Ayumi Hamasaki: Concert Tour 2000 vol. 1 og 2

5 out of 6 stars
Ayumi Hamasaki er en perfekt eksponent for japansk popmusik, og er i denne anmelders øjne den mest oplagte kandidat til et gennembrud i vesten. Men inden det sker, kan vi nyde disse to koncert-DVD’er fra den lille pige med den store stemme.

Jeg er en nørd, og derfor har jeg per definition svært ved at interessere mig for den kultur, der hedder “mainstream”. Jeg har en trang til at fordybe mig i ting og der er ikke meget dybde i hverken Aqua eller Backstreet Boys. Det er simpelthen for let tilgængeligt og dermed for kedeligt for mig.

Men mainstream behøver ikke at være et lukket land! hvis nu sangene er på et sprog jeg ikke forstår. Og musikken er anderledes end jeg er vant til. Og pladerne er svære at skaffe. Kort sagt, hvis jeg skal arbejde for at sætte mig ind i sagerne – så er det pludselig spændende, nyt og anderledes – tre vigtige faktorer for en nørds interesser.

Med min store interesse for japansk animation, var det logisk at finde ud af, hvad japansk kultur ellers havde at byde på. Efter jeg stiftede bekendtskab med en samling videoer fra pigegruppen Morning Musume (som vi tidligere har skrevet om) var jeg solgt til stanglakrids. Musikken var skæg, pigerne var nuttede, sangene var dejlige og deres videoer var så langt fra det, jeg har set på MTV at jeg ikke stod til at redde.

Morning Musume er en meget visuel gruppe. Jeg kan godt holde ud at høre på deres musik, men de nydes bedst sammen med deres gakkede og hyperkinetiske videoer. I min videre søgning er jeg faldet over en del japansk pop, som jeg kan lide at høre på, men én kunstner hæver sig hovede og skuldre over resten af dem: Ayumi Hamasaki.

Den nu 22 år gamle Ayu, som hendes fans kalder hende, startede som fotomodel i midten af ’90-erne. I ’97 tog hun en tur til New York for at tage sanglektioner og året efter drog hun hjem til Japan med et nyt syn på livet og en god portion idéer i bagagen. Hun begyndte at skrive sange, og den 4. april 1998 udgav hun sin første single, Poker Face. En sørgelig sang, hvor hun med et falsk smil bærer sorgen over et brud mens mun leder efter den sande kærlighed.

Selvom det er svært at snakke om ægthed i en pop-verden hvor en 17-årig plastic-pige med pumpede patter er fortaler for “ingen sex før ægteskab” mens hun synger “I’m not that innocent” for de skrigende masser, vil jeg alligevel gøre et forsøg.

Ayu skriver samtlige af sine sange selv, og alle teksterne bunder i egne eller venners oplevelser – hun tager aldrig på skovtur i fantasiens verden. Selvom jeg ikke forstår et ord af hendes sange, kan jeg sagtens mærke den smerte og sorg hun synger om. For den lille pige på 156cm og 40kg kan synge, så man tror det er løgn. Hendes stemme kan være lillepiget, sexet, lykkelig, sønderknust, krystalklar og sovekammerhæs. Når hun synger igennem på f.eks. A Song for XX får jeg uværgeligt bløde knæ, selvom jeg har hørt sangen mange, mange gange nu.

Ayu’s tidligere karriere som model har hun bragt med over i sin sangkarriere. Hun eksperimenterer konstant med sit udseende i sine videoer og koncerter, og udover at have vundet utallige sang-priser, har hun vundet flere “Best Dresser”-priser og er ofte med på top-listerne over bedst klædte piger i modebladene. Hvis man forventer at Ayu ligner de søde tøser fra Morning Musume bliver man nok en smule overrasket – som det ses af billedet på denne artikel er hun meget vestlig i sit udseende. Det er lidt synd, fordi mange gymnasiepiger kopierer hendes udseende. Japanske piger er nu sødest, når de ser japanske ud!

I løbet af Ayus tre år lange sangkarriere har hun kæmpet sig op til at være en af de mest populære kunstnere i Japan. I år 2000 solgte hun over 50 millioner singler og over 63 millioner album. Svimlende tal for en dansker, men alligevel ikke helt nok til at placere hende på førstepladsen – hun blev slået på målstregen af Mariah Carey-klonen Utada Hikaru.

De to DVD’er, som denne anmeldelse jo egentlig handler om, er begge udgivet den 27. september sidste år, og er to koncertoptagelser fra Ayus 2000-tour.

Begge DVD’er har en udpræget live-lyd. Til forskel fra de fleste andre pige-popstjerner, er Ayu’s band ofte langt fremme i rampelyset og selvom hun er den absolutte stjerne, fremtræder hun også som forsanger i en gruppe. Disse koncertoptagelser er derfor ægte live, hvor bandet spiller ægte musik og Ayu synger med sin ægte stemme. Lyden er naturligvis mindre poleret end en studieproduceret plade, men til gengæld er det mere levende og dynamisk med plads til improvisation. For rigtigt at kunne sætte pris på disse koncertoptagelser anbefaler jeg at man først stifter bekendtskab med Ayus sange; LOVEppears er en fremragende CD at starte med.

