Rogue One: A Star Wars Story

5 out of 6 starsRogue One: A Star Wars Story 4

Rogue One: A Star Wars Story (fra nu af Rogue One) er en film, der er rigtig mange vinkler ind i, når man skal fortælle om den. Og jeg er bange for, at jeg er nødt til at fortælle lidt om baggrunden for min holdning til universet, inden at jeg faktisk kan forfatte en anmeldelse af filmen.

Sagen er den, at Star Wars er et univers, som rigtig mange mennesker har meget kraftige meninger om. De første tre film i rækken udkom noget før, der overhovedet var tænkt på mig, og alligevel er jeg vokset op med dem.

Jeg har set dem via fjernsynskanaler, VHS-afspillere, DVD-ditto og generelt oplevet fortællingerne rigtig mange gange. Der er mange, der har det som mig, og der er dermed mange, der med Rogue One får svar på et essentielt spørgsmål fra Star Wars: Episode IV – A New Hope.

Men der skal nok også være en del, for hvem det spørgsmål ikke er så vigtigt. Der er folk, der ikke vokset op med fortællingerne som mig, og de ældre generationer, der var så heldige at opleve filmene i biograferne, dengang de udkom i 70’erne og 80’erne. Der findes uden tvivl folk, der har set episoderne IV, V og VI, men de har ikke nødvendigvis et religiøst forhold til serien.

Det har jeg i øvrigt heller ikke. Jeg kan godt lide universet, men jeg kom aldrig til at elske George Lucas forsøg på at mane liv i universet igen med episode I, II og III. Jeg så episode III i biografen, orkede ikke at se episode II færdig på DVD og har ikke ubetinget gode minder fra oplevelsen med at se episode I.

Jeg har allerede skrevet en hel del om Star Wars uden egentlig at skrive om Rogue One, og jeg har brug for at lette mit hjerte lidt endnu; jeg kunne rigtig godt lide Star Wars: The Force Awakens, men jeg var ked af, at den virkede til at være lavet som et forsøg på at bygge bro mellem de gamle fans af universet og mange kommende generationer af fans af det samme univers ved at genfortælle episode IV.

Det irriterede mig, at man ikke prøvede mere nyt af i forsøget på at genoplive Star Wars, og jeg var med Rogue One lidt nervøs for, om man igen valgte at spille de mest sikre kort og ellers satse på, at Star Wars-universet i sig selv ellers ville være nok til at få folk til at vade i biografen.

Nuvel. Filmen har endnu ikke været ude i mange dage, men den virker til at være et hit allerede. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Jeg ved ikke, om jeg kan lide filmen af andre årsager end andre fans af universet. Men jeg kan virkelig godt lide Rogue One.

Og så til filmen

Jeg kan ikke fortælle om filmen uden at fortælle om universet. Og derfor ender jeg altså med at beskrive lidt af plottet fra en film fra 1977. Da den første Star Wars-film udkom, var der sikkert mangt en fan, der undrede sig over, hvorfor man dog havde valgt at bygge dommedagsmaskinen over dem alle, den såkaldte Dødsstjerne, med så åbenlys en fejl indarbejdet som den, der gjorde, at de gode endte med at vinde i “A New Hope.”

Rogue One: A Star Wars Story 7
Filmens heltinde er virkelig godt og troværdigt spillet af Felicity Jones, selvom hun ikke har meget karakterbaggrund at arbejde med.

Og netop den undren er præmissen for Rogue One. Endelig finder vi ud af, hvorfor Luke Skywalker kunne få den store maskine til at eksplodere med nogle velplacerede skud fra sit lille rumskib. Præcis hvad det hele handler om, bør man selvfølgelig gå i biografen for at opdage, men jeg er glad for at kunne meddele, at jeg var tilfreds med forklaringen. Den del af fortællingen er kernen i filmen, og rundt om det er der bygget et flot og farverigt univers, jeg glæder mig til at besøge i fremtidige film.

Kronologisk starter vi med et besøg hos Galen Erso. Han spilles ganske udmærket af Mads Mikkelsen, og hans karakter er en dygtig videnskabsmand, der har arbejdet for det onde Imperium. Han har været med til at bygge Dødsstjernen, den elskede dommedagsmaskine, jeg først mødte i Episode IV – A New Hope, men han har fået skrupler. Og han er hoppet af ondskabens tog, før projektets afslutning, og forsøger nu at gemme sig med sin familie, der består af ham selv, hustruen Lyra og datteren Jyn. 

Rogue One: A Star Wars Story 6
Filmen har selvfølgelig en skurk. Faktisk har filmen nogle stykker. Derfor må I tilgive mig; jeg aner ikke, hvad han hedder. Men han gør det fint.

Det gik ikke sådan skidegodt, det med at gemme sig, og snart er Galen tilbage i folden hos Darth Vader og alle hans gemene håndlangere. Vi hopper herefter et solidt stykke ud i fremtiden og møder nu Galens voksne datter, Jyn, der af forskellige årsager ikke har haft det fedeste liv i universet.

Sådan må det nu engang være, når farmand er håndlanger for en vaskeægte superskurk, men Felicity Jones spiller nu karakteren Jyn ganske fint. Sammen med rebel-kaptajnen Cassian Ando og droiden K-2SO skal Jyn nu finde en måde, hvorpå et hold af ægte helte kan redde dagen og deres eget skind på et par timers filmforestilling.

Filmen består mestendels af komplette karakterer, der virker til at være ægte væsener. De har fysiske sprækker og psykiske ar, der gør, at det hele ikke bliver for poleret. Min største anke mod et univers som Star Wars er, at de onde ofte fremstår virkelig onde (fordi de er onde), og de gode som virkelig gode (fordi de er gode).

Rogue One gør lidt op med den forestilling, og det var en fryd at opleve rebellerne som de terrorrister, de til syvende og sidst er, overfor Imperiets sorte, blankpolerede ondskab. Der er stadig ikke meget kant og karakter over sidstnævnte, men det hjælper, at Mads Mikkelsens karakter er ret godt lavet, og han formår faktisk at tilføre lidt menneskelighed til en ellers ret endimensionel ondskabsfuld forening.

Rogue One: A Star Wars Story 5
De gode rebeller holder møde. Og de er uenige om det meste. Alt er altså ved det gamle.

Historien formår at komme vidt omkring, og selvom jeg har set det nødvendigt at forklare en brøkdel af det overordnede plot, filmen er en del af, så formår den faktisk at stå overraskende meget for sig selv. Og det er imponerende.

Der er også lidt fanservice med her og der. Og selvom filmen på ingen måde er lige så åbenlyst en karbonpapirkopi af en anden film fra universet, så genkender man stadig en snert af Han Solo og en undskyldning for at give sarkastiske robotter en stemme, vi mennesker kan forstå, uden tolk.

Alt det lyder selvfølgelig meget godt. Men der er også ting, jeg ikke er så stor fan af. Filmen er lang, uden at være for lang, men den er ikke lang nok til at følge alle sine fortællinger til dørs. Og hvor det til tider er svært at komme helt ind under huden på de mange helte, er det noget nær umuligt at få et ordentligt forhold til skurkene.

Rogue One: A Star Wars Story
K-2SO er den perfekte undskyldning for at give robotter i Star Wars en ny stemme. Og stemmen bag? Den skal du have lov at opleve selv.

Der er slet og ret ikke tid nok til at give os baggrunden for alle skæbnernes bevægegrunde for at gøre, som de gør, og det er synd. Det er mest af alt synd, fordi jeg virkelig godt kan lide historien. Jeg er bare ked af, at jeg ikke havde mere tid sammen med de mange herlige karakterer.

Men filmen er virkelig god. Hvor andre moderne eventyrfilm kan risikere at fremstå en kende kedelige, fordi vi aldrig er i tvivl om, at det ender lykkeligt til sidst, har Rogue One en lidt anden præmis, der gjorde, at jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig i sædet.

Derfor var filmen også en stor oplevelse. Der er truffet nogle valg, der nok skal irritere de mere rabiate fans af universet. Men der er også truffet beslutninger, jeg ikke nødvendigvis havde gættet på, at Disney turde give plads til.

Og det gør, at Rogue One er en god film. Og et virkelig godt indspark i et univers, hvor det hele indtil nu har været meget sort/hvidt. Der er kort og godt kommet nogle farverige gråtoner med ombord. Og jeg er fan.

Rogue One: A Star Wars Story 1
Der er selvfølgelig fanservice med i metermål. Og det gør faktisk ikke noget. Der mangler også nogle ting, nogen måske vil blive irriterede over. Det gjorde mig kun glad. Filmen er ikke en del af den kronologiske fortælling. Den er sin egen.

Rogue One: A Star Wars Story 3

 

 

17 tanker om “Rogue One: A Star Wars Story

  • 21. december 2016 at 12:48
    Permalink

    Jeg er også ret glad for Rogue One og jeg var underholdt fra start til slut.
    Det virker til at Disney håndterer det fint indtil videre.

    En ting jeg var imponeret over var hvordan det hele kunne være så utrolig flot(jeg var blæst væk!!) og nutidig samtidig med man var helt med på at den ledte op til “A new hope”(som med dagens standarder slet ikke er så sindsyg flot som Rogue one)

    Det hele var holdt i samme tone med primitive skærme samt våben og rumskibe der ikke virkede vildere eller mere teknologisk fremmelige end de gamle film.

    Svar
    • 21. december 2016 at 17:49
      Permalink

      Det var en af de, mange, fine småting, jeg gerne ville have nævnt også, men som der ikke var plads til. Jeg var også rigtig glad for den måde, filmen håndterede “the force” på. Det var virkelig fint.

      Svar
  • 21. december 2016 at 16:54
    Permalink

    Rigtig fin anmeldelse. Den gav mig lyst til at se filmen.

    Svar
  • 12. april 2017 at 15:50
    Permalink

    Så fik jeg også set den (kr. 99 på blu-ray i føtex), og dommen er helt krystalklar: Det her er den bedste Star Wars-film siden 1977. Hold da helt op, jeg var underholdt. Godt skuespil, enormt flot og – mest imponerende – en rigtig god historie, som bare blev ved og ved med at levere.

    Svar
    • 12. april 2017 at 19:20
      Permalink

      Nu har jeg også set bonusmaterialet, og så behøver jeg ikke længere undre mig over, hvordan fanden de kan have Peter Cushing med i filmen, når han døde i 1994. Carrie Fischer havde jeg regnet ud var cgi, men hun var der også kun i få sekunder. Tarkin er med i mange scener, og jeg havde slet ikke gennemskuet, ar han også er cgi. De er blevet så gode til det, at man ikke kan se det nu. Ifølge bonusmaterialet var det dog også de absolut sværeste effekter i filmen.

      Svar
      • 14. april 2017 at 21:46
        Permalink

        Uden at lyde alt for klog, så så jeg det med det samme. Ikke, at det IKKE er imponerende, men man kan stadig se det.

        Anyhoo, enig med dig i, at det er blandt de bedste SW-film derude, og muligvis den bedste. Og fra i dag af kan du så se teaser-trailer til næste episode i den reelle historie:
        https://www.youtube.com/watch?v=zB4I68XVPzQ

        …Den skal nok blive værd at se, men Ja, den tager sig selv lige lovligt seriøst. Mere Rogue One, tak 🙂

        Svar
          • 15. april 2017 at 10:27
            Permalink

            Jamen, det ER imponerende! Måske hjalp det også, at jeg vidste, at han var død? Jeg noterede mig det i hvert fald allerede i første scene, at det var (pænt god) CG.

  • 2. maj 2017 at 0:01
    Permalink

    Så fik jeg også set den. Den er godt nok god, og jeg er vild med K-250 robotten. “Vil du vide sandsynligheden for at hun bruger den (blasteren) mod dig? Den er høj … Meget høj”. Alan Tudyk gør det fremragende.

    https://youtu.be/qHFE224HD4A

    God historie, god CGI og masser af ramasjang. Dog virkede det underligt at se en Star Wars-film hvor lyssværd spiller så lille en rolle.

    Svar
    • 2. maj 2017 at 20:58
      Permalink

      Tænk, det har jeg slet ikke tænkt over før nu. Ha. Det må jo betyde, at jeg ikke har savnet de dueller.

      Svar
    • 3. maj 2017 at 9:17
      Permalink

      Dog virkede det underligt at se en Star Wars-film hvor lyssværd spiller så lille en rolle.

      Til gengæld er det virkelig effektivt, når det endelig sker.

      Svar
      • 3. maj 2017 at 17:40
        Permalink

        True dat. Meget effektivt. Generelt er det vel en af de mest dystre Star Wars-film der er lavet? Det er ikke et blodigt voldsorgie, men det er et stykke fra Lucas’ farvelade-prequels. Der er også sket en del med CGI’en.

        Der var noget der så forkert ud i en af walker-scenerne, men ellers er de godt nok blevet dygtige til at få CG til at se “realistisk” ud.

        Svar
  • 4. maj 2017 at 11:18
    Permalink

    Jeg har endnu ikke fået set filmen igen, men jeg mindes (som det måske fremgår af artiklen), at jeg var væsentligt mere glad for Rogue One end for Episode 7, fordi jeg syntes, at sidstnævnte lugtede af at være en hyldest til /skamløs kopi af Episode 4.

    Nu har en af mine favorit Youtube-kanaler Lessons from the Screenplay målt de to film mod hinanden.

    Resultatet er ikke helt entydigt, men det udpensler til gengæld noget, jeg slet ikke selv bed mærke i, hverken da jeg så Episode 7 eller Rogue One. Om det betyder, at han ikke ved en skid, eller om det for den almene filmfan er inderligt ligegyldigt, det er sikkert en diskussion værd i sig selv.

    Svar
    • 8. maj 2017 at 18:04
      Permalink

      Det må så være verdens kedeligste youtube, for jeg faldt i søvn efter tre minutter. Hvad er det, der udpensles?

      Svar
      • 9. maj 2017 at 7:11
        Permalink

        Forskellen på, hvordan historierne fortælles. Kort fortalt mener han, at historien i 7 fortælles bedre, fordi hovedpersonen er med til at drive den fremad. I R1 sker tingene omkring hovedpersonen.

        Hvordan man kan falde i søvn til den slags nørderier er mig en gåde 😀

        Svar
        • 10. maj 2017 at 22:36
          Permalink

          I “Raiders of the Lost Ark” har Indy ingen væsentlig indflydelse på plottet fra han har ledt nazisterne frem til Marion.

          Det er stadig en god film.

          Svar
          • 11. maj 2017 at 8:22
            Permalink

            Jeg har på intet tidspunkt sagt, at Rogue One er hverken dårlig eller dårligere end Episode 7.

            Jeg giver faktisk udtryk for det stik modsatte. Derfor synes jeg dog stadig, at det er spændende, at se analyser af film set med andres øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.