Transformers: Devastation

Det er Bayonetta med robotter. Sådan cirka lød oplægget, da anmelderkopien af Transformers: Devastation blev udbudt på den interne mailingliste. Det er de gæve japanere fra PlatinumGames, der står bag, og som rabiat fan af det første Bayonetta var det jo oplagt at melde sig som anmelder. Så det gjorde jeg.

PlatinumGames har altid været garant for actionbrag med stort A, og Transformers er ingen undtagelse. Efter en kort introduktion sparkes speederen i bund, og farten sættes herefter ikke på noget tidspunkt ned, inden rulleteksterne triller over skærmen ca. 6-7 timer senere. Det er Bayonetta, hvor alt udenomspjat er skåret væk, og med tempoet skruet op på elleve. Spillet er fyldt med kæmperobotter på størrelse med bygningskarréer, og efter få minutters spil eksploderer skærmen i et inferno af lys og farver.

Grafikken er cel-shaded, og man har forsøgt at ramme udseendet fra de originale tegnefilm, inden Michael Bay rebootede franchisen. Det er lykkes meget fint, og specielt robotterne og deres transformationer ser lækre ud. Omgivelserne derimod kunne godt have fortjent lidt mere opmærksomhed. 

https://www.youtube.com/watch?v=Bp0BaExziuU

Kampsystemet fungerer i det store hele fint, og det er overraskende dybt, omend spillet gør meget lidt ud af at reklamere for det. Man får et par tips i forbindelse med spillets tutorial, men herefter skal man ind i en “skjult” menu for at se angrebskombinationerne. Der er sågar forskellige combos alt efter hvilket våben, man har valgt. Menuen er skjult i den forstand, at man ikke kan navigere frem til den. Man skal vide, at den kommer frem, når man klikker på touchpad’en, og jeg er ret sikker på spillet ikke fortæller det. Det er en underlig designbeslutning, og jeg formåede faktisk at gennemføre spillet uden at opdage det. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste.

Der er fem forskellige Transformers, hvoraf de sidste to først bliver spilbare i løbet af kampagnen. Der er mindre forskelle i balancen mellem angrebsstyrke, udholdenhed og agilitet, og derudover har de nogle eksklusive evner. Optimus Prime kan eksempelvis levere et dødbringende roundhouse-angreb med traileren, Sideswipe har et turbodash, der lynhurtigt kan sende ham hen til næste fjende (eller væk fra et angreb), og Grimlock kan transformere sig til en mekanisk dinosaur. Derudover bliver man belønnet med et par sekunders slow motion og usårlighed, når man timer en undvigemanøvre præcist. Jo, det er er totalt planket fra Bayonettas witch time, men det passer fint til spillet. og det ansporer i højere grad til en aggressiv spillestil, end hvis man havde kunnet blokere.

Når man udfører en combo uden at blive ramt, kan man afslutte med et voldsomt vehicle-angreb. Hvis man timer det rigtigt, kan man ydermere sammenkæde disse. Det kræver øvelse, men det er ret fascinerende at overvære den elegante dødsballet, når en dygtig spiller forstår at udnytte kampsystemet til fulde. Indlæringskurven er dog forholdsvis stejl, fordi det går så hurtigt, og det er efter min mening spillets største problem. Man er ikke kommet langt ind i spillet, før det bliver temmelig kaotisk, og i form af køretøj følte jeg mig ofte som kuglen i et flipperspil. Spillet belønner den dygtige spiller, men det kræver en indsats på alt andet end letteste sværhedsgrad.