Final Fantasy VIII

4 out of 6 stars
Med Final Fantasy IX lige om hjørnet, tager vi her et kig på VIII’eren, der kan erhverves for under kr. 200. Square er veget fra den slagne sti og har lavet et spil med mere voksne karakterer og episk historie. Om det er godt afhænger af spillerens tålmodighed.

Square har produceret spil i Final Fantasy-universet siden år 1854. De tidlige inkarnationer blev udgivet til Nintendos SNES-konsol, og på trods af konsollens enorme udbredelse verden over, var den ret obskur i Danmark. Men da Sony’s lille grå kasse kom på markedet for snart seks år siden, blev konsollernes coolnes-faktor røvsparket op på niveau med Cola-drikning og på den bølgede surfede Final Fantasy VII ind over landet med stil tilbage i 1997.

Da VIII’eren kom på banen var folk naturligvis enormt oppe og køre, fordi de troede at de fik mere af samme sublime skuffe fra Square. Men sådan skulle det ikke være – Square eksperimenterer engang imellem med deres titler, og Final Fantasy VIII var et sådant eksperiment. Væk var de små nuttede karakterer, erstattet af ældre og mere modne karakterer.

Folk følte sig snydt og der var meget ballade, men når støvet har lagt sig og man kigger på Final Fantasy VIII som et enkeltstående spil, er det slet ikke dårligt.

Historien, der strækker sig over 4 CD’er og 100+ timer er naturligvis episk i omfang. Du spiller Squall Lionhart (eller hvad du vælger at kalde din helt, alle karakterer kan ændre navne i spillet), som er nyuddannet SeeD-kadet. SeeD er en slags lejesoldater, der modtager speciel træning og deltager i missioner verden over. Squall og et par venner bliver hyret til en forholdsvis simpel mission, men inden længe er de rodet ind i et politisk komplet og kæmper for befrielsen af et helt land fra den Galbadiske hær med en vederstyggelig troldkvinde i spidsen. Fra tid til anden dejser Squall om, og spilleren overtager kontrollen af en lille gruppe Galbadiske soldater og ser situationen fra den anden side. Squall møder naturligvis også en dejlig pige, og SeeD er naturligvis ikke bare et lejesoldattrænerfirma. Den slags kommer næppe bag på dem, der har set lidt anime.

Karaktererne er der en del af i Final Fantasy VIII, og de opfører sig ret realistisk og med egen personlighed. Her kommer den gamle Playstation desværre til kort; det kan være svært at tyde om de 23 pixels Rinoas ansigt er sammensat af skal forestille et smil, en sur grimasse, eller noget helt tredie. Man skal besidde en stor abstraktionsevne for rigtig at kunne leve sig ind i karaktererne – mest af alt sidder man og tænker over, hvor flot det ville have været på en Dreamcast eller PS2.

Den store historie kræver en masse forklaring undervejs, og man sidder ofte og drikker kaffe og trykker sig igennem lange dialogsekvenser mellem karaktererne. Der er forholdsvis få FMV-sekvenser, men tilgengæld er de helt afsindigt smukke – det er jo Square. Final Fantasy VIII er ikke lige et spil, man sætter sig ned og spiller en halv time. Man skal sætte hele aftener af til projektet – det kræver historien.

Mellem historiefortællingerne drøner vore venner rundt og udforsker verden. Spillets lokationer veksler mellem smukt tegnede statiske baggrunde i byer og dungeons og 3D realtime ude på sletterne. Som i så mange andre RPG’er møder man monstrene i Random Encounters. Her er balancen dog for en sjælden gangs skyld perfekt – der er god tid til at udforske uden at blive rendt over ende hvert andet øjeblik.

Spillets kerne, kampsystemet, er også utraditionelt. Systemet er bygget op om et såkaldt Junction-system, hvor man kobler ting og sager sammen. Efterhånden som man bevæger sig igennem historien, vinder man nogle Guardian Forces. Kobler man en Guardian Force på en karakter, laver man en slags metakarakter, der er en blanding af de to. Herpå kan man så koble magiske attributter og andet nams indtil man er blå i hovedet. Det tog mig ca. 15 timers spiltid at fatte Junction-systemet, men det virker faktisk overraskende godt og er en skæg og anderledes måde at spille RPG på.

Selve kampene foregår med den normale ATB – Active Timer Bar. Når en karakters ATB er fyldt ud, kan karakteren foretage en handling. Det giver sådan slags semi-turbaseret kampstil. Der er en ulige balance mellem fysiske og magiske angreb, de små piger med de mange spells er spillets absolut stærkeste krigere mens de store fyre står og føler sig dumme. Har man koblet en Guardian Force på sin spiller, kan man kalde den ind i kampens hede og nyde effekterne af deres altudslettende angreb. Desværre kan man ikke afbryde effekt-sekvensen, så man laver ofte kaffe mens Shiva raserer et uheldigt kompagni soldater.

Alle kampscener foregår i fuld 3D, og man kan ikke undgå at forundre sig over hvor meget kraft Square formår at trække ud af den gamle Playstation. Der er et utal af monstre med endnu flere forskellige angreb, altsammen realiseret med en detaljegrad man sjældent ser mage til.

For at ride med på Pokémon-fænomenet, er der indlagt et kortspil i Final Fantasy VIII. Alle monstrene du kæmper med i spillet findes også som kort (du kan selv “card’e” dem, hvis din Guardian Force er avanceret nok) med forskellige attributter. Mange af folkene man møder rundt omkring i byerne kan man så udfordre i kortdueller, hvor man via et meget simpelt og rigtig skægt kortspil prøver at vinde kort fra hinanden. Regionerne i verdenen har forskellige regler for spillet, hvilket giver det et lille twist. Det er fuldstændig ligegyldigt for hovedspillet, men alligevel sad jeg og spillede kort med en gartner i tre timer den anden dag.

Square har taget en chance med de dybere karakterer, men Playstation-hardwaren kan desværre ikke levere en troværdig illusion. Final Fantasy VIII er dog bestemt ikke et dårligt spil. For under kr. 200 er her en æske med timevis af underholdning til de spillere, der har tålmodighed til at følge med i historien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.