Paper Mario: Color Splash

5 out of 6 stars
Tilbage i år 2000 udviklede Intelligent Systems et rollespil med Mario i hovedrollen. Denne åndelige efterfølger til Squares Super Mario RPG var ikke første afstikker fra Marios velkendte platforme, men Paper Mario brød ny grund på så mange områder, og sprudlede af så meget vid og idérigdom, kombineret med en perfekt balancering af gameplayet, at jeg ikke kunne undgå at knuselske spillet. Dengang skrev jeg, at det var grund nok til at købe en Nintendo 64. Det behøver man heldigvis ikke mere, da Nintendo har genudgivet spillet på Virtual Console både til Wii og Wii U.

I 2004 kom efterfølgeren Paper Mario: The Thousand Year Door til GameCube, som mange anser som seriens højdepunkt. Det er desværre ikke genudgivet i digital form på en moderne konsol, så det er ikke så nemt at komme til at nyde det i dag.

Så var der et par iterationer på henholdsvis Wii (Super Paper Mario) og 3DS (Paper Mario Sticker Star), som gik lidt væk fra RPG-genren og blev til action-eventyr. Det var ikke sagen for os fans af de gamle spil, selvom nytilkomne var glade for dem.

Nu har Intelligent Systems så igen gjort favntag med den papirstynde blikkenslager i Paper Mario: Color Splash, som konceptuelt ligger tæt på Sticker Star. For en gangs skyld bliver prinsesse Peach ikke kidnappet i spillets første minutter, men til gengæld er der en bunke Shy Guys med sugerør, der har suget farverne ud af Prism Island, hvor spillet foregår, og det er (naturligvis) op til Mario at få malet de hvide pletter igen. Dét tema passer eminent til et univers af papir, og forsynet med en malerhammer og en talende spand maling (lad være med at spørge), går vi til værks. Peach indlogerer sig på hotellet i byen og overlader opgaven til Mario, der skal trawle kongeriget tyndt i jagten på de seks Paint Stars, der øjensynligt er blevet stjålet af nogen. Gæt selv hvem.

Hvis der er ét punkt, der virkelig fortjener at blive fremhævet i dette spil, så er det ikke den flotte grafik, kampsystemet eller den utroligt fængende musik. Det er humoren. Spillet er proppet med Toads, Shy Guys og andre eksistenser fra Mario-universet, der næsten alle har de mest geniale one-liners, og hver eneste omgang med spillet har resulteret i høje grin fra min side. Jokes, især tekstuelle, men i den grad også visuelle, flyver konstant gennem luften, og man bliver nødt til at tale med hver eneste af de utallige små svampefolk, man møder, for de har uden tvivl noget skægt på hjerte. Running gags er prominente, og oversættelsen er ekstremt god.

Når talen falder på kampsystemet, er der én ting, der med det samme skal slås fast: Selvom det er baseret på tur-baserede kampe, er det ikke et RPG i traditionel forstand. Der er ikke experience points, levels og den slags, man er vant til. Forventer man en tur tilbage til fortidens dyder i spilserien, bliver man skuffet. Men kommer man ind med et åbent sind, er der masser at være glad for her. Det er vigtigt at nævne det, for det tog mig over otte timer at smide RPG-forventningerne over bord og bare nyde spillet på dets egne præmisser. Da det endelig klikkede for mig, klikkede det til gengæld også rent ind.

Kampsystemet var virkelig genialt i det originale Paper Mario, hvor man fik evner gennem badges, som man kun kunne montere et begrænset antal af på vesten. Der var dyb strategi i alle kampene, og det var vigtigt at vælge de rigtige badges til lejligheden. Områderne var store og sjove at udforske, og bosserne var både udfordrende og drønsjove at kæmpe imod. I denne ombæring er kampsystemet blevet udsat for noget af en slankekur og minder om systemet fra 3DS’ens Sticker Star. I stedet for klistermærker, har man en bunke spillekort, og så skal man vælge de rigtige kort til situationen.

Det er ganske sjovt i begyndelsen, men det byder ikke på mange strategiske muligheder, og bliver hurtigt ensformigt. Der er, som sagt, ingen experience points og ingen levels. De oprindelige to spils Flower Points og Star Points, der gav adgang til specielt stærke angreb, er også væk. Ligeledes forsvundet er den herlige partner-funktion, hvor Mario altid havde en ven med i kampen, som havde sine egne evner og kunne udskiftes løbende. Resultatet er et noget tamt kampsystem, men det gør heller ikke så meget, for det er ikke nødvendigt at grinde levels, så man kan sådan set bare lade være med at kæmpe, hvis man ikke lige har lyst til det. Igen: Color Splash er ikke et RPG, det er et eventyr.

Langt de fleste kampe kan enten undgås eller overstås på kort tid. Bortset fra spillets boss-kampe, der byder på en overraskende stigning i sværhedsgrad og som regel kun kan klares, hvis man er i besiddelse af lige præcis dét ene kort, der er bossens svaghed – og spiller det på det rigtige tidspunkt. Det resulterer i nogle irriterende gentagelser, indtil man har gennemskuet det. Ligeledes er der nogle få situationer i spiller, der resulterer i øjeblikkelig game over, hvis ikke man gør det rigtige lynhurtigt. Jeg måtte genstarte spillet mere end 10 gange i et forsøg på at slippe væk fra en stor Chain Chomp, og det er fandme dårligt spildesign, ligemeget hvordan man vender og drejer det. Det er dog kun få skønhedspletter i forhold til den absolut helstøbte fornøjelse, resten af spillet udgør.

De første mange timer er områderne mindre komplekse i pusle-øjemed, og man begynder at mistænke spillet for at være en børnevenlig nedgradering af serien. Men den fornemmelse bliver gjort pænt til skamme efter man har hevet den første af de seks Paint Stars hjem. Det viser sig, at de første mange baner er en slags skjult tutorial, der fører spilleren ind i universet og fortæller om de mekanikker, der gælder. Herefter ruller Intelligent Systems ærmerne op og lader kreativiteten få frit afløb i banedesignet.

Banerne er fuldstændigt overdådige at se på i deres vidunderlige og farverige konstruktioner af papir, karton, bølgepap og folie. Det hele er sådan lidt nusset og krøllet, så det ser super-realistisk ud, og man næsten kan fornemme de hænder, der har foldet det. Man har simpelthen lyst til at række hånden ud for at røre ved det. Aldrig har papirverdenen set så flot ud, og aldrig har udviklerne haft så meget sjov med at manipulere den på alle tænkelige måder.

Paper Mario: Color Splash er virkeligt sjovt, historien er gakket på den helt rigtige måde, kampsystemet er let tilgængeligt og velegnet til nybegyndere, og den foldede papirverden er ekstremt flot og spændende at gå på udforskning i. Og så er det virkelig sjovt, gentager jeg lige, for det var helt klart spillets veldrejede humor, der holdt mig kørende. Jeg kan ikke undgå af savne sjælen fra de to første spil i serien, og kampsystemet bliver hurtigt kedeligt for en garvet RPG-fan, der tror han spiller et RPG. Til gengæld er det en udsøgt fornøjelse at gå på opdagelse i den flotte verden, og man er garanteret mange gode grin, hver gang man sætter spillet på.

10 tanker om “Paper Mario: Color Splash

  • 11. oktober 2016 at 9:47
    Permalink

    Miiverset-community’et er nu åbnet og fyldt med gakkede screenshots fra spillet. Jeg har smidt et lille, spoilerfrit galleri ind i artiklen.

    Svar
  • 22. oktober 2016 at 9:11
    Permalink

    Så blev det gennemført. Det tog 46 timer, og jeg nødt stort set hvert sekund af dem. Boss-kampene er lidt urimelige, for de kan ikke vindes uden det/de rigtige kort på hånden. På den anden side kan man bare spørge til det, så det er lidt min egen skyld. Der er også tre-fire scener, der resulterer i instant game over, hvis ikke man gør det rigtige, og især én af dem trak store veksler på tålmodigheden. Det er bare ringe design. Men resten er triple A plus bonus Intelligent Systems kører med deres bedste designere og vildeste idéer topklasse. Hold da op, jeg har grinet og hygget mig med det her spil. Det fortjener helt klart klassikerstatus i min bog.

