Nazca vol. 2: Blood Rivals

Her i de næste tre episoder af Nazcasagaen (de første tre er anmeldt tidligere) er personintroduktionen stort set overstået (selvom der kommer et par nye ansigter til – check persongalleriet i anmeldelsen af den første DVD) og handlingen begynder nu at tage fart.

Linierne trækkes op mellem personerne, men som ofte i anime er de mere slørede end vi er vant til i vesten. Jeg er flasket op på skurke der er så ufatteligt onde, at de blot fortjener at dø i en grenkværn. Men at kalde Yawaru for ond er egentlig forkert. Han har nogle meget radikale synspunkter og planlægger at destruere samfundet som vi kender det. Men han gør det fordi han er overbevist om at mennesket er ved at destruere sig selv og prøver dermed at redde menneskeheden på den eneste måde han kan forstå. Grenkværnargumentet holder ikke helt med Yawaru.

Tilsvarende ønsker Kyoji at stoppe Yawaru fordi han ikke ønsker at dø i overgangen til det nye samfund og fordi han gerne vil have sin gamle lærer og ven Tate (som er Yawaru’s japanske personlighed før Inca-krigeren blev vækket i ham) tilbage. Helt? Han har noble synspunkter, men det hele bunder i egoistiske mål, så måske vi skal hælde Kyoji i grenkværnen i stedet? Min pointe er, at helte og skurke er gråzoner, personer med forskellige mål, der ikke på forhånd er type-castede til at vinde eller dø; det er historien, der afgør deres skæbne.

Netop skæbner er et centralt emne i Nazca. Hvis man pludselig en dag får vækket en genfødt inca-kriger i sig selv, kan man så kæmpe imod det, især når det vender op og ned på venner og fjender? Karaktererne prøver i hvert fald bravt.

Nazca leger stadig med billederne og er dejlig at kigge på, selv for et lav-budget TV-show, som det er. Normalt lægger jeg ikke specielt mærke til musikken i film, men i Nazca gør den sig bemærket fordi den komplementerer billederne og den dramatiske handling så godt. Musikken er klassisk, Bach, Schubert og andre blandet med opera. Når Shinri med hævet klinge skriger “Shut up! This world is doomed to fail!” akkompagneret af skøn operasang er det ganske effektivt til at hive gåsehuden frem.

Alt i alt bliver jeg mere og mere overrasket over, hvor god Nazca er. Jeg er normalt ikke så god til Swords and Sorcery og har aldrig kunnet læse Ringenes Herre færdig. Men to timer inde i Nazca er jeg opslugt af præcis den slags historie. En historie, der fortælles i fragmenter, seeren selv skal yde en indsats for at få til at passe sammen og dermed bliver engageret i. En historie, der på overfladen virker ligefrem, men hele tiden byder på uventede drejninger. Jeg begynder at tvivle på, om Yawarus samfundsomvæltning er den eneste centrale plottråd i Nazca; små hints peger i retning af en dybereliggende historie – f.eks. har alle episoderne spanske titler.

DVD’en indeholder to mini-manga man kan bladre igennem med fjernbetjeningen. Næsten hver eneste side fik mig til at bryde sammen af grin. Der er absolut intet at grine af i Nazca, så derfor virker det dobbelt så skægt at serien tager groft pis på sig selv, når den Super Deforme Yawaru annoncerer “I know this is sudden, but as of today this kendo club will become the Inca Empire Research club” og refererer til sin ypperstepræst som “that four-eyed guy with the shiny forehead”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.