Sony MiniDisc: MZ-R700PC

6 out of 6 stars

For knap en uge siden sagde min Discman definitivt stop. Min Panasonic SL-SX300, der ellers havde tjent mig i knap to år, stod ikke længere til at redde. Den skippede i stort set alle CD’er jeg fodrede den med, og antichok-bufferen var blevet degraderet til et niveau, der stort set modsvarede min egen korttidshukommelse. Det var en hård beslutning, da jeg måtte sande, at tiden var inde til at pensionere den og kigge mig omkring efter et alternativ.

Det meste af dagen var efterhånden gået med online-undersøgelser af alt, hvad der kunne kravle og gå af både MP3-afspillere og Discmans. For at opnå lidt over en times musik i ordentlig kvalitet, lod prisen på MP3-afspillere meget tilbage at ønske. Parret med ekstremt ringe batteri-økonomi, og PC-docking for hver eneste musikudskiftning, synes jeg det lå meget langt fra en optimal løsning.

En Discman var stadig det bedste bud, men ligegyldigt hvor høj antichok-buffer der dannede rammen om apparatets hype, var det uendeligt få, der kunne garantere skip-fri afspilning ved kraftig fysisk udfoldelse, uden at batteri-økonomien samtidig led overlast. Medie-udskiftning på løbeture m.v. har heller aldrig været særlig praktisk, da CD’er immervæk fylder ret meget i en lomme, for slet ikke at tale om hvor meget selve Discman’en fylder.

Samme aften ringede Christian Wittus, og jeg indviede ham i min tårevædede historie. “DU skal ha’ en MiniDisc” sagde han. Vrængende, forklarede jeg ham, at mediet aldrig havde sagt mig noget, at der var flere ulemper end fordele forbundet med sådan en fætter, og at jeg ikke gad spilde min tid med at kopiere mine CD’er ned til MD, før jeg kunne halse afsted på arbejde om morgenen. Men efter blot fem minutters intensiv propaganda, gik det op for mig, at der var sket ting og sager i mellemtiden, som jeg ikke havde fulgt med i. Wittus fortalte mig et farvestrålende eventyr om et kompressionscodec, der havde vokset sig stor og stærk og som nu skænkede musikelskere fryd og gammen i kraft af 300+ minutters konstant musik.

“Vås!” tænkte min rationelle hjernehalvdel, men min opmærksomhed var nu så skærpet, at jeg alligevel besluttede at undersøge sagen. Tanken om at kunne presse knap 5 albums ned på en enkelt MiniDisc lød besnærende, og det tog mig kun en halv times læsning på www.minidisc.org at få mig overbevist. Dagen efter cyklede jeg glad hjem med en Sony MZ-R700PC.

Jeg valgte MZ-R700PC fremfor storebroderen MZ-R900, da sidstnævnte kører på Gumpack-size 1,2V NiMH-batterier. – Og hvor praktisk det end gør sig for størrelsen af MD-recorderen, vil jeg langt hellere kunne fise ind i en hvilkensomhelst butik og købe en håndfuld AA-batterier, end at skulle tage hjem for at oplade, eller konstant slæbe en oplader med mig.

“PC”-udgaven udskiller sig fra den almindelige MZ-R700 i og med at der inkluderet i pakken findes et PCLink-kit, der gør det muligt at overføre musik fra sin PC gennem USB-porten.

For en mand som ikke før nu har været bekendt med MiniDisc i andre henseender end et generelt kendskab til formatet og kompressionen, var det rart at opleve at pakken ikke lod noget tilbage at ønske med hensyn til brugervenlighed.

I æsken befandt der sig, udover selve MD-recorderen og PC-kittet, et sæt udmærkede earplugs, en non-LCD kabel-remote der kan tilsluttes mellem de medfølgende earplugs og recorderen, samt et AC adaptor/oplader, et SONY AA-size 1,2V genopladeligt batteri, et optisk kabel til digital overførsel, og en god røvfuld manualer.

Det der primært triggede mit valg af en MD-recorder i netop denne serie af SONY-afspillere, er naturligvis den reviderede ATRAC (Adaptive TRansform Acoustic Coding)-kompression.

Der har været adskillige revisioner af SONYs ATRAC-codec siden den oprindelige lancering af deres MD-produkter, og ligesom med MPEG lyd-kompressionen, er det en omfattende historie, der ville kræve sin helt egen artikel. For at gøre en lang historie kort, kan det fortælles, at den almindelige kompression (SP-mode) idag bliver klaret af ATRAC1 v4.5, mens den nye MDLP-mode (MiniDisc Long Play) bruger et inkompatibelt ATRAC3 v1.0 codec. Dette betyder således, at MiniDisc-afspillere uden MDLP ikke kan afspille MiniDiscs med musik komprimeret i dette format.

MDLP kommer i to varianter: SP2 og SP4.

Som man måske kan gætte sig til, dækker SP2 over det faktum, at kompressionen er dobbelt så høj som man er vant til, og dette medfører naturligvis en lavere bitrate på 132kbps, mod standard SP der ligger på 292kbps. SP4 halverer SP2s bitrate og ligger derfor på 66kbps.
Dette giver henholdsvis 160 og 320 minutter i SP2 og SP4-mode, hvilket prompte afgjorde min beslutning for investeringen.

Nu sidder du sikkert og tror, at en så høj kompression vil resultere i en gengivelse af lyden, der er noget nær ubrugelig. Jeg ved det, for det samme tænkte jeg. Man har nemlig efterhånden vænnet sig til MP3-kompression og kender dens svagheder og styrker. Men som jeg hurtigt opdagede, er en direkte sammenligning mellem ATRAC3 og MP3 en fatal fejl at gøre sig, for efter en lang og intensiv test skulle min fordom blive godt og grundigt nedbrudt.

Jeg vil ikke proklamere, at jeg har verdens bedste sæt ører, men jeg har bl.a. arbejdet med store 32-kanals lydmixere og PA-anlæg i mit tidligere job, og har et nogenlunde begreb om hvad jeg skal lytte efter, og hvilke typer lydforvrængninger jeg kan vente mig.

Jeg testede lyden gennem de medfølgende earplugs, såvel som et sæt dyrere SONY-headphones.

Jeg testede ligeledes med forskellige typer musik for at finde codec’ets styrker og svagheder under forskellige forhold og frekvensområder.
Jeg testede med plader jeg kender godt, og som har kvaliteter der sætter kompressionen på en prøve.

MDLP Test 1:

Björk – “Post”, Portishead – “Portishead”

Med SP2 oplevede jeg en både ren og lækker lyd, uden nogen nævneværdig fornemmelse af forringet bitrate i forhold til SP. Med SP4 kunne jeg, på numre med højfrekvente hi-hat crashes, såsom Army Of Me, høre hvad der svarer til det, man oplever som artifacts i visuel MPEG-kompression. Ører er som sagt forskellige, og lyden er svær at definere præcist, hvis man ikke selv har oplevet det. Men ligesom man kan se artifacts i et et kraftigt komprimeret JPG-billede, eller i MPEG2-kompressionen i en DVD-film, kan man høre lignende artifacts i lyden. Lyden bliver delt op i små bidder, der udfra ATRAC3’s tærskel minder tilforladeligt meget om hinanden, og derefter kombineret.

Det kommer absolut ikke som en overraskelse, da treble som regel er der, hvor kompressions-codecs kommer til kort på grund af, at de høje frekvenser naturligvis bliver frarøvet mere data end lavfrekvente lyde. Bassen klarer SP4 således med bravour. Det der dog overraskede mig ved denne første test var, hvor minimal lydforringelsen i virkeligheden tog sig ud. Selv når Björk lod sin stemme knække over i højfrekvente hvin, var det forbløffende at høre, hvor lidt lyden tog skade på trods af sine kun 66kbps.
Beth Gibbons stemme på Humming og Mourning Air, såvel som strygerne i baggrunden, og den bløde, jazzede hi-hat var dog et lidt større offer. Her ville jeg personligt holde mig til SP2 som minimum, men der er sikkert mange, der ikke vil bemærke forskellen.

MDLP Test 2:

Slipknot, Mudvayne – “L.D. 50”, Static-X – “Wisconsin Death Trip”

Med den rolige afdeling overstået, hvor koncentrationen primært befandt sig i de stille passager, blev det nu tid til en lynhurtig gang smadre-metal. Slipknots lyd er generelt lige en tand mere kompliceret end så meget andet metal, grundet bandets 9 medlemmer med hver deres besyv til musikken. Med adskillige guitarer, bas, 2 trommeslagere, percussion, turntables og samples, samt et hæsblæsende tempo, kan det ikke undgås at en hørbar kvalitetsforringelse finder sted ved komprimering.

Med SP2 oplevede jeg som med den første test, en ret ren og rimeligt fejlfri gengivelse. Dog fandt jeg musikken en lille smule mere mudret end originalen. Med SP4 blev denne tendens mere tydelig. Det var dog hovedsageligt det andet nummer på skiven, “(Sic)”, hvor jeg bedst kunne spotte det. Dette er samtidig også pladens absolut hurtigste nummer, så det understøtter meget godt min hypotese om hørbar forringelse i takt med lydkompleksitet.

Jeg oplevede også en let mudret lyd i Mudvaynes nummer “Dig”, og ellers en smule artifacts i hi-hat crashes, men jeg måtte virkelig koncentrere mig for at høre det. Static-X kom gennem testen i fin stil, på trods af sit ekstremt høje tempo. Jeg vil tro det skyldes en dominerende bas og en overvægt af breakbeats i stedet for live-trommer, men det rykker ikke ved det faktum, at det generelt lød ret pænt.

MDLP Test 3:

Amon Tobin – “Bricolage”, Future Sound Of London – “Accelerator”, U-ziq – “Royal Astronomy”, Laurent Garnier – “30”.

Ovenpå de akustiske udfoldelser blev det tid til den elektroniske afdeling. Jeg havde en idé om, at det nok skulle blive i denne afdeling, hvor codec’et ville vise sin styrke, og min intuition fejlede mig heller ikke denne gang.

Fælles for alle 4 plader var en stort set uhørbar forskel på SP2 og SP. Ikke noget konkret at sætte en finger på. Det hele lød nær perfekt. Selv på SP4 var ikke mange holdbare argumenter for at holde sig til en lavere kompression. God bas, intens lyd, ingen mudder. Elektronisk musik er i sin natur det perfekte foder for ATRAC3-codec’et og kan varmt anbefales.

Selvom lyden på SP4 i al almindelighed var en rigtig god oplevelse, skulle den største positive overraskelse vise sig at være stereoen. Selvom jeg havde læst at codec’et med SP4-kompressionsrate ville kombinere højre og venstre kanal til joint-stereo, som man er vant til det fra sub-192kbps MP3’er, vekslede kanalerne ligeså fint i de numre, hvor der blev leget med cross-fading mellem kanalerne. Nøjagtigt som hvis det havde været almindelig adskilt stereo. Virkelig imponerende.

Vil man selv danne sig et overblik udfra sin egen audiofile tærskel, er det naturligvis bedst at checke MX-R700 eller søstermodellerne MZ-R500, MZ-R750, eller MZ-900 hos sin lokale forhandler. Alternativt kan man hente afspilnings-codecs og samples her. Dette alternativ kræver dog lige at man tager højde for kvaliteten af det givne lyd-setup på sin computer.

PCLink-kittet:

Der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at jeg nok godt kunne have undværet denne gimmick.

Dårlig research fra min side havde resulteret i min forveksling af MZ-R700PC, der som nævnt indeholder et PCLink-kit, og MZ-R700DPC, der indeholder et Digital PCLink-kit.

Hvor PCLink-kittet bare er et stykke hardware, der sørger for at hælde et “rent” uforstærket output gennem USB-porten, og konvertere signalet til analog lyd, er Digital-udgaven langt mere interessant. Digital PCLink sørger ikke kun for at levere et uspoleret digitalt signal gennem en optisk tilslutning, men SONY har ovenikøbet annonceret at det meget snart vil blive muligt at komme udover den tidskrævende realtime-kopiering, og i stedet streame rå data i høj hastighed gennem det optiske kabel. NetMD, som teknologien er blevet døbt, er 100% bagud-kompatibel med tidligere MD-recordere.

PCLink-kittet fungerer dog upåklageligt, og henter man et par plugins til Winamp eller sin foretrukne medieafspiller, der sørger for at normalisere lyden på ens musikfiler og lave cues mellem numrene, så MD-recorderen kan adskille dem, er man godt kørende.
En god idé er at lukke al forstyrrende software, da der ikke er noget værre end at have lavet en 4-timers optagelse og så finde ud af at der er lyde fra f.eks. ICQ på nogle af numrene.

G-protection tests:

Hvad nytter det, at lyden er god, hvis afspilleren skipper under vild aktivitet? Der var nu lagt i ovnen til G-protection testen.

Buffer fill-test:

Med MD-recorderen knuget i min høre hånd, rystende som besat, startede jeg afspilleren. Den fik uden problemer fat i discen, fik fyldt bufferen, og begyndte at afspille uden at blinke. Til sammenligning har jeg endnu ikke oplevet en almindelig Discman der har kunnet klare den test, og Wittus forklarede mig at hans gamle MD-recorder led af samme svaghed.

Urealistisk udholdenheds-test 1:

Igen med MD-recorderen i højre hånd begyndte jeg at ryste den så voldsomt jeg overhovedet kunne, og da min arm efter 4 minutter var ved at blive blå, og jeg havde fået et godt indblik i et liv med Parkinson-syge, måtte jeg sande, at testen var overstået med UG+.

