Dirk Gently's Holistic Detective Agency

5 out of 6 stars
Tilbage i slutningen af firserne skrev Douglas Adams første bog i en underfundig lille føljeton om detektiven Dirk Gently. Dirk bliver rodet ind i de mest absurde sager, og hans eneste metode til at opklare dem er bare at følge næsen. For Dirk har nemlig en holistisk tilgang til livet: Alt hænger sammen, så lige meget hvad, der sker, har det noget med sagen at gøre.

Dirk Gently's Holistic Detective Agency 1
Dirk forstår sjældent, hvad der sker omkring ham.

Universet har den samme opfattelse som Dirk, og placerer ham generelt det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, selvom det i øjeblikket kan virke helt ligegyldigt eller tilfældigt. I Adams’ bøger, som jeg har læst for næsten 30 år siden og kun kan huske noget med en sofa og en elektrisk munk fra, sker der en masse sjove og intelligente ting, og det hele viser sig i slutningen at hænge sammen på den mest vidunderlige måde.

Den opskrift er fulgt til punkt og prikke i Netflix’ nye tv-serie om den holistiske detektiv på otte episoder. I første episode findes en mand myrdet i penthouse-værelset på et hotel, hvilket er ganske konventionelt for en detektiv-serie. Men at han tilsyneladende er blevet bidt midt over af en haj, giver grangiveligt tingene lidt af et twist over i det bizarre. Man kan dog være ganske forvisset om, at det er noget af det mest normale, Dirk og hans mere eller mindre ufrivillige kompagnoner kommer ud for i løbet af seriens otte episoder.

Jeg har den største lyst til at fortælle vidt og bredt om alle de helt sindssygt vidunderlige ting, forfatterne har fundet på, men det vil i den grad ødelægge oplevelsen for seeren. Seriens handling eksploderer fra første færd i myriader af forskellige retninger, og ligner hurtigt en pulserende klump af neonfarvede plottråde filtret ind i hinanden uden hoved og hale. Men efterhånden som episoderne skrider frem, begynder det hele at give mening, og man må blankt erkende, at de har tænkt det her helt vildt igennem ned i mindste detalje, og alt det underlige i starten giver vældig god mening hen mod slutningen af serien. I en sådan grad, at man straks har lyst til at se den igen, når sidste episode er forbi.

Serien giver den samme fornemmelse, som de bedste episoder af Doctor Who: Alle konventioner kastes ud af vinduet, og man har en forventning om at absolut hvad som helst kan ske hvert eneste øjeblik – og man bliver bestemt ikke skuffet. Når det virkelig klikker, er det som at opleve en hel ny måde at fortælle historier på.

Dirk Gently's Holistic Detective Agency 2
Skurken Gordon Rimmer er en af de største genistreger i serien. Han spilles suverænt af Aaron Douglas, som nogen nok vil huske som Chief Tyrol fra Battlestar Galactica.

Selvom handlingen intet har med bøgerne at gøre, rammer universet og karaktererne Adams’ stil ret godt, og selvom serien er langt mere voldelig end Adams nogensinde har været, føler man sig straks hjemme, hvis man er gammel nok til at kunne huske bøgerne. Dirks evigt glade og lige så evigt overraskede karakter spilles overmådeligt charmerende af Samuel Barnett, der bringer karakteren til live sprudlende af vid og excentricitet. Elijah Wood spiller Dirks langt mere jordnære ven Todd, der starter i serien som piccolo på førnævnte hotel. Barnets og Woods skuespil slår gnister, og de to er et perfekt match for hinanden. Så perfekt, at trediehjulet i deres lille team, den overordentligt pæne Jade Eshete, kommer til at stå pænt meget i skyggen af deres præstation. På skurkenes side skal Aaron Douglas fremhæves som en af de sjoveste og bedste roller i en tv-serie i nyere tid. Han mestrer både at være sympatisk og dybt foruroligende på én og samme tid, iklædt en overdimensioneret pelsfrakke og de tykkeste brilleglas, man endnu har set på tv.

Hvis man absolut skal brokke sig lidt, og det skal man jo som anmelder, kan man pege på at serien måske er en kende for ambitiøs. Den har helt ufatteligt mange jern i ilden, og nogle af plottrådene kunne måske undværes for at give et mere helstøbt billede. På den anden side er der lagt kraftigt i ovnen til endnu en sæson, som blev sat i produktion allerede en måned efter udgivelsen af denne første sæson.

Dirk Gently's Holistic Detective Agency 3Serien er bestemt ikke for alle. Hvis man leder efter det næste tju-bang-fix, en konventionel krimiserie eller superhelte-halløj, bliver man hurtigt hægtet af her. Man behøver nok kun at se en enkelt episode for at finde ud af, om Dirk Gently fænger eller ej: Historien kører i alle mulige retninger, tonen skifter mellem let komik og blodige drab, og seeren møder allerede i første episode, i hvad der virker som helt tilfældig rækkefølge, Todds søster, der har en bizar psykisk lidelse, hvor hun tror hun kommer til skade, en hacker og en holistisk dræber på en underlig mission, The Rowdy Three (som i virkeligheden er fire), der smadrer alt og suger noget ud af folk, Maskinmændene, et par politifolk, der overhovedet ikke kan gennemskue, hvad der foregår, en CIA-agent, der undersøger paranormale fænomener, en hund og en kat. Det går stærkt, og det er ubeskriveligt fedt at prøve at følge med.

I starten er man forvirret på et højere plan, men det hele klikker på plads undervejs. Det mest imponerende er, at man kommer til at forstå en replik som “Watch out! He’s got the shark!” helt uden at blinke.

Jeg ser de fleste af mine tv-serier i toget til og fra arbejde, og Dirk Gently’s Holistic Detective er den første, der fik mig til at glemme alt omkring mig og køre for langt. Den anbefales ubetinget til dig, der søger noget anderledes, sjovt og fremfor alt intelligent underholdning.

 

Todd: Look Dirk I’m just trying to deal with the realities you keep dragging me into. You climbed the fence, you cranked the thing, you fell into the thing.
Dirk: Let’s not reinvent the truth. That fence was not climbed, just ambitiously fondled.

5 tanker om “Dirk Gently's Holistic Detective Agency

  • 26. december 2016 at 23:54
    Permalink

    Jeg er rigtig glad for serien. Kompleksiteten er meget Adamsk (den femte Hitchhiker-bog gør også lidt af det, i øvrigt). Den er helt klart værd at se.

    Men: Jeg er meget overrasket over portrættet af Dirk. Min opfattelse af ham i bøgerne var, at han var en småsvindler, der kørte på med sit “holistiske” snak som en undskyldning for at gøre, hvad der passede ham og sende folk vanvittige regninger bagefter (som da jagten på en forsvundet kat ledte ham til 14 dage på Tenerife e.lign.) – I serien er han nærmest et uskyldigt og ofte forvirret offer for universets gøren og laden.

    Det sagt: Det kan sagtens være at mit indtryk af Dirk i bøgerne er præget af, at vi ser ham via Richard MacDuff, som er noget skeptisk overfor manden – ligesom Todd i TV-serien.

    Nå. Jeg nød serien. Jeg nød også bøgerne. Live and let live.

    Svar
    • 29. december 2016 at 9:19
      Permalink

      Jeg kunne slet ikke huske Dirks karaktertræk fra bøgerne, så for mig var det ikke noget problem at han er anderledes i serien. Jeg synes de har ramt universet virkelig godt (bortset fra de mere voldelige aspekter, men de passer nu meget godt i seriens udtryk). Mit største problem er hele story-arcen med Bart og Ken, som jeg egentlig ikke synes, der var nogen grund til. Og så halløjet med at bruge tid på at hinte om Dirks baggrund. Men i forhold til, hvor mange fuldstændigt bizarre ting, der rent faktisk lykkes dem at få til at passe sammen, er det detaljer.

      Jeg er nu i gang med at læse den første bog i Dirk Gently-serien for at få den genopfrisket. Til forskel fra dig, husker jeg latterligt dårligt. Kort efter jeg har læst en bog eller set en film, husker jeg den bare som “god” eller “dårlig”, og den generelle vibe i værket. Det er en af de større grunde til, at jeg skriver anmeldelser her: Jeg deponerer min hukommelse, mens den stadig er der, og så kan jeg altid vende tilbage for at “huske” , hvad jeg synes om ting. De bøger/film, jeg læser/ser flere gange, kan jeg dog huske virkelig godt, så det er ikke fordi jeg er dement – min hjerne skal bare ha’ tingene ind et par gange, før den mener det er relevant at gemme.

      (Halvvejs igennem den første bog nu, og Dirk har kun været med i meget kort tid. Men du har ret i dit minde: Han er en småsvindler, der bare udnytter folk).

      Svar
      • 16. januar 2017 at 11:01
        Permalink

        Det er egentlig også en af de lidt skægge ting ved de bøger – Dirk er en bifigur, selv om han er titelperson. Første bog handler mest om Richard MacDuff og de fucked-up mennesker, han har omkring sig – herunder Dirk.

        Den anden bog husker jeg ikke så godt, for den var lidt kedelig. Tror Dirk var mere i centrum der. (Den anden bog kunne tåle at blive afleveret til Neil Gaiman for gennemskrivning. Den er mere ham.)

        Svar
        • 17. januar 2017 at 19:55
          Permalink

          Nu har jeg lige genlæst dem begge, og jeg synes klart den anden bog er den bedste. Jeg kunne huske meget af den undervejs, og jeg kunne se på bogens tilstand, at jeg har læst den en del gange i sin tid. Jeg synes ikke den første er speciel anbefalelsesværdig, men toeren holder stadig rigtig godt.

          Svar
  • 22. marts 2017 at 23:46
    Permalink

    Fantastisk serie! Glæder mig meget til anden sæson. Og, ligesom dig, tænkte jeg også en del på Dr. Who, mens jeg så den. 5/6

    Svar

Skriv et svar til Peter Paaske Juul Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.