Hvad gik der mon galt med Mumien vender tilbage?

Hvor var det lige, at det gik galt da de lavede Mumien Vender Tilbage? Den har jo overhovedet intet at gøre med Tove Janssons sære historie om finske fabeldyr fra 1973.

Det glædede mig usigeligt, da jeg hørte, at en fortsættelse til TV-serien “Mumidalen” fra 1973 var på vej til det store lærred. Serien blev vist som julekalender herhjemme i 1980, men det har de fleste glemt, fordi rammehistorien hed “Jul og grønne skove” og var lavet af Poul og Nulle. I folkemunde hed den “Hullet i jorden”. Den var meget eksperimenterende.

Dengang fandt jeg Mumitroldene meget uhyggelige. Der var et eller andet ved de små ben, store næser og evigt åbne øjne, der skræmte mig fra vid og sans, og jeg kender folk, der har fået mareridt blot ved at høre titlen på en af de mere succesfulde Mumi-fortællinger Kometen kommer.

Jeg må indrømme, at jeg fandt det lidt sært, at man ville lave den som Live Action. Nok var det en succes med Flintstones, men det var en katastrofe med Inspector Gadget, og i historien om Mumitroldene forekommer der utroligt få menneskelignende personer.

Dette problem har instruktør Stephen Sommers løst på sin egen unikke måde ved simpelthen at ansætte skuespillere, som har træk, der minder om figurerne i den oprindelige historie. Mumi selv spilles af en skaldet mand med stor næse (Arnold Vosloo), Snorkfrøken spilles af en arrogant strigle (Patricia Velazquez) – hvorfor har man ikke valgt en blondine til rollen? – Lille My spilles af en irriterende dreng – ja, en dreng – og så videre. Det hele besværliggøres af, at figurerne kaldes ved kælenavne. Således kaldes Mumi for Imhotep, Snorkfrøken for Anck-su-namun og Lille My for Alex.

Filmen handler, kort fortalt, om at Mumi prøver at få chancen for at leve et stilfærdigt liv som hersker over Jorden med Snorkfrøken ved sin side. Denne gang viser hun faktisk en vis interesse for Mumi, men det glipper trist nok på et afgørende øjeblik.

Mumi skal få verdensherredømmet ved at stjæle det fra en, der kaldes for Skorpionkongen, men som tydeligvis må være en personificering af Kometen, som alle i Mumidalen frygter i Kometen kommer-historien, da “han” smadrer alt hvad han kommer i nærheden af. Han spilles da også af en fyr, der kaldes “The Rock”, så symbolikken er tydelig. Bare synd, at Stephen Sommers ikke er klar over, at en komet er en stor snebold, ikke en sten.

For at gøre dette skal Mumi først finde hjem til Mumidalen, som åbenbart er blevet væk et sted i Ægypten. Lykkeligvis finder Lille My et armbånd, som kan vise vejen dertil.

Det kunne være så nemt for Mumi (der har fået nogle sære magiske kræfter, som vi vist ikke har hørt om før), hvis ikke Lille My havde allieret sig med to personer, som jeg ikke har kunnet identificere, men da de er ude efter Mumi må de i hvert fald være onde. Mumi prøver at redde My fra de onde menneskers favntag, men My er som sædvanlig på tværs, hvilket jo altid er morsomt.

Det samme kan desværre ikke siges om resten af filmen. Jeg synes, at Stephen Sommers i sin kamp for at skabe noget, der kan sælges i USA klart har givet køb på væsentlige elementer af Mumitroldenes verden. Hvor er Mumimor og hendes fantastiske kager? Hvor er Mumifar og hans høje hat? Hvorfor ligger der pludselig en pyramide i Mumidalen, og hvorfor er Hattifnatterne pludselig blevet til nogle små sære skeletpygmæer, der render rundt og bider folk?

Måske havde denne film haft godt af at vente et par år, til digitale skuespillere er blevet billigere i drift, så Mumi faktisk kunne ligne en mumitrold og så Snif og Hemulen og de andre kære væsener kunne være med. I denne form tror jeg i hvert fald at børnene får svært ved at genkende figurerne. Til gengæld skal de nok blive lige så skræmt som jeg blev dengang i 1980.

Jeg forstår godt, at Tove Jansson ikke har sat sit navn på dette værk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.