Urealistisk udholdenheds-test 2:

Med MD-recorderen spændt godt fast til min mås, hev jeg sjippetovet frem, og piskede løs så hurtigt jeg kunne i 20 minutter, indtil sveden haglede af mig. Ikke et muk fra afspilleren. Ikke bare antydelsen af brok fra bufferen. Fantastisk arbejde fra SONYs R&D-afdeling. G-protection var hermed erklæret et sikkert hit.

Batteri-økonomi:

Som nævnt tidligere løber MZ-R700 på et enkelt AA-formfactor batteri. Genopladeligt eller alkaline.

En upartisk sammenligning på www.minidisc.org, har resulteret i dette skema, der fortæller, at den ved afspilning kan leve 21, 23 eller 26 timer, tilsvarende henholdsvis SP, SP2 og SP4 -mode, og 8, 10.5 og 13 timer ved optagelse.

Jeg kan endnu ikke bekræfte ovenstående tal, da jeg stadig kører på det Duracell batteri, jeg fodrede den med for 2 dage siden. Den har nu kørt knap 12 timers afspilning og 10 timers optagelse. Jeg er dybt imponeret. Min pensionerede Discman åd 2 AA-batterier på knap 20 timers afspilning, og den har faktisk stadig en udmærket batteri-økonomi selv ved sammenligning med spritnye produkter.

Størrelse:

Med bredde og dybde som en MD-kasette, er vi nede i en størrelse, hvor MD-recorderen rent faktisk ikke kan gøres mindre, før vi skal ophæve nogle fundamentale fysiske love. Problemet med tidligere MD-recordere/afspillere med AA-formfactor batterier, frem for Gumpack-size, har været, at den fysiske form har måttet forlænges for at gøre plads til batteriet. Med sine nyeste modeller har SONY i stedet lavet en let runding i bunden af afspilleren, der giver en højde på knap 5 mm. ekstra. En langt bedre løsning, IMHO.

Vægt:

MZ-R700 med batteri tilsluttet, vejer knap ca. 140g., så modsat min væsentligt tungere Panasonic Discman på 300+ g. er det en letvægts-frækkert at rende rundt med i lommen.

Design:

For de farveglade kan MZ-R700 fås i 5 varianter: Khaki, sølv, blå, grøn og rød.

Displayet på selve MD-recorderen er pænt, funktionelt og hurtigt at vænne sig til. Form og placering af knapperne på den medfølgende remote, kunne dog have været bedre. Play, skip, fast forward og reverse-knapperne er lækkert placeret i én knap og nem at betjene uden at skulle se efter. Stop-knappen ligger lige under, men både dén, volume-knappen og øvrige funtioner er sunket så meget ned i remoten, at man ikke kan føle sig frem til deres placering, og adskillige gange har jeg måttet fiske remoten op i øjenhøjde, for at kunne betjene den. Det er dog en mindre detalje, som sikkert bare kræver længere tids tilvænning.

Input (optical/line, mic) og output (line/headphones) er placeret på siden, som man ville forvente.

Konklusion:

Der er få ting, jeg kan forestille mig, man kunne have gjort for at forbedre denne model. – Såsom at inkludere en bagbelyst LCD-skærm og en LCD på remoten, men jeg ved godt, at det er bevidste valg SONY har gjort sig, for at kunne lancere MDLP MD-recorderne i trinvise prisklasser. Og jeg tror faktisk heller ikke, at jeg ville have ofret den fænomenale batteri-økonomi for bagbelysning. Vil man have “all the bells and whistles”, skal man kigge i retning af MZ-R900.

En featuresammenligning mellem MDLP-modellerne kan, som tidligere nævnt, findes her.

Som helhed er MZ-R700PC et fremragende produkt, jeg ikke kan prise højt nok. Hvis man står og mangler et bærbart højkapacitets-alternativ til de dyre MP3-afspillere, og hverken gider moderere sin fysiske udfoldelse af frygt for skippende Discmans, eller nøjes med 80 min. musik, er dette et uvurderligt køb.

MZ-R700PC kostede mig 2499,-

vejl. pris på MZ-R700 uden PCLink-kittet i Danmark er 2199,- men Pricerunner.dk har den annonceret helt ned til 1750 kr. hos en EU-baseret e-merchant. Har man ikke brug for alt ekstra-udstyret, men blot vil have en MD-recorder med MDLP, koster MZ-R500 ca. 1500,-

Man kan være heldig at finde nogle gode pristip på www.md-info.dk.
Ellers kan man finde aktuelle prissammenligninger på www.pricerunner.dk

Mere info findes på www.minidisc.org – nok den største reference for minidisc-relaterede nyheder, anmeldelser og communities.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.