Den første DVD er en kombination af modeshow og koncert – Ayu skifter tøj over 10 gange i løbet af den 105 minutter lange koncert. Som følge af garderobeaktiviteterne er der længere pauser mellem numrene. Her kan man nyde danserne lave flotte numre eller – via angle-knappen på fjernbetjeningen – følge Ayu om bag scenen og se hende skifte tøj! En super idé, der desværre falder lidt på gulvet grundet dårlig kameraføring bag scenen.

Sceneshowet er flot med de mange dansere udklædt i fantasifulde kostumer. DVD’ernes anamorfiske billedside er tæt på at være perfekt og af imponerende høj kvalitet for et live show. Billedsiden er efterfølgende påført en bred vifte af digitale effekter lige fra subtile lyseffekter til overdådige lyn-show. Det er gjort kompetent og blendet godt ind i billederne. Men man kan alligevel ikke undgå at føle at de små mennesker bliver væk på den absurd store scene.

Ayu selv er ingen danser – hun kan et par trin eller tre, men hun er lysår fra koreografiske kunstværker som Britney Spears eller Destiny’s Child. Til gengæld kan hun synge og samtidig vise sine følelser. På Monochrome hugger hun et sværd i hjertet på sig selv og med blodet løbende ned ad den kridhvide kjole synger hun sin sorg og smerte ud med så stor følelse og sjæl at gåsehuden uværgeligt melder sig. Hovedparten af Ayus sange skal bestemt ikke synges af en dansende og smilende pige.

Den første skive er et professionelt gennemført live show med en mængde spændende kostumer (især sommerfugle-kjolen, hvis slør må fylde over 200 kvadratmeter) og flotte danseopvisninger. Angle-funktionen er en god idé på papiret, men i praksis noget rodet. De 15 sange på skiven er et bredt udsnit fra de tre plader Ayu indtil videre har udgivet. Selvom koncerten er meget flot, virker den lidt upersonlig – Under størstedelen af koncerten er der ikke meget snak mellem numrene og bandet ses aldrig. Den sidste halve time vågner Ayu dog op og river publikum godt med og acapella-udgaven af Seasons under ekstranumrene er meget smuk.

Den 108 minutter lange anden DVD er den visuelle modpol af den første. Her er bandet fremme på scenen under hele forløbet og Ayu selv optræder kun i 2-3 forskellige outfits – i sidste halvdel af koncertern er hun bare iført T-shirt og slidte jeans. Mellem numrene pjatter hun med publikum og fortæller små historier. Prikken over i’et er, da hun lærer publikum at danse til Trauma sammen med sine trauma-sensei. Hvis man er i tvivl om, hvor søde japanske piger helt præcist er, skal man bare se Ayu som danselærer.

Da publikum på et tidspunkt synger en lille sang for hende, begynder hun at græde af glæde og under afskedsnummeret er hun så rørt at hun må stoppe midt i omkvædet. Kynikeren i mig siger at konen har gnedet løg i øjnene og at det hele er et kalkuleret show. Men mit hjerte vælger at tro at hun virkelig er bevæget og glad, og det giver denne koncert et meget nært og personligt præg, der placerer den pænt over den første DVD på min personlige rangliste.

Bag scenen hænger en storskærm, der viser nogle flotte videosekvenser skabt specielt til koncerten. Her kommer angle-knappen igen i brug, fordi man kan vælge at se enten koncerten eller de billeder, der bliver vist på storskærmen. Simpelt men genialt.

To’eren indeholder også 15 sange. De to DVD’er har hele 9 sange tilfælles, hvilket er ret synd – da skiverne blev udgivet havde Ayu indspillet over 40 sange, så der var nok at tage fra. Da de fælles sange ydermere er de største hits, er det altså ikke det musikalske udvalg, der afgør indkøbet, snarere om man vil have den flotte eller den hyggelige koncert.

DVD’erne indeholder ingen ekstra features, kun en statisk menu hvorfra man kan springe til de enkelte sange. Jeg kunne godt have tænkt mig at man havde brugt et tekstspor til at annoncere numrenes titler. Og så kunne jeg selvfølgelig ønske mig engelske tekster, men jeg kan ikke klantre en japansk udgivelse til det japanske marked for mangel af engelske tekster.

Holder du af Ayumi Hamasakis musik, er der ingen tvivl om at du vil elske disse DVD’er. Begge to er værd at anskaffe, da de byder på forskellige sider af Ayus talenter. Men da de koster $52 stykket hos CD Japan vil man nok nøjes med én af dem – og her er der ingen tvivl om at to’eren er den bedste. Den er ikke så stort anlagt som den første, men den har et marginalt bedre udvalg af sange og emmer af personlighed og nærvær så man helt glemmer den enorme pengemaskine, der står i kulissen.

Brug alle dine penge hos CD Japan
Der er utroligt mange fansider om Ayu på nettet. Ayu er blandt de bedre.


What if you’re alone
and suddenly become blind,
and what if despite that
you kept walking forward?

Come here, give me your hand

If you’ve only got
one wing…
Even if I only have
one wing left…


What if there was
nothing to believe in,
and what if all that’s left
is despair?

Please, hear my prayers
in this era overflowing
with wingless angels.

If you are left
with no wings…
If I have even one
wing left…
Together… together…

(endless sorrow)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.