Mario+Rabbids Kingdom Battle
Ubisoft har, af uransaglige årsager, fået lov til at begå et bizart mashup af deres Rabbids-univers med Nintendos ikoniske Mario-verden. For dem, der ikke i forvejen kender til Rabbids og deres spilserie (mig selv inkluderet), er der tale om nogle åndssvage kaniner, der drøner rundt i landskabet og laver ballade uden egentlig at fatte en skid andet end at have det sjovt.
I en eller anden underlig forhistorie, jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale i, får Rabbids adgang til videnskabeligt udstyr, som kan blande objekter sammen på atomart niveau. Og en vaskemaskine, der kan transportere dem ind i Marios univers. Hvor de prompte ødelægger alt og skal besejres.
Det giver ikke så meget mening, men det er ligemeget. Hovedpersonen i spillet er stadig Mario, der fra starten danner hold med Rabbid-udgaver af Peach og Luigi. Trekløveret begiver sig ud i en komplekst designet verden fuld af hemmeligheder og skattekister – og fjender. På deres vej gennem landskabet støder de ind i afgrænsede områder, hvorefter spillet trækker i arbejdstøjet og lukker op for de kampe, som kommer til at udgøre langt den meste tid, man spenderer i spillet.
Har du spillet en af de nyere inkarnationer af XCOM, ved du præcist, hvad der venter: En arena med mere eller mindre gode skjul og et objektiv om at nedkæmpe nogle eller alle fjender, nå et område eller eskortere en forsvarsløs karakter igennem fjendeland. Det hele foregår efter tur, hvor man først rykker alle sine spillere, hvorefter modstanderen gør det samme, indtil en vinder er fundet.
Mario og kompagni har forskellige våben til rådighed; Mario en rumpistol, Peach et potent haglgevær og Luigi en langtrækkende riffel. Lad mig sige det med det samme: Luigi er for en gangs skyld den bedste karakter i et Mariospil. Hans evner som finskytte er uovertrufne, og når man får låst op for den dyrere ende af hans skill tree, kan den grønne underdanighed skyde op til tre gange uden for tur, hvis fjenden bare tænker på at løbe over åbent terræn.
En unik ting for Mario+Rabbids er karakterernes mobilitet. Vi er vant til at rykke en lille smule frem mod næste sikre ly og derefter åbne ild mod fjenden. Her kan man på en enkelt tur løbe ud og sparke end fjende, løbe videre til en holdkammerat, hoppe højt op i luften ved at hoppe på vedkommende og derved lande på højtliggende terræn, og efterfølgende åbne ild mod fjenden. Senere, igen ved at låse op for spillernes skill tree, får man mulighed for at tackle op til fem fjender i samme tur, og hoppe på to medspillere. En enkelt tur kan altså resultere i, at man traverserer det meste af en arena og deler spark ud til en mængde fjender undervejs – altsammen før man har foretaget det egentlige angreb. Det giver kampene en dynamik og varietet, jeg ikke har set før, som gør det overordentligt underholdende.
Verdenen er, på normal Mario-maner, præsenteret som et nav, hvor fire tematiske underverdener stikker ud fra. World 1 er en meget blid indføring i alle facetter af kampene, og mens man spiller den, er man tilgivet for at tænke at man sidder med børneudgaven af XCOM. Men frygt ej: Så snart de indledende øvelser er overstået, og man har lært alle teknikkerne, skruer spillet i dén grad bissen på. Man skal bruge alt, hvad man har lært, for at klare sig igennem resten af spillet, og en del kampe kommer man til at forsøge nogle gange, før man har taktikken på plads. Spillet er dog aldrig urimeligt, og når man fejler, er det altid fordi man har overset noget, eller ikke udnytter sine muligheder optimalt.
Når man har gennemført en verden får man nye evner, som kan låse op for hidtil utilgængelige områder. Her har man så mulighed for at tage turen igennem en gang til (dog uden kampene), og finde de skatte, man ikke havde adgang til før. Det er tilrådeligt, for det er her de stærke våben og orbs, møntfoden til videre færd igennem skill trees, findes. Hver verden gemmer også på 10 udfordringer, der er sværere kampe, hvor man kan tjene flere orbs. Heldigvis har man hurtig adgang til alle kampe og udfordringer, når først man har spillet dem én gang, så dem af os, der godt kan lide perfekte resultater, har nemt ved at finde tilbage til de områder, man ikke klarede godt nok første gang.
Der låses løbende op for nye spillere på turen gennem historien, men det viser sig desværre at man kun kommer til at bruge et lille udvalg af dem, da de er klart bedre end resten, og da Ubisoft af uransaglige årsager har lavet nogle underlige låsninger – Luigi og Peach må f.eks. ikke være på hold sammen. Man kunne sikkert få lidt fornøjelse ud af at prøve at mikse lidt mere i holdet, men da Mario altid skal deltage, og ikke er specielt god, er man ret låst på mulighederne.
Mario har en lidt underlig rolle i spillet. Han foregiver at være hovedpersonen, men det er ikke ham man styrer. Det er en eller anden Roomba-agtig robot, som de andre løber bagefter. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange det har forvirret mig, fordi man automatisk forventer at styre Mario. Det er et underligt designvalg. Mario er som sædvanlig stum, men Roomba’en taler konstant, og her viser Ubisoft desværre at de absolut intet talent har for komisk dialog. Det er tåkrummende dårligt. Til gengæld er den visuelle humor lige i skabet, og jeg har grinet højt utallige gange af de åndssvage Rabbids og deres tosserier. Et af de bedste øjeblikke var da en boss i bogstaveligste forstand tørrede røv med Rabbid Peach. Kun overgået af hendes triumf, da han blev besejret. Rabbids passer perfekt til visuel komik med deres bøvede udtryk og fanden i voldske handlinger, og her har Ubisoft ikke ladet en eneste chance gå til spilde.
Man kan mene meget om koblingen mellem Rabbids og Mario. Jeg synes ikke det virker specielt overbevisende, og selvom spillet har de ikoniske Nintendokarakterer øverst på rollelisten, er det tydeligt at Ubisoft ikke er udviklere af samme kaliber som Nintendo. Spillet er simpelthen ikke så lækkert, som vi forventer det fra Nintendos hånd. Havde det bare være Rabbids+XCOM, tror jeg det havde fungeret bedre. Men hvis det her får uvidende Mario-fans til at træde ind i det taktiske univers, skal jeg ikke klage.
Mario+Rabbids er et spil, der på papiret lyder som noget, der er gået helt galt i byen. Men når man spiller det, bliver man lynhurtigt grebet af det gakkede univers, de veludførte visuelle gags og de ekstremt kompetente kampe, som udviklerne har stablet på benene. Jeg brugte over 30 timer på det, og hver session med spillet strakte dig over flere timer, fordi man simpelthen ikke kan lægge det fra sig, når først man er i gang. Jeg har fire Ultimate Challenges tilbage, som jeg måske giver mig i kast med en gang, men ellers er resten gennemført med ‘perfect’ på alle kampe og challenges. Det ville jeg normalt ikke gide, men spillet var ganske enkelt for underholdende til at lade ligge.
Normalt vil man afslutte en anmeldelse med ‘hvis du er fan af x, så skal du også spille det her’, men nogle spil er så langt uden for genre, at det er svært at sammenligne med noget andet. Det er ikke tilfældet med Mario+Rabbids, men her er der til gengæld så mange genrer blandet ind i hinanden, at det er svært at sammenligne med noget andet. Hvis du er fan af spil, hvor Luigi pløkker operasangere med en riffel, skal du spille Mario+Rabbids Kingdom Battle.