Geek Culture fylder 2 år

Der er gået endnu et år på Geek Culture. Vi har holdt en fødselsdagsfest på redaktionen og gjort status over året der gik. Her er din chance for at se folkene bag Geek Culture! Hey, kom tilbage!

Selvom vi først tør berette om det nu, skete det altså lørdag den 25. august, at Geek Culture fejrede sit andet år online. En stor del af redaktionen var samlet hos Casper Kvan Clausen, hvor vi hyggede os sammen til klokken fem om morgenen. Der blev spist god mad, vi spillede det til lejligheden udviklede Geek Culture Fødselsdagsspil og dystede i Samba de Amigo til øjnene ikke længere kunne holdes åbne.

Der kan skrives mange ord om det forgangne år, men i stedet for at skrive en bunke selvforherligende sludder, vil vi lade statistikkerne fra vores database tale deres eget sprog.

Siden vores første fødselsdag i august 2000, har de travle skribenter skrevet 371 artikler, og vores i alt 840 artikler er blevet læst sammenlagt 165.912 gange siden sidste år. Det svarer til, at der hver dag er blevet læst over 450 artikler på Geek Culture.

Vi har holdt 17 konkurrencer med i alt 607 deltagere og 76 præmier er blevet sendt ud til de heldige vindere – i gennemsnit har man altså 12,5% chance for at vinde i en konkurrence på Geek Culture.

Vi har fået 213 nye brugere. De i alt 539 aktive brugere har skrevet 3.194 kommentarer, der er stærkt medvirkende til at gøre Geek Culture til et levende sted.

Og så er der afgivet 3.069 stemmer i vore 81 afstemninger.

Vi kan ikke undgå at sidde med et bredt smil. Det er imponerende tal for et site, der er drevet gratis af en bunke amatører i deres sparsomme fritid.

Vi har ingen grandiøse fremtidsplaner for Geek Culture. Vi håber blot at kunne blive ved med at tilbyde spændende artikler til vor stigende skare af trofaste læsere. Lad os få endnu et spændende år sammen!

Her følger et udvalg af billeder fra fødselsdagsfesten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.