Call of Duty: WWII

Call of Duty: WWII 1

Så er det blevet tid til årets Call of Duty-udgivelse, og da sidste års fremtidstema modtog en del kritik fra seriens fans – hvilket også udmøntede sig i dårligere salgstal end forventet – er det vist ganske heldigt for Activision, at serien nu er gået tilbage til Anden Verdenskrigsrødderne i år. Jeg fandt nu den samlede oplevelse ganske underholdende, og jeg har derfor set frem til endnu en rutschebanetur i skydeteltet. Samtidig har folkene hos Sledgehammer arbejdet på årets udgivelse i flere år, så valg af krigsscenarie er altså ikke en pludselig reaktion på dårlig omtale af sidste års udspil. Desuden så vi jo med Battlefield 1 sidste år, at folk er begejstrede for at komme lidt tilbage i tiden, så umiddelbart peger alle spor på, at Activision har en vinder på hænderne denne gang. Det må vi jo så finde ud af.

Serien er efterhånden blevet en tre-i-en-udgivelse, hvor en singleplayer-kampagne, multiplayer-modi og zombie-angreb tilbydes i hver sin separate del, og WWII er ikke anderledes i den henseende. Jeg er, som nævnt mange gange før på disse sider, mest til kampagnen, mens mine sønner på 12 og 14 er mest pjattet med online multiplayer og zombie-delen. Det gør det lidt sværere at give en samlet karakter, men jeg vil igen i år forsøge at ramme et vægtet gennemsnit.

Med kampagnen har Sledgehammer skruet Band of Brothers-stemningen hele vejen op til 11, og vi følger en deling garvede soldater lige fra landsætningen i Normandiet i juni 1944, hvorefter vi er med dem under det seje træk op gennem Frankrig og ind i hjertet af Tyskland i krigens sidste dage i 1945. Du spiller menig Ronald “Red” Daniels, og din deling ledes af den vejrbidte Pierson og den mere menneskelige Suzzmann. De to har deres interne gnidninger, og dem bliver Red selvfølgelig involveret i under turen igennem det krigshærgede Europa. Mere vil jeg ikke gå i detaljer med her, men historien er interessant at følge, og stemningen fra Band of Brothers er i alle tilfælde ramt ret præcist. Jeg huskede i hvert fald stadig de forskellige karakterer efter rulleteksterne var kørt over skærmen, hvilket bestemt ikke er sædvane – jeg har præsteret at glemme navnet på min hovedperson, mens jeg var i gang med spillet.

Missionerne kommer i flere forklædninger: Vi har de traditionelle run’n’gun missioner, hvor man halser efter resten af delingen, mens man løber fra skjul til skjul og skyder alt, der rører sig. Eksplosioner plejer at være en fast bestanddel af disse missioner, der udgør godt halvdelen af spillet, og de er at betegne som “Classic COD”. Så har vi en lille håndfuld snigermissioner, der jo er mine favoritter, og de er faktisk glimrende implementeret, hvis vi lige undlader at tale om uendelig respawn af soldater, man allerede én gang har nedlagt. Med delmål og ting, der kan indsamles, er det i snigermissionerne, at jeg har brugt mest tid, selvom de kun udgør en fjerdedel af spillet. Endelig er der også gjort plads til et par missioner, hvor man træder i støvlerne på et par ukendte soldater, der kommer vores deling til undsætning i enten kampvogn eller jagerfly på et par tidspunkter. Alt i alt en god blanding af skyderi, snigeri og lidt afvekslende kontrol over tungt artilleri i løbet af spillets 11 missioner.

Grafisk er det også et afvekslende bekendtskab, idet vi kommer gennem forskellige landskaber og byer, mens årstiderne skifter fra sommer til vinter og videre til befrielsens forår. Som sædvanligt (for serien), er der kælet for detaljerne, og det hele kører med 60fps. Animationerne er i top, og både spil og mellemsekvenser, delvist konstrueret med spillets egen motor, afløser hinanden gnidningsløst. Samtidig har man krydret det hele med en masse små, grafiske effekter, og jeg tabte næsten kæben, da jeg så røgen fra en soldats cigaret hvirvle rundt om hans skuldre, da han bevægede sig. Den slags røgeffekter er blevet taget i god brug – sammen med et væld af partikeleffekter og realistisk modelleret ild – og sammen med en fantastisk lyssætning er det svært ikke at blive imponeret over slutresultatet. Bevares, er man ikke fan af det klassiske COD-gameplay, så gør grafikken hverken fra eller til, men flot er det alligevel at se på og være en del af.

Multiplayer tilbyder de samme modi for (Team) Deathmatch, som vi efterhånden kender, samt et par nye varianter af CTF (nu med fodbold) og Control, hvor man indtager og mister forposter på en større arena. Det er som sagt mest mine drenge, der har spillet disse modi, og de er begge ganske imponerede. Infinite Warfare holdt ikke distancen, desværre, men drengene synes begge gevaldigt godt om WWII-temaet og det mere jordnære gameplay, der denne gang tilbydes. De kan specielt godt lide, at det er sværere at blive dygtig og lettere at blive skudt, og selvom de indtil nu har nydt, at fremtidssoldaterne fra Black Ops III kunne både dobbelthoppe og løbe på væggene, så har de med WWII fået øjnene op for det mere rene FPS-gameplay.

Mellem onlineslagene kan man gå rundt i et større hovedkvarter og bruge point – enten indkøbt med rigtige penge eller optjent i spillet – til at erhverve sig våben, udstyr, skins med videre. Her følger man også sin soldats udvikling, og man kan indgå forskellige kontrakter, der så skal fuldføres på slagmarken, så som at skyde ti fjender med et givent våben og deslige. Der er overvældende meget at sætte sig ind i, hvis nogen skulle spørge, men det er fuldt forståeligt, da det er her, at spillet skal vise sit værd det næste års tid. Det er således svært at fælde dom over delen på nuværende tidspunkt, men mine drenges umiddelbare begejstring er i hvert fald til at tage og føle på.

Zombies minder til forveksling om nogenlunde samme tilbud i Black Ops III, blot med udøde nazister i stedet for regulære zombier. Det er ikke en dårlig ting, da den modus altid har været populær hos lillebror Oscar, men den regulære multiplayer-del lokker alligevel mere denne gang. At man har haft tid og lyst til at inkludere Zombies igen fortjener dog ros, og mere af det samme er ikke nødvendigvis en dårlig ting, selvom mine sønners fokus altså har skiftet mere mod onlinekrigen. Adspurgt om de store forskelle kunne jeg egentlig kun få Oscar til at sige, at det var mere uhyggeligt denne gang. Under alle omstændigheder kan man stadig spille lokalt i splitscreen, hvilket gør det til en god modus, når man har venner på besøg.

At Zombies måske ikke rangerer så højt mere, betyder dog mindre for det samlede indtryk, der altså tæller en medlevende kampagne og en ganske uddybende multiplayer-del, som både undertegnede og poderne er imponerede over. Et par solid femtaller i disse modi, kombineret med et firetal for zombierne, får slutresultatet til at lande på et solidt femtal i år. Kampagnen har muligvis ikke den store langtidsholdbarhed, men det er stadigvæk omkring otte timers solid underholdning, hvis man genspiller de enkelte missioner og leder efter de (heldigvis få) skjulte skatte, hver mission gemmer på. Samtidig er historien altså blandt de absolut bedre, serien endnu har budt på, hvilket – sammenholdt med gennemført gameplay og høj teknisk standard – gør det til et af de bedre Call of Duty-spil i min bog. At sønnerne tillige har lagt fremtidskrigens højteknologiske isenkram lidt på hylden til fordel for karabinrifler og kartoffelmosere, må også siges at være en solid anbefaling af både det generelle gameplay og onlinedelen fra et par spillere i kernemålgruppen.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz