Diablo 2


SÅ er den her! Efter utallige gange at være blevet udskudt er Diablo 2 endelig udkommet. Jens glemmer alt omkring sig og fordyber sig i Diablo’s enorme univers.

Midnights hænder greb krampagtigt om staven. Hun lagde ikke engang mærke til det mere, det eneste hun opfattede var det altomsluttende mørke og lyden af fodskridt. De var stadig et stykke væk. Det beroligede hende en smule. Så ville der stadig være tid til at planlægge hvilke spells hun ville bruge, mod hvem der end nærmede sig. Hvad lavede hun egentlig nede i denne ældgamle krypt? En forræderisk sveddråbe løb langsomt ned af Midnights ben. Hun havde efterhånden så stor kontrol over sine magiske kræfter, at hun ville kunne stå sig imod selv de mægtigste troldmænd. Faktisk ville hun byde en fjendtlig troldmand velkommen! En levende fjende ville være et kærkomment pust sammenlignet med… nej.. det hjalp ikke at tænke på det. Hun risikerede bare at miste koncentrationen, når hun skulle kaste sine spells. Istedet tænkte hun tilbage på, hvordan hun var havnet her i denne gravkrypt midt ude i ørkenen.

Diablo burde have været død. Mange mennesker ville nok være enige med hende i dét. Alle ulykkerne, de unævnelige rædsler og frygten, var endt den dag den navnløse kriger dukkede op fra under byen Tristrams katedral, med nyheden om Diablos død. Hun havde ikke selv været der hin glorværdige dag, men hun kunne let forestille sig euforien blandt byens indbyggere. Det havde været en vidunderlig tid over hele landet efter helvedes horder var blevet fordrevet. Som enhver lykke havde den vist sig at være kort.

Der var ikke mange, der vidste noget om hvordan og hvornår ondskaben var vendt tilbage, men på sine rejser havde Midnight stykket sig sammen til dele af de hændelser, der var sket efter Diablo, Herren Over Rædsel, faldt. Ondskaben var ikke brudt ud overalt og heller ikke i et tilfældigt mønster. Der tegnede sig et spor af ødelæggelser, der startede med Tristram, for at bevæge sig i en lige linje østpå. De mennesker, der var tilbage i de hærgede egne, fortalte ofte om, at kort før ulykkerne og ondskaben satte ind var en mystisk vandringsmand set i områderne. Han var aldrig blevet længe. Gjorde kun korte ophold inden han rejste videre mod sit mål, der åbenbart lå et sted ude østpå. Hvad han søgte var der ingen der vidste. Ikke at der var nogen der prøvede at udspørge den fremmede. Der var noget… anderledes over ham.

Midnight havde fået den samme historie fra alle de overlevende. Vandringsmanden var ankommet og rejst videre hvorefter helvede bogstavelig talt var brudt løs! Det var sket for ofte til at man kunne være i tvivl om, at vandringsmanden var årsagen til ødelæggelserne. Der var flere teorier om hvem han kunne være. Nogen sagde, at han var den selvsamme kriger, der havde besejret Diablo under Tristram. Det stemte overens med, at Midnight havde hørt, at den navnløse kriger var rejst østpå kort efter Diablos fald. Andre mente at vandringsmanden var Diablo selv! Midnight måtte indrømme, at også det kunne være sandt.

Midnight var ikke i tvivl om, at krigeren havde dræbt Diablo under Tristrams katedral. Dræbt hans krop altså! Hans ånd derimod havde overlevet og fundet en ny krop, så det ud til. Skæbnens ironi, tænkte hun for sig selv. At dræbe sin egen værste fjende for selv at blive til den selvsamme fjende! Bittert. Meget bittert…

Om det virkelig var sådan det var gået til, var selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Måske ville hun finde ud af det, når hun indhentede vandringsmanden. Ja, hvis hun altså levede længe nok til at opleve det!

Midnight rystede hurtigt tankerne ud af hovedet. Skridtene var kommet nærmere! Hurtige klaprende skridt… skeletkrigere! Et bistert smil tegnede sig i hendes ansigt. Hun ville ikke få nogen problemer. Selvom de var ligeså hurtige og velbevæbnede som levende krigere, så var de blandt de mere skrøbelige af underverdenens tropper. En kuldeformular efterfulgt af et par hurtige slag med hendes stav, ville være tilstrækkeligt til at gøre det af med dem.

