan deres Mii’er opfører sig, og hvilke sjove kombinationer, de har fundet på. Men online-delen er begrænset til StreetPass, hvilket jo effektivt betyder, at man aldrig nogen sinde kommer til at møde nogen som helst andre spillere. En kæmpe chance for at puste lidt mere liv i spillet er desværre spildt her.

Om Tomodachi Life er noget for dig er virkelig et svært spørgsmål at svare på. Der er mange, der elsker spillet, og kigger man på metacritic, er der virkelig stor spredning på anmeldernes synspunkter, der går lige fra “bedste spil fra Nintendo i lang tid” til “kedeligt og repetitivt”. Personligt ligger jeg i den sidste ende, men er tilsyneladende lidt ensom dér. Jeg håber i den grad, at Nintendo lægger demo’en Tomodachi Life: Welcome Version i eShoppen, så alle kan prøve det og finde ud af, om det er noget for dem. For selvom jeg finder det ret kedeligt, ér det altså et stykke skæv, japansk spilkultur, der øjensynligt appellerer til mange.