Atelier


Mayuko Tokita er netop færdig med sin tekstil-uddannelse fra universitetet, og er på vej til sin første arbejdsdag i det lille lingeri-firma Emotion i det fashionable Ginza i Tokyo. Mayuko kommer fra landet, har snusfornuft i metermål, og møder op i fornuftigt fodtøj og det almindelige tøj, som alle japanske OL’er  normalt draperer sig i.

Men eksklusive Emotion designer ekstremt dyrt undertøj til kvinder, der i dén grad har pengepungen i orden. Her bliver der ikke gået på kompromis med noget som helst for at opnå det ypperste ideal, firmaets ejer og direktør stræber efter: Skønhed. Direktøren er den aldrende Mayumi Nanjo, der med sine over 30 års erfaring i branchen fandme ikke gider lægge ører til Mayukos naive betragtninger om fornuftigt tøj og gode tekstiler.

Atelier er endnu et resultat af samarbejdet mellem Netflix og japanske Fuji Television. Det er en dramaserie på 13 episoder, hvor gnisterne fyger mellem de to stærke personligheder, chefen Nanjo og opkomlingen Tokita. Det lyder umiddelbart som noget, man har set hundrede gange før, men efterhånden som episoderne skrider frem, adskiller Atelier sig fra mængden: Fokus er på firmaet Emotion og den rivende udvikling, det lille firma bliver kastet ud i, samtidig med Mayukos ansættelse. De forbereder opvisninger, de introducerer nye brands, de bliver taget i røven af et stort firma, de mister medarbejdere, de mister fokus, og generelt sker der bare virkelig meget for firmaet. Det er drøninteressant at se, hvordan den lille medarbejderstab på kun seks mennesker klarer skærene.

Serien er domineret af stærke kvinder, hvilket næsten er uhørt for japanske serier, og mændene er hensat til mindre stillinger, hvor de ordner regnskaber eller slæber giner rundt i lokalet. Mayuko starter godt nok med at servere te og gøre rent, som er den normale vej ind på gulvet i en ny virksomhed, men hun avancerer i dén grad op i graderne i seriens 13 episoder. Nanjo portrætteres som isdronningen på toppen af sit lille modeimperie, men hun har langt mere at byde på en den billige kopi af Anna Wintour, som hun åbenlyst er inspireret af. Hver eneste kreative handling i serien bliver foretaget af en kvinde, og mændene fungerer kun som støtter for dem. Det er stærkt gået, og allerede ved den første replik i serien bestås Bechdel-testen. Vi skal dog ikke sidde og pudse vores frigjorte glorie her i vesten – ifølge bechdeltest.com er det kun 58% af de i skrivende stund 6.686 testede film, der klarer testen.

Atelier 1
Mao Daichi – 60 år!

En lille romance blusser op på et tidspunkt, men jeg nåede knapt at blive irriteret over skiftet af fokus, før den fes ud i en række sms’er, og det igen var Emotions strabadser, jeg kunne nyde at følge med i. Det lille persongalleri kommer igennem en masse prøvelser, og der er fine fortællinger om dem alle. Men selvom Mayuko, spillet af den virkeligt kønne Mirei Kiritani, er hovedpersonen, er det umuligt at tøjle chefen Mayumi Nanjo, der æder enhver scene råt og får de andre skuespillere til at fremstå som rene amatører (hvilket de også er tæt på at være; de her Netflix/Fuji-produktioner er ikke ligefrem højprofil). Hun spilles af Mao Daichi, der med sine 43 års erfaring fra teater, film og tv, og sin evne til at ligne en kvinde i 30’erne selvom hun er 60 år, i den grad stjæler showet. Holdet bag serien må også have opdaget det, for de sidste tre episoder af serien handler næsten kun om hende, og i et par af dem er Mayuko slet ikke med.

Havde det her været en vestlig tv-serie, ville halvdelen af episoderne involvere medarbejderne bagtale den lede chef-kælling ude ved kaffemaskinen, for hun får godt nok fyret nogle hårde bemærkninger af undervejs. Men her er der dyb respekt mellem alle parter, og selvom der tales hårdt, er det altid med et formål: At få Emotion til at vokse – eller bare overleve. Personfnidder er der bare ikke plads til, og det er vidunderligt at se hele holdet støtte op om Nanjos vision og bringe Emotion frem i verden.

En anden smuk ting ved serien er, at Nanjo fremelsker en kreativ ånd, hvor folk får plads til at folde sig ud. Plads til at finde den ene ting, som de er de eneste i verden, der kan. Mayuko siger på et tidspunkt, at det kun er få mennesker forundt at arbejde med noget de elsker, og så skal man også udnytte det og gøre sit allerbedste. Vise ord, man tager til efterretning, og en god illustration af noget, der er ret specielt for japanske dramaer: Man får lyst til at blive et bedre menneske og at gøre sit bedste. Det er ikke propaganda eller paroler, det er simpelthen en kultur og et livssyn, hvor man yder sit ypperste og forventer at andre gør det samme, for sammen at skabe en lysere fremtid.

Serien falder faktisk kun igennem på et enkelt punkt: Tøjet. Emotion skulle efter sigende designe det smukkeste lingeri i verden, men det ligner generelt noget billigt skrammel. Det må man se igennem fingre med. Til gengæld er den bragende flot lyssat, og selvom der kun er ganske få lokationer involveret, som er kutymen i drama-serier, får de det optimale ud af dem med indretning og især lys. Musikken gør også sit til at sætte streg under de store følelsesmæssige penselstrøg, der ofte males med. Den bruges naturligvis til at understrege scenernes tyngde, og det kan måske lyde som om det hele bliver lovligt teatralsk (som også er normen for japanske tv-serier), men musikken er så god og passer så perfekt, at jeg bare nød den og gik og nynnede den i dagevis.

Jeg er lykkelig over, at Netflix satser på lokale produktioner i de lande, de opererer i. Det resulterer i en helt ny, global tv-kanal, hvor man kan få indtryk fra alle verdens hjørner hjemme i stuen i HD og med danske undertekster. Selvom indholdet måske rangerer middelmådigt i fødselslandet, er det ekstremt spændende at få lov at kigge med på hele verdens tv, og alene det at se noget helt anderledes er det hele værd.

Mine forventninger til en tv-serie om undertøj var i den grad skruet i bund. Men det kunne lige så godt have været en serie om bildæk eller møbler: Det handler om, hvordan et lille firma vokser sig større ved medarbejdernes fælles visioner og indsats, respekt for hinanden og firmaet, og det er både smukt og spændende fremstillet. Det lille firma Emotion skal så grueligt meget igennem før det hele flasker sig til sidst, og det er en vidunderlig rejse at deltage i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *