Web Site Story

3 out of 6 stars
I Web Site Story forsøger Robert Rankin at blande alvorlig science fiction, kærlighedsdrama og slapstick-komedie sammen til et større hele. Skomager, bliv ved din læst!

Mute Corp har, under dække af Y2K-sikring, fået installeret en hemmelig chip i en masse computere i England. Men chippen indeholder en virus, der også smitter mennesker, og da folk begynder at forsvinde i Brentford er det op til den lokale journalist og hans kvindelige sidekick at løse mysteriet.

Robert Rankin har skrevet nogle fænomenalt sjove bøger, hvoraf den nu legendariske og fem bøger lange Brentford Trilogy må betegnes som hans mesterværk. Hans humor er helt speciel og kræver tilvænning før man kan spotte alle de små genialiteter. Hans speciale er såkaldte running gags, hvor det sjove ikke ligger i selve tekstpassagen, men gentagelsen af den. Nogle gags løber over få kapitler, mens andre løber over mange værker. Kendere af Rankin vil smilende til fraser som ‘The Lady with the straw hat’ og ‘an oversized red gingham handkerchief’.

It must be a tradition, or an old charter, or something.

Normalt jubler jeg lidt inde i mig selv, når jeg spotter en af disse running gags, men denne gang er de udført for ofte og med så mekanisk præcision, at gassen fiser lidt af ballonen.

Web Site Story foregår i Brentford ligesom alle Rankins andre bøger, men det er kun Old Pete vi kender fra tidligere værker. Og her begynder bogens problemer at dukke op i overfladen. Rankin har skabt nogle nye karakterer til at drive bogens hovedhistorie, og de er så 2-dimensionelle og ligegyldige at jeg havde svært ved at bevare koncentrationen undervejs.

Rankins historier plejer at være geniale rammer for at fyre den ene vanvittige situation af efter den anden, men denne gang har han også skiftet stil. Historien er faktisk ret alvorlig og mod slutningen direkte dyster. Der er lånt fra The Matrix og William Gibson’s Neuromancer i en grad der må betegnes som kopiering snarere end inspiration.

Ind i den dystre historie har Rankin flettet et par af sine vanlige scener, og især en slagsmålscene i en digterklub fik mig til at grine højt mange gange. Men disse scener blandes med resten af historien som olie i vand og gør læsningen til noget af en prøvelse.

Web Site Story virker som et forsøg på langsomt at glide ind i et seriøst forfatterskab. Det havde dog været meget bedre, hvis Rankin havde turde tage springet fuldt ud, og lægge al komikken på hylden, eventuelt under et synonym. Web Site Story er ikke direkte dårlig, men den falder mellem to stole, og bortset fra et par enkelte scener med Old Pete, er den uinspireret og kedelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.