Sherlock Holmes Consulting Detective

sherlockJeg har været fan af detektivhistorier i så mange år, at jeg ikke aner, hvornår, og hvorfor, det startede. I min barndom brændte jeg inderligt efter at blive detektiv, og jeg blev derfor hurtigt fan af Sherlock Holmes. Jeg tror endda, at novellesamlingen “Den Blå Karfunkel” var en af de første bøger, min far lånte mig fra hans samling af bøger, og jeg læste den så mange gange, at den til sidst faldt fra hinanden. Det har senere overrasket mig, at jeg var og er så stor fan af genren, siden jeg aldrig har følt mig særlig meget som hverken Holmes eller så mange andre opdagere. Når jeg læser krimier, gætter jeg gerne med, men de fleste hints og ledetråde stryger hen over hovedet på mig, selvom det selvfølgelig godt kan irritere mig at læse især Sherlock Holmes, fordi netop denne detektiv har det med at runde sine eventyr af med en forklaring om, præcist hvornår og hvordan han løste en given gåde.

Gennem årene er der udkommet et væld af værker, der på den ene eller anden måde er inspireret af Arthur Conan Doyles mest berømte skabning, og selvom en del af disse har været glimrende, har jeg dog savnet et spil, hvor stemningen fra bøgerne var intakt. Og selvom der eksempelvis er udkommet computerspil om Sherlock Holmes, og selvom der findes computerspil i samme genre, manden optræder i, har der endnu ikke været et spil, der virkelig har fanget mig. Ikke før nu. Eller før 1981, hvor brætspillet Sherlock Holmes Consulting Detective udkom. Jeg anede ikke, at spillet fandtes indtil starten af juni 2015, men en tre uger efter sad jeg sammen med fire venner omkring et kort over London, en stak avisudklip og en gåde af den slags, der er lige i den ånd, der gør en god Sherlock Holmes fortælling.

Hvis du som læser af denne artikel er fan af krimier, Sherlock Holmes eller af brætspil, hvor du ikke behøver at spille mod andre mennesker (og derfor både kan spille alene, med og mod andre spillere), tror jeg, at spillet her er noget for dig. Vi sad fem mennesker en søndag aften, og over tre timer forsøgte vi at løse spillets første sag. Jeg ønsker ikke at afsløre meget om handlingen men vil blot sige, at den var skrevet på en måde, der måske var lidt mere frisk i sproget, end jeg husker fra Doyle, men stemningen, gåden og løsningen var virkelig godt ramt. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om spillet holder samme høje niveau gennem alle 10 sager, men jeg opdaterer anmeldelsen, når vi engang er færdige med dem. Indtil da må I tage mine ord for gode varer – eller kigge nedenstående video igennem.

Her vil jeg dog indskyde, at der bliver snakket generelt om historien i en af spillets 10 sager, og er du ikke fan af spoilere, må du nøjes med at tro mig på mit ord; spillet er fantastisk. Det er ikke uden fejl, men fejlene er små, og overordnet set er der tale om en af de mest interessante spilaftener, jeg kan huske, at jeg har haft.

Selve spillet er ret enkelt bygget op og består af få fysiske elementer. Der er kortet over London. Her optræder samtlige af de interessepunkter, du møder (i i hvert fald det første spil, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sig for de resterende 9 sager). Herudover følger der med hver sag en avis, der indeholder en masse artikler. Hver sag efter den første har sin egen avis og samtlige foregående aviser kan indeholde spor angående den nuværende. (Sag nummer 3 har altså mulige spor spredt over 3 aviser og så fremdeles). Udover det er der en regelbog og en bog med henvisninger til de personer, der optræder i de 10 sager. Hver adresse på kortet har sit eget nummer, og i navne- og adressebogen kan du så finde ud af, hvor du kan finde frem til et muligt vidne eller en potentiel morder.

Ud fra min oplevelse med spillets første sag vil jeg sige, at spillet fungerer på følgende måde; du (og dine med- og modspillere) får læst baggrunden for sagen op, og herefter har I forskellige valgmuligheder. Den første sag drejer som et mord, og med det mord følger der en lille historie, man tager udgangspunkt i for at løse gåden. I hver sag har man adgang til en række personer, der kan have noget at sige, og vil man vide noget om gerningsstedet, eller noget om selve drabet, skal man tage hen til to forskellige personer for at skaffe sig mere information. Man forfølger forskellige spor og opsøger forskellige personer. Man gætter, gætter muligvis forkert, andre gange rigtigt og på et eller andet tidspunkt mener man at have et svar på mordgåden. Da bladrer man til de sidste sider af den givne sag, besvarer en række spørgsmål og får så Holmes løsning på den aktuelle gåde.

Det er ret enkelt at gå til, og langt det meste af spillets handling udspiller sig i interaktionen mellem de mennesker, der sætter sig ned for at løse gåden. Vi sad fem mennesker og gik sagen igennem. Vi tog noter, gjorde os tanker, fremlagde teorier og skød nogen ned mens andre fik mere snor. En af os mente et og en anden noget andet. En opdagede ét spor, han mente var essentielt, andre var skeptiske og ville hellere i en anden retning. Det ødelagde ikke spillet, at vi var uenige. Det meste af tiden gik med at diskutere de fakta, vi mente at have adgang til og ud fra det stykke teorier sammen. Når vi havde en teori klar, var det om at finde ud af, om den passede på en mistænkt, eller om vi skulle på jagt efter flere spor – og måske skulle ud og finde efter en ny skurk. Der er som sådan ingen grænse for, hvor mange spor man vil forfølge. Vi havde en naturlig grænse for, hvor meget vi kunne nå på en søndag aften, og vi løste overordnet set gåden efter tre timer.

Når man har besvaret de spørgsmål, der bliver stillet ved slutningen af sagen, og man har hørt, hvor enkelt og ligetil det var for Holmes, får man sine point. Holmes får selv 100 for at løse en sag, og vi endte med 65 for vores første. Der var steder, vi ikke var helt i mål og andre ting, vi slet og ret ikke havde forfulgt. Det ødelagde dog langt fra oplevelsen men gav os blot blod på tanden før næste sag. Det mest fantastiske ved spillet er, at sagen langsomt ruller sig ud foran en. Da vi startede med den første sag, sad jeg hurtigt med tre mulige (og klassiske) motiver for, hvorfor en mand var blevet myrdet. Som sagen skred frem mistede jeg interessen for først det ene og så det andet mulige motiv. Tilbage havde jeg et, de andre også havde, og det fulgte vi til måls. Det er enormt tilfredsstillende at nå dertil, og det er enormt tilfredsstillende at opdage sammenhænge mellem de spor og ledetråde, der er i en sag.

Til gengæld endte vi med at bruge rekvisitter, spillet ikke selv tilbyder. En form for notesbog til hver spiller er i mine øjne uundværlig. Vi brugte også forskellige farver brikker til at markere på kortet, hvor forskellige vidner og mistænkte kunne findes (til afhøring og på selve gerningstidspunktet), og vi faldt derudover over nogle slå- og stavefejl i den tekst, der følger med spillet. Jeg synes dog, at vi er i småtingsafdelingen, og det gør jeg især fordi, selve spillet er en helt unik størrelse. Det er første gang i mit liv, at jeg faktisk har følt mig som en sand opdager. En, der til tider målte sig med Sherlock Holmes men som alligevel ikke var helt så skarp som mesteren selv. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal spille igen.

(Spillet er for 1-8 spillere og hver sag tager angiveligt mellem 1-2 timer at løse. Vi brugte som sagt tre på den første, men vi var så også fem mand.) 

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz