redRobe

4 out of 6 stars
John Courtenay Grimwood er en af de få britiske forfattere, der kan skrive god Science Fiction. På bagsiden af redRobe er han promoveret som “William Gibson meets Quentin Tarantino”. Det lyder som smart markedsføring, men den intense redRobe rammer ikke langt fra målet.

Pave Joan er død, dræbt af en lille syl af is dyppet i curare og skudt ind i hende fra kort afstand. Børnehæren flåede hende i småstykker foran verdens kameraer og billederne er uden tvivl ægte, checksummen på hver eneste frame passer.

Joan har tømt vatikanets kasser, og kirken ønsker hende for retten. Men kirken er imod kloning, så den næste Joan kan ikke tages op af tanken, aktiveres og stilles for retten. I stedet har man sørget for at lagre hendes sanser i fem hukommelseskugler og downloadet hendes drømme til en japansk børneluder for at kunne genskabe Joan. Men både luderen og kuglerne er væk.

Axl Borja, en abort genoplivet af antiabort-aktivister og brugt som propaganda, blev droppet på et børnehjem hvor han fik en alt for hård medfart. Axl er en afstumpet mand, der hellere stikker kniven i maven end argumenterer og hans dræberinstinkt gjorde ham til et hit på et TV-show, hvor stjernerne var lejemordere og aftenens underholdning var drab. Kirken hyrede Axl til deres egne likvideringer, og nu er han på vej til Samsara, det buddhistiske rum-fristed for verdens flygtninge, på jagt efter Joans fem sanser og en luder.

Handlingen i redRobe er sort, grum, brutal og så intens at det føles som at se en videofilm med fast forward trykket i bund. Når bogen er færdig, sidder man med udbrændt hjerne og et syret smil i hele hovedet. Den forlanger umiddelbart en genlæsning, og det er præcist, hvad man har lyst til.

Bogen kan på mange måder sammenlignes med Gibsons Neuromancer. Menneskesynet er kulsort, demokratiet er afløst af multinationale organisationer og kirurgien tillader forbedringer af menneskekroppen på alle tænkelige måder. Karaktererne er fra samfundets nederste lag, spundet ind i omstændigheder ude af deres kontrol og styret fra magtens korridorer.

Hvor Gibson gør det i kropsforbedringer, er Grimwood nede på nano-niveau og hjerne-augmenteringer, et område han rigt udforsker. Gibsons AI’er er enorme computerkomplekser, kun opnåelige for de største organisationer; Grimwood har dem alle steder, og de har attituder. Axl’s spejl gør sit bedste for at fortælle ham at han ligner lort.

Gibsons cyberspace, den originale Matrix, der idag er bedre kendt som Internet, er gamle nyheder for vores generation. Grimwood har præsteret en teknisk troværdig fremtidsroman uden overhovedet at nævne Internet, hvilket jeg finder enormt forfriskende i disse dot.com-tider.

Karaktererne er sjældent dybe i cyberpunk, de er normalt reduceret til hårdkogte karikaturer af desillusionerede gadekriminelle. redRobe har generelt gode karakterer – især Axl, der virkelig ramte en sympatisk nerve hos mig, på trods af at han konstant er to skridt fra et psykisk nedbrud. “The best way to describe the man is ‘broken'”, som AI’en Tsongkhapa tørt konstaterer undervejs.

Bogen er ikke så helstøbt som Neuromancer, dele af handlingen er ikke troværdig og til tider er den unødvendig brutal, men dens intensitet og visioner placerer Grimwood helt oppe i toppen af listen over nye Science Fiction-forfattere, man skal holde skarpt øje med. Født på Malta og opvokset i østen, skandinavien og England, har Grimwood hentet kulturel inspiration fra det meste af kloden, hvilket tydeligt mærkes i dette værk. At han også er meget inspireret af udtryksformen i anime er naturligvis et stort plus hos denne anmelder, og forklarer hvorfor Axl minder så meget om Spike fra Cowboy Bebop.

redRobe er ikke en kopi af Gibsons idéer, den er et spirende kim til næste generation af cyberpunk. En misantropisk ekstrapolering af vort high speed-samfund, jeg roligt kan anbefale til cyberpunk-fans. Handlingen halter hist og her, men visionerne er knivskarpe og yderst interessante.

Check Grimwood’s hjemmeside
Læs et interview med Grimwood.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.