Skridtene lød nu så højt, at Midnight kunne regne ud at ejermanden eller – hvad der var mere sandsynligt – ejermændene var lige om hjørnet. Med en kuldeformular på læberne sprang Midnight om hjørnet. Hendes øjne opfattede hurtigt gruppen af skeletkrigere der, bevæbnede som de var med sværd og skjolde, styrede direkte mod hende. Midnight kastede kuldeformularen mod den forreste af de udøde krigere. Kraften i formularen var stor nok til at påvirke alle krigerne, der straks stod som forstenede. Midnight spildte ikke tiden og løb frem og knuste den første med et velrettet slag med staven. Endnu en faldt inden de tre resterende rystede formularens kraft af sig. De nåede dårligt nok at tage et enkelt skridt, før de alle blev tilintetgjort af en fireball fra Midnights hænder.

Midnight syntes selv det var godt fundet på, at starte med is og slutte af med ild. To af hendes yndlingselementer…”ARGH!”. Noget havde ramt hende! Midt i den pludselige svækkelse efter det uventede angreb følte Midnight kun vrede og irritation. Hvor var det kommet fra? Havde hun overset en skeletkriger bevæbnet med en bue? Hvis så, skulle hun nok få bugt med ham! Midnight sundede sig og så sig omkring. Intet andet end mørke kunne ses. Pludselig var der noget, der fløj ud af mørket. Noget stjerneformet, der nærmest opstod af mørket selv. Hun sprang tilside og skulle til at løbe frem for at finde og dræbe misdæderen, da noget pludselig raslede bag hende. Hun kastede et blik tilbage og så til sin rædsel, at de tre skeletkrigere hun havde dræbt med sin fireball havde rejst sig fra jorden og nu var på vej mod hende, ligeså målrettet som før! Midnight kastede endnu engang en kuldeformular mod skeletterne for at sinke, dem for derefter at løbe ind i mørket foran sig. Hun kunne høre lyden af bandager, der slæbte mod det støvede stengulv. Kilden til lyden dukkede frem foran hende. En mumie!

Midnight havde hørt historierne om mumierne. Sagaerne sagde, at mange af oldtidens store troldmænd efter deres død var blevet begravet i glemte gravkamre dybt inde i ørkenen. Det kaos der herskede i landet havde åbenbart vækket dem til live igen. Til live… det var vist lidt af en vits. At dømme efter mumiens udseende havde den været død længe. Udseendet og lugten mere end antydede det. Mumien var et skræmmende syn. Mindst to og et halvt hovede højere end Midnight med brændende røde øjne, en hårmanke, der så ud til at være vokset videre i døden og et tandsæt, der ville gøre en løve misundelig. Grim karl, ingen tvivl om det.

Mumien begyndte langsomt at gå frem imod hende. Midnight gjorde sig klar til at hamre staven lige ind i hans grimme fjæs, da han pludselig stoppede op og begyndte at mumle for sig selv. Midnight tøvede forbavset, men nåede at indse sin fejltagelse i sidste øjeblik, hvilket reddede hende fra at blive ramt af en af mumiens stjerneformede skygger. Hun tøvede ikke længere og sprang frem mod mumien og gav ham et hårdt slag i brystet. Han blev påvirket af det, det var tydeligt, men ikke i nær så kraftig grad som skeletterne.

Midnight gjorde klar til at slå mumien igen, da denne pludselig trådte et skridt tilbage og så ud som om den trak vejret ind. Inden hun kunne nå at flytte sig udspyede mumien en sky af gas mod Midnight. Skyen indhyllede Midnight, der konstaterede, at 2-3000 år satte sine spor; Mumier havde seriøst dårlig ånde!…

Så skete det langt om længe: Udgivelsen af Diablo 2. Etterens genialt enkle spilkoncept og fremragende gameplay krydret med en god historie gjorde den til et hit verden over, for enhver med den mindste interesse i fantasy og rollespil. På grund af spillets succes var det næsten givet, at spillet måtte få en efterfølger. Den mildest talt dystre videosekvens ved spillets slutning lagde også i høj grad op til en fortsættelse (den sejrende kriger hamrer, af uforklarlige årsager, sjælestenen ind i sin pande).

I tiden der gik efter Diablo 2 blev annonceret som “in production” steg forventningerne til spillet støt. Blizzard udsendte meget tidligt en kort videosekvens (den med kirken), der egentlig ikke viste noget fra selve spillet og faktisk ikke fortalte en disse om historien. Men det betød intet, det var en forsmag og den sikrede at vi var opmærksomme på, at spillet var på vej. Tiden gik og udgivelsesdatoen blev udsat, faktisk adskillige gange. Folk var måske begyndt at tabe interessen for spillets udgivelse, hvis ikke Blizzard havde udsendt endnu en videosekvens (findes bl.a. på “Brood War”-discen). Den var noget længere end den første og i modsætning til denne var den faktisk rigtig fed og fortalte os også om en del af plottet (tiden efter Diablos fald set fra krigerens synspunkt). Mange fans troede da også, at de her havde introen til toeren. Desværre er den slet ikke med i spillet. Bittert.

Som det er set så mange gange før i spilbranchen fortsatte spillet med at blive udskudt. Blizzard opretholdt interessen ved endelig at frigive billeder fra selve spillet og kom med oplysninger om de forbedringer, der ville være i forhold til etteren. Langt om længe kom spillet så endelig. At indfrie alle de forventninger, der har dannet sig i folks bevidsthed, må være næsten umuligt, men lad os se på spillet.

Spillet er blevet mærkbart større siden etteren. Hvor man før hele tiden befandt sig under jorden i de mørke dungeons under byen Tristrams katedral, kommer man nu ud under åben himmel. Og det endda i så forskellige miljøer som steppeland, ørken og jungle. Spilleren er nu heller ikke henvist til, at vende tilbage til den samme triste by hele spillet igennem. Nu er der nemlig hele fire byer! Både byerne og de forskellige spilområder er meget forskellige og man får virkelig en meget mere varieret spiloplevelse end i etteren. Hvert miljø har sine typer af monstre: I ørkenen møder man bl.a. gribbe og kæmpeskarabæer, mens man i junglen møder trædæmoner og pygmæer (med nogen afsindigt irriterende pusterør!). Der er også bidraget til variationen ved at tilføje en dag/nat cyklus, så man nogen gange render rundt i bulder ravende mørke. En gang imellem regner det endda også. I hver by er der forskellige mennesker man kan snakke og handle med. Det gør spillet yderligere varieret at de items man finder eller køber veksler i udseende, så de passer i stil til den by man har købt dem i.

Navigationen mellem de spilområder der er tilknyttet en by, er gjort lidt lettere ved indførelsen af de såkaldte “waypoints”. De er en slags teleportører, der findes rundt omkring i spilområdet. Hver by har én og fra denne kan man så teleportere til de områder, hvor man har fundet en tilsvarende teleportør.

Nu vi snakker om items, så har Blizzard fundet på en måde, så man selv kan lave sine egne magiske items. Nogle af de items man køber eller finder har nemlig indfatninger til ædelsten. Finder man en ædelsten ude i spilområdet (kan aldrig købes i byerne), så kan man sætte dem ind i sine items og få nogle magiske bonusser. Der findes seks forskellige typer af ædelstene (diamant, safir, osv.) og de findes også i flere grader af kvalitet. Jo højere kvalitet jo højere bonusser. Eksempel: Sætter man en safir i et våben giver våbenet udover sin egen skade også “lightning damage” (hvor meget afhænger af ædelstenens kvalitet). Sætter man derimod safiren i et skjold giver det bonusser i “resistance to lightning”. Hver type ædelsten giver forskellige bonusser, så hvis man har fundet en del forskellige, må man vægte hvad der er vigtigst af de muligheder man har.

I Diablo 1 var der grænser for hvilke typer af udrustning ens figur måtte bære. Troldmanden måtte f.eks. ikke bære rustning eller skjold og ikke bruge andre tohåndsvåben end staven. Dette medførte, at det var væsentligt lettere at gennemføre spillet som kriger eller rogue, da de havde mulighed for at bruge alle våbentyper og alle rustningstyper. Langt inde i spillet, når man som troldmand havde opbrugt al sin mana og drukket alle sine potions, så var man nærmest til grin i kamp, når man kun havde en stav, der kunne give 4-12 i skade.

I Diablo 2 er ujævnhederne rettet ud. Der er 5 forskellige figurer (amazone, barbar, dødemaner, paladineren og troldkvinde) og de har alle mulighed for at bruge de samme våben, bære de samme rustninger og hjelme. Kravet til den fornødne behændighed og styrke er der stadig, men nu kan man som troldkvinde rende rundt bevæbnet med pigbesat skjold og stridskølle og tæve monstre. Lækkert! Forresten er der kommet et par tilføjelser til det udstyr man bærer. Nu kan man også bære bælte og støvler. Særligt bæltet er interessant, da det findes i forskellige størrelser og størrelsen afgør hvor mange potions man kan have i det. Med de største typer kan man have væsentlig flere potions end i Diablo 1.

En af de største ændringer, der er blevet foretaget er indførelsen af det såkaldte “skill-tree”. Det er ikke længere muligt, at finde en “tome of fireball”, læse den, hvorefter man har lært at kaste fireballs. Scrolls findes der nu også kun to forskellige af: “Identify” og “town portal”. Nye spells, eller skills som det nu hedder, tilegner man sig, når man stiger i level. Når man har opnået de fornødne XP for at stige, får man nogle points som man kan bruge på sine egenskaber: styrke, behændighed, vitalitet og energi (har afløst etterens “magi”). Derefter kan man vælge 1 skill på sit skill tree. Alle kan dog ikke vælges fra starten, da nogle skills kræver at man har nogle andre først, plus at man også skal være en bestemt level. Den samme skill kan dog godt vælges flere gange, så man forbedrer den istedet for at få en ny.

Figurernes skills er meget forskellige hinanden imellem. Ingen figur kan det samme som en anden. Mens troldkvinden kan lære evner indenfor områderne “fire”, “cold” og “lightning spells” , har barbaren og amazonen f.eks. mulighed for at lære forskellige typer af slag og angreb eller specialiseringer i bestemte våbentyper. Dødemaneren kan lære at fremkalde endnu mægtigere udøde og paladineren kan tilkalde hjælp fra guderne. Det er altsammen med til at gøre det til vidt forskellige oplevelser, at spille med de forskellige figurer.

Indtil videre har det kun drejet sig om de positive ting ved spillet, men er der slet ingen dårlige? Jo, det er der desværre. Blizzard har været sparsommelige på grafikfronten og har bibeholdt etterens opløsning på 640*480. Dengang så det glimrende ud, men nu er det ærligt talt alt for lidt. Ens figur er for grov i sit udseende og ville have nydt godt af en højere opløsning. Også den tekst, der popper frem, når man markerer et item fortjente bedre; tegnene er så grove at alle jeg kender, der har prøvet spillet, er enige om at 5-tallerne ser fuldstændig ud som 6-tallet. Man kan godt se forskel på 5 og 6, men begge ser ud som hver sin version af et 6-tal. Ret irriterende når man tror at ens nye rustning giver +60 til defense, når det viser sig at det kun er +50. Sjusk fra Blizzards side.

I Diablo 1 var det muligt at gemme sit spil stort set overalt. Eneste betingelse var at der ikke var monstre alt for tæt på ens position. Sådan fungerer det ikke længere, nu er der nemlig en autosave funktion i den irriterende ende af skalaen. Man har kun mulighed for at gemme spillet i byerne! Ikke nok med det, så er det kun ens figur og dennes ejendele der gemmes når man er i byerne. Alle de monstre man har dræbt ude i spilområderne er respawnet når man starter sit spil op igen. Dette betyder at man bruger en masse spildtid på at hakke sig igennem de samme monsterhorder i de samme områder, hvis man ikke er nået frem til et waypoint når man saver – eller rettere sagt – går ud af spillet. Meget irriterende faktisk. Det er ikke altid at man har mulighed for at time det sådan at man har mulighed for at blive ved med at spille til man har fundet det næste waypoint.

Lydsiden er der intet at klage over. Lydeffekterne er gode og musikken er stemningsfuld og passer godt til de miljøer man færdes i. I junglen er det en rytmisk hul trommelyd, der er i musikken, mens det i ørkenen er holdt i en typisk arabisk stil. Glimrende arbejde.

Spillets højdepunkt er stadig de mange kampe man kommer i. De er blevet endnu mere hektiske end i etteren, bl.a. på grund af den nye mulighed for at løbe. Det kan man dog ikke i en uendelighed. Nederst i billedfladen har man, foruden de to kugler der indikerer mængden af mana og hitpoints til rådighed, også en bar der viser hvor meget udholdenhed man har tilbage. Den drænes efterhånden som man løber. Er den tom må man gå (eller stå stille, da den så lader hurtigst op) indtil den er ladt op igen. Sammen med udholdenhedsbaren er der også tilføjet en bar, der viser hvor mange XP man har. Praktisk, så man ikke hele tiden skal kalde sit karakterblad frem, hvis man er nysgerrig. Hele den del af skærmen, hvor alt dette befinder sig er også blevet gjort mindre end den var i etteren. Rigtig rart, da det gør én i stand til, at se meget mere af spillefladen.

Selvom grafikken er lidt af en skuffelse er de forskellige spells dog et lyspunkt. De er nemlig blevet meget flottere end de var i etteren og der er også kommet en hel del nye til, der er mindst ligeså interessante som de gamle. Min favorit er nok “Blaze” (sorceress-spell). Dens effekt er, at jorden brænder hvor man går i ca. 5 sekunder. Det minder lidt om “firewall”, men er langt mere fleksibelt. Har man en horde af fjender efter sig fyrer man den bare af, hvorefter man flygter fra fjenderne. Disse render efter én og vader lige ind i den mur af ild der opstår, hvor man går. Jeg har dræbt hele horder af zombier med denne spell ved simpelthen at bruge “Blaze” og så løbe i en cirkel rundt om dem.

Animationen er selvfølgelig forbedret. Både ens egen figur og menneskerne i byerne. De står ikke længere stille uden at røre sig, men går nu omkring og foretter gøremål typisk for dem (f.eks.: smeden hamrer på ambolten).

En anke jeg havde med Diablo 1 var at der ingen mellemsekvenser var. Der var en intro der, på trods af at den var flot, intet fortalte om historien i spillet. Epilogen var god men alt for kort. Plottet var så fedt, at et par mellemsekvenser ville have højnet spillets atmosfære betydeligt. Diablo 2 er opdelt i fire akter (én til hver by) og hver af dem indledes med en meget lang og ganske flot mellemsekvens. Jeg siger ganske flot, for det er tydeligt at de er lavet dengang spillet oprindeligt var planlagt til at blive udgivet. Til gengæld er handlingen i dem virkelig fed.

Manualen er som den plejer når Blizzard laver den. Dvs. at den er gennemarbejdet og fuld af væsentlige detaljer om spillet plus de sædvanlige baggrundshistorier, som man virkelig bør gøre sig en tjeneste og læse. De er virkelig gode. Det hele er krydret med de sædvanlige stilfulde tegninger af figurer og objekter fra spillet.

Der er blevet foretaget mange ændringer i forhold til Diablo 1, både små og store. Spillet er dog stadig grundlæggende det samme, hvilket nok vil være et problem for mange. På trods af alle forbedringerne og det vanedannednde gameplay er det dog basalt set det samme man hele tiden laver. Dræber monstre og forbedrer sin figur. Andet sker der egentlig ikke. Spillet er meget tæt på at få 5 stjerner, men den gammeldags grafik og den irriterende savefunktion koster alstså en stjerne. Er du fanatisk fan af etteren vil det nok ikke betyde det store for dig. Så kan du sagtens lægge en stjerne til. For alle andre er det dog stadig et rigtig underholdende spil.

Med på disc 3 (ud af 3 ialt) er der en video fra Warcraft 3. Den er ustyrligt flot og lidt af et antiklimaks i forhold til mellemsekvenserne i Diablo 2. Den ser ud til at være introen, men man ved aldrig…

Ifølge Blizzard kræver spillet følgende: Windows 98/95, Pentium 233, 32 MB Ram, 650 MB HD, 4x CDROM-drev.

Jeg kørte spillet på en 350 Mhz K6-2 med 64 MB Ram, den fulde installation på 1,5 GB, et 6x/32x DVDROM-drev og et Matrox Mystique 4MB grafikkort. Det kørte fint dog med perioder med hakken af og til, som regel når jeg ankom til et nyt område eller mødte store horder af fjender på en gang. Spillet understøtter Glide og Directx-baserede grafikkort, men jeg fik aldrig spillet til at acceptere mit 3D Blaster Voodoo2. Det gik altid ned efter introen var færdig.

Mindre Pc’ere kan godt køre spillet men væsentlig mindre maskiner vil nok komme ud hvor de ikke kan bunde.

Spilpriser.dk er et glimrende sted at finde spillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.