    Skulle købe kort til sidste kamp mod Bowser i går, og løb tør for penge: “Mario, you’re baroque! Come back once ya got some Monet!”

    Ufattelig godt skrevet, det spil.

    De er heller ikke bange for at bryde den fjerde væg ned:

    Svar
    • 22. oktober 2016 at 13:23
      Permalink

      46 TIMER? Damn. Det ser dog vildt poleret ud, selvom jeg nok ville gå død i kort-kampene.

      Svar
  • 22. oktober 2016 at 13:15
    Permalink

    Så lige videoen. Ked af at indrømme det, men det ser da meget skægt ud. Lige før jeg fik lyst til at spille det.

    Svar
  • 23. oktober 2016 at 10:35
    Permalink

    Det ser dog vildt poleret ud, selvom jeg nok ville gå død i kort-kampene.

    De er ret hurtige og egentlig sjove nok, når man prøver at gøre sit deck nogenlunde fornuftigt i forhold til de fjender man møder. Der er dog ikke i nærheden af så meget taktik og strategi som “rigtige” kort-battlere (Hearthstone og den slags), og med et deck på 99 kort, er det sjældent at man kommer til … kort. I hver runde kan man betale 10 mønter for at få et nyt tilfældigt kort, så man kan virkelig ikke gå galt i byen. Kun i boss-kampene skal man sørge for at have de rigtige kort; resten kan man spille på gehør.

    Hvis man ikke gider RPG’er og grinding, er Color Splash et rigtig godt bud på, hvordan man alligevel kan gå på eventyr i det vidunderlige og totalt gakkede Paper Mario-univers. Ingen levels, ingen udstyr, ingen experience points – bare et spil kort. Gider man ikke kæmpe, kan man bare løbe uden om fjenderne, eller klaske dem med hammeren senere i spillet, hvor den er blevet opgraderet (som sker automatisk i løbet af historien; ingen grinding!). Efter at have gennemført alle banerne, har jeg efterfølgende 100%’et dem alle ved at rende rundt og finde steder, der manglede maling, uden at battle med mindre det var strengt nødvendigt.

    En god artikel om humoren i spillet (der alene er grund nok til overhovedet at spille det): https://www.pastemagazine.com/articles/2016/10/the-joke-filled-paper-mario-color-splash-is-smarte.html

    Svar
    • 23. oktober 2016 at 11:53
      Permalink

      ‘This pain train has no brakes.’”

      Den grinede jeg af. Specielt da det virker helt malplaceret i et Nintendo-spil.

      Svar
      • 23. oktober 2016 at 13:32
        Permalink

        Dialogen er meget voksen, så spillet minder om en god Pixar/Dreamworks-film: Sjove ting for børnene og sjov dialog for de voksne.

        Jeg kan ikke huske den eksakte replik, men på et tidspunkt møder man en tognørd, som bare er helt oppe og køre over et veterantog, som er det fedeste og det bedste og det største og “I’m sorry, but I have to find a quiet spot to go and cry over my life choices now”.

        I en anden scene møder man en bunke fjender i en togkupe, men de har egentlig lyst til bare at sidde og snakke lidt. Så det gør man, mens toget kører mod solnedgangen. Det er en ret flot scene, men den bliver først rigtig dyb, da man (langt) senere tilfældigt møder en af dem igen. Det var bare et lille øjeblik, men det var virkelig magisk, og jeg sad bare og kiggede ind i skærmen uden at gøre noget i flere sekunder. Sådan er spillet: Proppet med utroligt mange små, magiske øjeblikke.

        Svar
  • 23. oktober 2016 at 13:35
    Permalink

    Fandt lige den med ham, der har krøllet benet (refereret til i pastebin-artiklen):

    Svar
    • 26. oktober 2016 at 19:57
      Permalink

      Alle hans pointer er valide, og jeg var eddermame også sur på det her spil de første 6-8 timer. Men så overgav jeg mig selv til charmen, og det hele klikkede bare på plads. Da jeg endelig var færdig, havde jeg en af de der tomme ‘hvad skal jeg nu gøre med resten af mit liv’-dage.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.