Darkstone
“Hvor svært kan det være at lave de der spil, som Square konstant spytter ud?”, har det sikkert lydt i den kreative afdeling hos Delphine Software. Det var starten på en dårlig idé.
Den onde munk Draak har fundet ud af at skifte sin egen krop ud med en drage. Med sit nye energiske ydre volder han død og ødelæggelse på planeten Uma. Ingen point for at gætte, hvad din opgave går ud på.
Darkstone er et RPG
Det samme kan man desværre ikke siges om det Diablo-inspirerede gameplay. Man styrer sin enlige helt (valgt ud fra 8 tilgængelige klasser) rundt i et 3D-landskab, der hakker og sprutter så man føler sig hensat til de gamle C64-dage. Møder man et monster, trykker man på X-knappen indtil det er dødt – præcis som i Diablo. Så kan man samle ting op, stige levels og lære spells alt imens man keder sig bravt.
Som i ethvert 3D-spil er kameraføringen vigtig. Delphine har valgt den helt igennem uforståelige strategi at lade kameravinklen langsomt ændre sig mens man går. Det betyder, at man mister orienteringen på rekordtid i de meget ensartede dungeons. Der er et kort, men det lykkedes mig aldrig at kigge på kortet og bagefter gå den rigtige vej grundet det tåbelige kamera.
Delphine er gået efter originaliteten i historien: I en lille landsby er alle kvinderne blevet forvandlet til sten af en gammel, modbydelig og ond heks, der kun vil trylle dem tilbage igen, hvis du går ned i en stor dungeon og henter en hemmelig ting til hende.
Nogen burde ringe og fortælle dem, at vi ikke er i 1982 mere. Men Delphine har åbenbart valgt at leve lidt i fortiden; på deres hjemmeside står at de vil udvikle til Sega’s kommende spillekonsol kaldet “Dreamcast”.
De har dog fået plads til et enkelt originalt indslag: Man skal spise mad, ellers dør man af sult. Endnu et irritationsmoment føjet til spillets allerede lange liste.
Darkstone ville sikkert være et udmærket spil i en verden uden Square og Final Fantasy. Men i denne verden er spillets eneste funktion at fremhæve hvor sublime RPG