Clive Barker’s Undying
Et FPS med horror-tema. Det er set før, men denne gang bliver man virkelig skræmt halvt ihjel! Og så er det en rejse ind i Clive Barkers monsterinfesterede univers, hvilket kun kan være en god ting.
Men kan uhygge være nok til, at endnu et FPS skiller sig ud fra den allerede store mængde af lignende spil til PC? Lad os kigge lidt på virkeligheden.
Du er Patrick Galloway, hidkaldt af din gamle ven Jeremiah, som behøver hjælp til bekæmpelse af onde ånder i sit store palæ af en villa. Ånderne er ikke hvem som helst, de er faktisk Jeremiahs afdøde familie, som åbenbart endnu ikke har set lyset. Grunden til, at Jeremiah har bedt om lige akkurat din hjælp er, at du er velsignet med gaven at kunne se ind i den åndelige dimension. Og det er en gave som du kommer til at trække aktivt på undervejs i spillet via din “Scrye”, et af dine magiske våben.
Spillet er baseret på Unreal Tournament-motoren, som er blevet modificeret til uigenkendelighed. Undying hører derfor også til et af markedets flotteste FPS’er, med et væld af lyseffekter og detaljerede, stemningsfyldte lokationer. Bagsiden? Det kræver en monster-PC (no pun intended), og min egen Athlon 800mhz m. 256mb RAM og et Asus V6600 GeForce kæmpede en lige så brav kamp som mig under de hektiske opgør med underverdenens vanskabninger. Man kan (som altid) skrue ned for detaljegrad og opløsning, men hvor er det sjove i det?
Spillets anden store “fejl” er, at det skal hente nye sektioner af huset fra harddisken med uhyggeligt korte mellemrum, hvilket virkelig kan gå en på nerverne. Når man eksempelvis skal traverse allerede besøgte dele af huset efter en nøgle eller lignende, kan man regne med at spillet skriver “Loading” hvert 30. sekund. Det er til at leve med, men det ødelægger selvfølgelig en god del af illusionen/spillets “flow”.
Kan man dog klare de to ovenstående “krav”, så bliver man til gengæld belønnet med en virkelig god historie. Der er ofte mellemsekvenser (lavet med spillets motor) og de er med til at binde historien sammen på en meget bedre måde end traditionel FMV. Som sagt er omgivelserne utroligt atmosfæriske og der er gjort meget ud af realismen mht. bevægelser i gardiner, tøj, m.v. Spillet har også sin egen partikeleffekt-generator, som bliver brugt en del til at illustrere ild, vand o.lign.
Spillets absolutte trækplaster er dog uhyggen. Bruger du din Scrye til at se gennem dimensionerne ledsages dine horrible synsindtryk af svage lyde som barnegråd, fodtrin m.v. Et godt eksempel er spøgelsesvagterne i kapellet, som man ikke kan se/bekæmpe uden at aktivere sin Scrye. Indtil man gør det, kan man kun høre dæmpede vredesudbrud og se tågeskyer, som angriber dig uden at du kan gøre noget. Første gang de kom løbende/svævende imod mig var jeg ærligt talt ved at sk*de i bukserne, undskyld mit sprog.
Lyd, grafik, stemning og historie er altså i top, men de føromtalte bagdele, kombineret med nogle af de tåbelige gåder og ture frem og tilbage i huset gør, at man ikke kan spille Undying igennem uden at blive irriteret mindst én gang. Men bl.a. fordi Clive Barker selv har været med som “creative consultant”, er spillet et absolut must for fans af hans fantasifostre og et ok køb for resten af FPS-tilhængerne
Den officielle hjemmeside finder du HER, og den er bestemt et besøg værd. Her kan man bl.a. læse nærgående om de forskellige monstre, våben og magi i spillet. Det har jeg af samme årsag valgt ikke at dække her, idet det bare ville blive én, lang opremsning.