Cronos: The New Dawn
Polen har efterhånden vokset sig stor på nævneværdige spiludviklingshuse, og hvor firmaer som CD Projekt kendes på sine RPG’er og Techland på sine zombiespil, så er Bloober Team hurtigt ved at blive kendt på sine gyserspil. Senest stod de bag det roste remake af Silent Hill 2, men de har også gjort sig bemærket med sine Layers of Fear-spil samt det lettere oversete The Observer, som havde min barndomshelt Rutger Hauer i en fremtrædende rolle som en detektiv i et dystopisk fremtidsunivers, hvilket Blade Runner-fans vil kunne se det morsomme i.
Nu er det så blevet tid til deres første, store satsning i AAA-klassen, og det er blevet til et spil, som trækker på alt fra Dead Space til Silent Hill i sine inspirationskilder i sit forsøg på at blive et “massemarkedsgyserspil”, som den ene medstifter af Bloober Team udtaler, at de nu har besluttet sig for at skabe. Om der så samtidig er blevet plads til nogle originale idéer fra Bloober Team selv, skal jeg nok komme ind på.
Du er den seneste i en række af såkaldte Travelers, og du kommer fra en fremtid, hvor al håb for menneskeheden er ude. Derfor sendes Travelers tilbage i tiden for at redde forskellige mennesker, som fremadrettet forhåbentligvis kan være med til at ændre historiens gang – “so is our calling”. Men redningsaktionen griber om sig denne gang, og du bliver nødt til at indse, at der kan ligge mere til grund for verdens tilstand, end du lige forestillede dig, da du fik opgaven. Undervejs støder du samtidig på konsekvenserne af den såkaldte Change, der har bragt verden i knæ, hvilket blandt andet betyder, at du skal traversere ørkesløse, post-apokalyptiske omgivelser henlagt i nærmest evindelig mørke og befolket med muterede monstre, der ikke bryder sig om gæster. Arkitekturen er brutalistisk og inspireret af østlande under den kolde krig, og sammenholdt med en hærget, forvitret natur, vidner det om en verden, der har set sin del af krig og ødelæggelse. Den del har Bloober Team ramt lige i øjet og med stor sans for detaljer.
På sin redningsaktion bevæger Traveler sig adstadigt gennem de deprimerende ruiner og indsamler løbende ammunition, energi og nye våben, altimens dokumenter, computerterminaler og andre efterladte tegn på et engang levende univers hjælper os med at stykke fortidens historier sammen. Vi møder tidligere udsendte Travelers undervejs – både levende og døde – foruden en håndfuld overlevende mennesker, men vi er oftest alene i mørket, kun mødt af skrigene fra de angribende mutanter, der som regel dukker op, når man mindst venter det.
Så langt, så velkendt for genren. Stemningen er trykkende og klaustrofobisk, godt hjulpet på vej af de mørke, tågede eller sandstormsomsuste omgivelser, som kun pletvis oplyses af din lommelygte. Det hjælper heller ikke på følelsen af isolation og afmagt, at ammunition altid er en knaphed, så man tvinges ud i de mørkeste afkroge af de ellers lineære lokationer for at lede efter forsyninger. De gemmer sig ofte i trækasser, som man – i bedste Dead Space-stil – kan smadre med sin knytnæve eller et støvletramp, hvilket også kan bruges mod fjenderne i mangel af bedre.
Den ligeledes kendte og stramme ressourcestyring fra genren gør også sit indtog i Cronos, hvor stålkister i de ligeledes velkendte “safe rooms” kan benyttes til at gemme sine ressourcer til senere, når der ikke er plads til dem i Travelerens særprægede rustning. Her bør man også huske at gemme sit spil (ofte!), idet det er let at dø under et pludseligt opstået opgør og der godt kan være langt til det næste rum. Med fornuftig styring af medbragte våben, ammunition og helse – og en forudgående viden om, hvorfor man døde første gang – kan spillet dog gennemføres med lidt tålmodighed, men det er stadig en anke, at sværhedsgraden er svingende, og man ikke kan ændre den, hvilket kan virke afskrækkende på potentielle spillere (som undertegnede).
Er hele spillet så blot velkendte elementer bundet sammen af en – heldigvis – spændende historie? Næsten, men ikke helt. Bloober Team introducerer nemlig et enkelt gameplayelement, der tilføjer et taktisk element til opgør med horderne af mutanter. Merging. Kort fortalt kan dræbte mutanter blive assimileret af levende mutanter, der derved bliver, ja, dobbelt så svære at slå ihjel. Derfor har man adgang til diverse former for pyroteknik, der brænder ligene, inden de bliver absorberet og derved ikke kan udgøre en (nu større) trussel for vores Traveler.
Mange opgør bliver derfor ret intense, hvilket udviklerne skal have ros for. Problemet er bare, at man med sine knappe ressourcer ofte kun kan igangsætte brand enkelte gange under et opgør, hvilket ikke altid er nok, og det kan så let resultere i en for tidlig død for vores Traveler. Jeg skulle således ofte ud i dødbringende trial’n’error et antal gange, før jeg kunne overskue en given kamp i en grad, hvor jeg kunne besejre den sidste fjende – og det skete som regel med den sidste kugle i kammeret. Måske er det bare mig, der er for dårlig til denne slags spil, men til sammenligning følte jeg eksempelvis aldrig samme frustration i det nylige Dead Space remake, så min personlige vurdering er, at man ikke helt har fået samstemt de offensive og defensive sider af opgørene, så alle kan være med.
Det skal siges til Bloober Teams forsvar, at de allerede advarer om spillets sværhedsgrad under opstart, samt at flere af opgørene indeholder belejligt placerede benzindunke og andre eksplosive brandkilder, men det ændrer stadig ikke ved det faktum, at jeg fandt spillet en smule frustrerende flere steder. Har man gennemført et spil som Returnal, behøver man dog ikke at være bange – der kom jeg aldrig forbi første bane, mens jeg jo har gennemført Cronos!
Når det så er sagt, så gemmer der sig et atmosfærisk univers med en særegen historie bagved de til tider frustrerende opgør og de alt for lineære baner. Heldigvis er spillet også prissat efter at være mere et AA-spil end et AAA-spil, og kombineret med ovenstående viden vil fans af genren helt klart kunne hygge sig med Cronos: The New Dawn, selvom det helhedsmæssigt fremstår som lidt mindre end summen af sine inspirationskilder.
