Dark Matter

Dark Matter4 out of 6 stars
Jason Dessen var en strålende begavelse med god gang i karrieren inden for kvantemekanik. Så mødte han Daniela. De fik et barn, og karrieren blev parkeret til fordel for familielivet. Men hvad nu, hvis han havde valgt at fokusere på jobbet i stedet for familien? Og hvad nu, hvis han rent faktisk gjorde det i et andet univers?

Vores kulturelle output bugner af hvad-nu-hvis-historier, og det er jo et ekstremt spændende emne. Tænk på de små tilfældigheder, dig fik dig til at møde din partner, få dit job, købe dit hus eller hvad end, der er sket af skelsættende ting i dit liv. Tænk på, hvor lidt der skulle ændres i hændelseskæden, for at udfaldet blev helt anderledes. I science-fiction-genren har man normalt tacklet disse fortællinger via tidsrejser, hvor man rejser tilbage og piller lidt ved fortiden for at se, hvad der så sker i fremtiden. Det går, som bekendt, altid galt.

I den uforklarligt titlede Dark Matter tilgås fortællingen ud fra kvanteteorien om multiverser, hvor de mulige udfald af en hændelse eksisterer simultant indtil hændelsen observeres og kollapser til ét udfald. Min hjerne smelter lidt, hver gang jeg prøver at få den til at kapere de her ting, men tænk på Schrödingers Kat-tankeeksperimentet: Indtil kassen åbnes og observeres, eksisterer katten i to simultane tilstande; levende og død. I multivers-teorien vil universet forgrene sig i to, når kassen åbnes – ét univers med en levende kat, og ét med en død kat. Derfra kan man så ekstrapolere sig frem til, at der eksisterer universer, hvor alle tænkelige handlinger er sket. I dét her arbejder jeg som it-smølf, i et andet er jeg narkobaron.

Konceptet i Dark Matter er en boks, der gør folk i stand til at rejse mellem grenene på det universelle træ. Hvis man gerne vil omgøre en fatal handling, man dummede sig med for 20 år siden, gælder det altså om at finde det univers, hvor man ikke dummede sig. Problemet er naturligvis at finde det rette univers.

Mange omtaler bogen med samme iver som den gamle film Sixth Sense: Den er genial, men lad endelig være med at afsløre noget, for det ødelægger oplevelsen for andre. Det er måske korrekt, men når man skræller Sixth Sense ind til benet, er der virkelig tale om en one trick pony, som ikke har ret meget andet at byde på end et sjovt twist. Det samme kan siges om Dark Matter, der starter med en række uforklarlige hændelser, der rimeligt hurtigt tjekker ind på de rette hylder hos læseren, og så er resten af bogen sådan set bare ren ramasjang. Men det er god ramasjang, som man flår igennem for at finde ud af, hvad pokker der nu sker. Bogen er på 342 sider, og jeg læste den på en enkelt aften – den er ret svær at lægge fra sig.

Blake Crouch, der har lagt pen til bøgerne bag M. Night Shyamalan’s nye tv-serie Wayward Pines, er en ung forfatter, der er ved at finde sit ståsted. Romanen Dark Matter er hverken god eller vigtig litteratur, men den rammer ret godt den genre, som især Michael Crichton glædede millioner af læsere med: Science Thriller‘en. Hvor Crichton var ekstremt god til at stable et rigt og troværdigt univers på benene, men dårlig til at afslutte fortællingerne, er Crouch langt svagere på det videnskabelige, men forstår i den grad at skrive spændende, så man vender siderne med halsbrækkende fart.

Efter at have læst bogen, forstår jeg stadig ikke, hvorfor den hedder Dark Matter, og omkring en trediedel af den er helt ligegyldig i forhold til den historie, Crouch vil fortælle. Lige som Crichtons (senere) værker, virkede det nærmest som om bogen var skrevet med henblik på at få den lavet som tv-serie eller film (med Bryan Cranston i hovedrollen), og der bliver da også kastet en bemærkning om den kommende Dark Matter The Movie i forfatterens efterord. Det betyder, at den er meget visuel i sin karakter, men samtidig også afholder sig fra ethvert litterært greb, der ikke kan overføres til en tv-skærm.

Min kritik skal ikke tolkes som at bogen er decideret dårlig, for det er den bestemt ikke. Det er en hurtig rutschebanetur, som man virkelig nyder i øjeblikket, men ikke dvæler ved efterfølgende. Undervejs går det så stærkt, at man ikke har tid til at tænke over tingene, og det er nok meget godt, for ellers ville man opdage, at der ikke er noget på bagsiden af kulisserne, og at flere af hovedpersonerne blot er billige statister uden dybde. Nyd den og glem den.

3 tanker om “Dark Matter

    • 3. september 2016 at 14:46
      Permalink

      Det er noget helt andet. Ingen rumskibe her.

      Svar
      • 3. september 2016 at 15:10
        Permalink

        Derfor jeg var forvirret. Gik lidt tid før jeg opdagede du anmeldte en bog. Jeg så titlen og forventede straks det var tvserien (som jeg kender af navn men ikke har set endnu) 🙂

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.