Dora Bruder og Hr. Isakowitz' Skat

Holocaust. Ét lille ord, der dækker over det systematiske drab på 11 millioner mennesker fra 1941 til 1945. Det er helt umuligt at rumme sådan et tal i hovedet, og derfor bliver det bare en statistik. Når man ser billederne fra lejrene slår hjernen ganske enkelt fra. Hvordan sådanne grusomheder kunne foregå lige på den anden side af den danske grænse er simpelthen ikke til at kapere.

Men det skete ikke fra den ene dag til den anden. Det startede stille og roligt med at en gruppe i samfundet fik skylden for alle de problemer, der regnede ned over alle de andre. Dette invandrende, fremmede afskum, der stjal vores arbejde og gjorde os fattige. Højrenationalistiske partier sprang frem i Tyskland og det blev mere og mere legitimt at pege fingre af jøderne.

Hvorfor skred de ikke bare, kunne man spørge sig selv. Der er to svar på det spørgsmål: For det første troede mange, at det kun var en forbigående fase, og først ved Krystalnatten i 1938 gik det op for dem, hvor alvorlig situationen var blevet. For det andet var der ingen, der ville have dem. Hvis man går og tror, at kun Tyskerne var nogle sataner overfor jøderne i den periode, kan man godt tro om. Før 1941 var Tyskland mere end villig til at lade jøderne forlade landet og blive nogle andres problem, men vi ville ikke have dem, svenskerne ville ikke have dem, franskmændende ville ikke have dem osv. Ikke engang Amerika og Canada åbnede armene overfor de massive mængder, der forsøgte at slippe ud af Tyskland. Dem, der fik opholdstilladelse andre steder, forsøgte forgæves at få deres familier med, men deres nye værtslande var ikke indstillet på at overtage Tysklands “problem”, så langt de fleste fik afslag. Dem, der fik lov at komme til Sverige, arbejdede røven ud af bukserne på de svenske gårde til en ussel betaling, boede i lader og sov på iskolde lergulve. De andre gårdarbejdere hadede dem, fordi de pressede lønnen ned.

I ’38 kom så krystalnatten, hvor tyskerne smadrede alle jødiske butikker og brændte synagogen af. For at føje spot til skade befalede de ydermere jøderne selv at rydde op og betale en milliard mark i erstatning. Samme erstatningskrav rejste Frankrig senere overfor deres jødiske befolkning. Derfra gik det slag i slag med fornedrelser, for når først man har taget ét skridt i den retning, er det ikke så svært at tage ét til. Jødestjernerne blev obligatoriske, og selv de mindste forseelser førte til fængsling. Det skete ikke kun i Tyskland men også i Frankrig efter den tyske besættelse – men det var altså ikke kun tyskere, der fes rundt og anholdte folk på må og få; de franske betjente deltog også i løjerne med stor iver – og skyndte sig at brænde alle arkiver, da krigen vendte. I ’41 startede så dødspatruljer og deportationer til koncentrationslejrene, hvor stort set ingen vendte tilbage fra. I løbet af krigen blev to trediedele af Tysklands jødiske befolkning slået ihjel, og der findes nok ikke en eneste familie, der ikke mistede nogen.

Helt tilfældigt har jeg i den forgangne uge læst to forskellige bøger om perioden skrevet af jødiske forfattere. Svenske Danny Wattin har skrevet Hr. Isakowitz’ Skat om primært sin farfars oplevelser under krigen, og franske Patrick Modiano har skrevet Dora Bruder om hans forsøg på at finde ud af, hvad der skete med en ung jødisk pige inden hun som 16-årig røg på et tog mod Auschwitz og blev slået ihjel. Fælles for de to bøger er, at de ikke handler så meget om koncentrationslejrene, men om de omstændigheder, der langsomt men sikkert førte til en af de største udryddelser i menneskets historie.

Vi har en anden opfattelse af mennesker i dag, end vi havde for 70 år siden. Vi er alle mennesker og racekonceptet er ikke længere så dominerende. Jojo, der er tosserne i midtvesten i USA, østeuropæerne kunne godt trænge til lidt mere tolerance overfor homoseksuelle og araberne skal holde op med at råbe “død over Israel” ved enhver given lejlighed, når shiaerne altså ikke lige har travlt med at udrydde sunnierne og omvendt. Men i det store og hele har vi mere respekt for hinanden i dag, og en systematisk udryddelse af “de andre”, hvem end de så måtte være, ser ikke ud til at ligge i kortene længere. Ikke i Europa, i hvert fald.

Til gengæld kan vi stadig lære at historien med hensyn til vejen hen mod hadet. De små skridt, der, ét efter ét, lægger en gruppe for had. Hvad vi siger om muslimer i dag var utænkeligt at sige for få år siden, men acceptabelt nu. Vi har taget små skridt hen mod et had til en hel befolkningsgruppe, og det er fuldstændig hul i hovedet, men desværre sådan det går, når man putter etiketter på folk. Jeg er f.eks. pænt træt af araberdrengene, der kører rundt og skyder på hinanden i mit lokale indkøbscenter, og jeg drømmer om at nogen kommer og giver hele banden en røvfuld. Men jeg er også intelligent nok til ikke at trække muslim-kortet, for det har ikke en skid med muslimer at gøre. De her drenge er en bunke kriminelle idioter, der ikke er blevet taget hånd om, og så er det gået galt. De kunne lige så godt have været kornfede, maddikehvide danskere, og jeg ville stadig gerne se nogen sætte dem på plads.

Nu er jeg så priviligeret at have muslimer i min daglige omgangskreds, og de er, som muslimer er allerflest: Helt almindelige danskere. Den ene af dem, en Iraner, anede jeg faktisk ikke var muslim, før jeg spurgte ham om det. Og han er ca. lige så muslimsk, som jeg er kristen: Lidt højtider, og så ellers ikke.

Man skal passe på med at lægge befolkningsgrupper for had, fordi grupperinger bare er tilfældige etiketter, nogen har valgt at sætte på folk. Mennesker er individer, og fordi jeg tilfældigvis er ryger, betyder det ikke, at jeg skal lægges for had af ikke-rygerne. Mit liv er jo ikke defineret af, at jeg er ryger – jeg er rigtig meget andet end det, men det er altså den kasse, anti-rygerne har valgt at putte mig i og hade mig for.

Det var en lang og snørklet parallel mellem det voksende jødehad i 30’erne og vores voksende muslimhad i 10’erne. Jeg påstår ikke, at vi er et par skridt fra at gasse muslimerne, men jeg opildner til, at man ser sig lidt tilbage og kigger på de skridt, man har taget. Så kan man vende sig om igen og kigge i hvilken retning sporet peger. Det er ikke den vej, vi skal, og her kan vi lære af fortidens fejltagelser. Derfor er de to bøger om 70 år gamle hændelser stadig relevante i dag.

dorabrudercoverDora Bruder

Patrick Modiano fik Nobelprisen i Litteratur i 2014, og derfor har forlaget Lindhardt & Ringhof sat sig for at udgive flere af hans tidligere bøger, der aldrig tidligere har været udgivet på dansk. Således Dora Bruder fra 1997, der udkommer i dag. Hovedpersonen er Modiano selv, der tilfældigvis falder over en annoncen i avisen fra 1941, hvor et jødisk forældrepar eftersøger deres datter; en ung pige ved navn Dora Bruder. Mystificeret af dette glimt fra fortiden, sætter Modiano, der selv er jøde, sig for at finde ud af, hvad der skete med hende.

Bogen handler om Modiano, der trasker rundt i Paris og prøver at forestille sig, hvordan byen så ud på Dora Bruders tid, og hvad hun har oplevet. Han besøger en masse arkiver og skraber få brudstykker sammen (franskmændene brændte det meste), hvor vi glimtvis får at vide, hvor Dora har været, og hvordan hendes samtid måtte have været. Dora gik på kostskole i et strengt nonnekloster, hvor hendes far havde indskrevet hende under et mere franskklingende navn for at beskytte hende. Men Dora var åbenbart lidt af en vildbasse, så hun stak af flere gange.

Forældrene må have været ude af sig selv, for at efterlyse datteren hos politiet var i dén grad et risikabelt træk. Da hendes far sikkert ikke kunne holde uvisheden ud længere, gik han til politiet for at forhøre sig om sin datter – og blev fængslet, først i Frankrig men senere sat på et godstog mod Tyskland og ovnene. Dora vendte tilbage til sin mor, men stak senere af igen. Den pige skulle have et par flade: Hendes mor sidder alene og ulønnet, hendes far er spærret inde med en uvis skæbne foran sig, og Dora? Hun stikker af. Det ender naturligvis galt, og både Dora og faderen ender deres dage i Auschwitz; moderen følger efter nogle måneder senere.

Selvom bogen foregiver at handle om Dora Bruder, er den mere et billede på, hvordan livet var for jøder i Paris efter den tyske besættelse. De små og spiselige skridt mod den totale forbrydelse, som jeg har beskrevet ovenfor. Det beskriver Modiano ganske godt via dokumenter og breve, han har fundet og gengivet i bogen. Til gengæld har Modiano en helt vildt irriterende trang til at fortælle om Paris på et detaljeniveau, der får mig til at himle med øjnene. I starten troede jeg, det var for at sætte scenen, men han bliver ved og ved med det hele bogen igennem:

Man kan næsten ikke tro, at lige dér, i nummer 48 B, hvis vinduer vendte ud mod Saint-Coeur-de-Maries have, kom politiet og arresterede ni børn og unge en morgen i juli 1942, på samme tid som Dora var interneret i Tourelles. Det er en femetagers ejendom i lyse mursten. To vinduesfag på hver etage indrammer to mindre vinduer. Nummer 40, næsten lige ved siden af, er en grålig ejendom trukket tilbage fra gaden. Foran den en lav murstensmur og en låge. Lige overfor, på det fortorv, som løb langs kostskolens mur, ligger der nogle andre lave ejendomme, der stadig står, som de gjorde dengang. I nummer 54, lige før man kommer til rue de Picpus, lå der en café bestyret af en vis frøken Lenzi

Sådan. Nobelpris i Litteratur lige dér, såfremt Nobelprisen går ud på at irritere denne læser mest muligt. Retfærdigvis skal det siges, at Dora Bruder er skrevet i 1997 og først oversat nu, så Modiano kan have forbedret sig en del siden da.

Modiano får også en rum tid til at gå med at fortælle om dengang han selv stak af fra sin kostskole og hvilke prøvelser, han måtte igennem i den forbindelse. Ja tak, Modiano. Du havde så ikke hele den tyske hær på nakken, vel? Det virker banalt (hvilket han dog også selv indrømmer) og uvedkommende. Mere kraft er der i Modianos fortælling om det ekstremt anstrengte forhold til sin egen jødiske far, der også blev buret inde under krigen, men overlevede.

Noget af det mest slående i romanen (der egentlig må betragtes som en novelle med sine kun 144 sider) er de fortvivlede breve, som pludseligt enlige kvinder sendte til politiet i håb om at opklare, hvor deres mænd og/eller børn var. Det må have været en grusom uvished at gennemleve dag ud og dag ind.

Til hr. direktøren,

Undskyld, hvis jeg tillader mig at henvende mig til Dem, men her er mit forehavende: Den 16. juli 1942, klokken 4 om morgenen, kom man og hentede min ægtemand, og eftersom min datter græd, tog man også hende med. Hun hedder Paulette Gothelf er og 14½ år gammel.

Dora Bruder er en både interessant og irriterende bog. Det er interessant at høre om, hvordan det var at være jøde i Frankrig under den tyske besættelse, og det er tankevækkende at følge opbygningen af jødehadet med små, små skridt indtil dødspatruljerne slippes løs. På den anden side er det irriterende, at Modiano har et udtalt behov for selviscenesættelse, der virker stærkt malplaceret i så alvorligt et emne. Og man bliver godt nok træt af at læse om farven på murstenene i nummer 48 B.

9788740020700Hr. Isakowitz’ Skat

Svenske Danny Wattin er trediegenerations-jøde i Sverige. Hans farfar flygtede fra Tyskland til Sverige under krigen, men har aldrig rigtig villet tale om, hvad han oplevede dengang. Danny har selv udlevet en helt almindelig forstadsopvækst med skilsmisse og delebarn, og i sit voksne liv er han begyndt at tænke mere over, hvad der egentlig skete med hans familie under krigen. Til forskel fra Modianos Dora Bruder, lever en del af Dannys bedsteforældre stadig, så han har drønet rundt med en båndoptager og interviewet dem.

Under en af samtalerne nævner hans mormor, at hans farfar begravede en skat i sin have inden han forlod Tyskland. Dannys søn, den syv-årige Leo, mener naturligvis at hele pointen med skatte er, at man skal finde dem. Så den selvudnævnte forstadsjøde Danny arrangerer en tur for tre generationer – Dannys far, Danny selv og sønnen Leo – med destination i Polen, hvor farfarens hus engang lå (i et område, der dengang var tysk). Det er der kommet en herlig jødisk road book ud af, hvor vi følger de tre fra de svenske forstæder til Polen, og fra nutiden tilbage i fortiden.

For mens de tre kører sydpå og skændes om alt (alt!), fortæller Wattin sideløbende om, hvad der skete dengang. Ligesom bogen starter blidt i percelhuskvarteret, starter han også blidt med de første tegn på den spirende højredrejning i Tyskland. Støt og roligt, efterhånden som trekløveret nærmer sig deres mål, kommer fortidsfortællingen også tættere og tættere på udryddelseslejrene. Det er mesterligt blandet og drønspændende at læse.

Wattin har en blændende humoristisk sans, som er drysset ud over hele bogen med rund hånd. Han er herligt selvudslettende og det er skide skægt at læse om hans evindelige og åndssvage skænderier med sin far, samt hans søns skæve observationer. Det skulle ellers ikke være nemt at skrive noget sjovt om optakten til det systematiske drab på 11 millioner mennesker, men Wattin formår virkelig at blande kulsort historiefortælling med en herlig livsbekræftende humor. Et godt eksempel er den liste, han laver over alle de problemer, som jøderne har påført verden:

  • Pesten og den sorte død
  • Tysklands nederlag i Første Verdenskrig
  • Jesu død (han var ganske vist selv jøde, men lad nu det ligge)
  • Fejlslagen høst
  • Konflikten i Darfur
  • Jordskælv og Orkaner (blandt andet Katrina)
  • Alle finanskriser, inklusive den seneste (ifølge 30 procent af de europæere, som er blevet spurgt)
  • Al verdens ondskab (ifølge Mel Gibson)

Man både griner og gyser, når man læser den liste, og det gør sig også gældende for resten af bogen. Wattin har en snert af norske Erlend Loes virkeligt fintunede humoristiske sans, og det gør bogen til en fornøjelse at læse.

Hvad de finder i Polen skal ikke afsløres her, men som med alle gode rejsebeskrivelser, er det ikke målet, men turen, der er det virkelige indhold. Således også her, hvor vi griner mens Leo stjæler marmeladepakker på færgen og gyser over de ting, som jøderne gradvist udsattes for i Tyskland før og under Anden Verdenskrig.

Historien er langt mere vedkommende end Modianos Dora Bruder, fordi den består af detaljerede førstehåndsberetninger, og fordi den er så solidt skruet sammen. De frygtelige ting slår hårdere igennem fordi de kan komme som lussinger midt i et grin over noget åndssvagt, Dannys far har sagt i bilen. Og til sidst kommer mavepusteren i form af billeder af overlevende dokumenter, hvor Dannys farfar gang på gang har appeleret de svenske myndigheder om at give hans far (Dannys oldefar) indrejsetilladelse til Sverige – som gang på gang bliver afvist i kedelige officielle skrivelser, uden begrundelse, blot med en dato og et stempel. Således også den sidste ansøgning, hvor Dannys farfar gør rede for, at hans fars liv er i fare i Tyskland. Afvist. Kort efter ankommer det sidste brev, Dannys farfar nogensinde fik fra sin far.

Min kære dreng,
desværre er det for sent.
I dag må jeg rejse.
Bed til, at Gud hjælper os.
Pas på dig selv,
Din far.

Han døde i en koncentrationslejr i Riga.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.