Bravely Default II
Bravely Default var et særdeles fremragende japansk rollespil til Nintendo 3DS. For nyligt udkom spillet Bravely Default II så til Nintendo Switch, denne gang udviklet af et andet team. Viser de nye udviklere sig at være opgaven voksen?
Endnu en tapper standard
Det oprindelige Bravely Default var klart et af mine favorit-spil på Nintendo 3DS. Det var et ”gammeldags” JRPG, i stil med Dragon Quest eller nok mest i stil med Final Fantasy, før den serie udviklede sig til at være mere om boybands og lange filmsekvenser. Faktisk var det første spil en form for efterfølger til Final Fantasy-titlen Final Fantasy: The 4 Heroes of Light, en Final Fantasy-spinoff til Nintendo DS. Så selvom Bravely Default serien teknisk set fint står på egne ben, så vil fans af Final Fantasy kunne nikke genkendende til forskellige småting, som eksempelvis de navne, som genstande og forskellige former for magi har.
Bravely Default udkom i 2013, og i 2016 kunne vi så herhjemme få fingrene i efterfølgeren Bravely Second: End Layer. Sidstnævnte blev ikke lige så stor en succes som det første, hvilket måske hænger sammen med, at Nintendos 3DS hardware var meget træt af dage i 2016. Under alle omstændigheder så det i noget tid ud til, at Bravely serien ikke skulle leve videre. Derfor var det for mig en positiv overraskelse, da Bravely Default II blev annonceret til Nintendo Switch. Men hov, hvis det er det tredje spil, hvorfor antyder titlen så, at det er det andet spil? Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke selv med sikkerhed kan svare på. Jeg vil nøjes med at sige, at med den nye udvikler kommer også en ny verden. Hovedpersonerne fra de to første udgivelser er ikke hovedpersoner længere, og Bravely Default II kan derfor både spilles af fans og nytilkomne.
Et rollespil for studievejledere?
Nu fik jeg tidligere kaldt Bravely Default for et ”gammeldags” JRPG, og det er stadig tilfældet i denne udgave. Lad mig uddybe. I løbet af spillets første få timer møder du de fire hovedpersoner, du skal være i selskab med. De fire hovedpersoner starter med forskellige jobs, og har derfor forskellige funktioner, når du på din vej kommer i kamp mod spillets mange monstre. Disse kampe foregår efter tur, og det er så her, hovedpersonenes jobs kommer i fokus. Eksempelvis møder du hurtigt en sort magiker og en hvid magiker. Den hvide magiker kan helbrede sine holdkammerater, og den storte magiker kan bruge forskellige slags magiske angreb til at skade sine fjender med. Har du en tyv på holdet kan du stjæle genstande fra dine fjender. Beastmaster jobbet gør dig i stand til at fange monstre for så senere at slippe dem løs imod andre monstre. Barden kan spille en lille vise, der kan gøre holdkammeraterne stærkere eller modstanderne svagere. Derefter bliver de forskellige roller lidt mere komplicerede, men efterhånden som du låser op for flere muligheder, så får du også en kort forklaring af de forskellige rollers anvendelser og styrker. 24 jobs i alt kan spillet prale af. Med fire karakterer på holdet, samt mulighed for både at have et hovedjob og et sidejob, giver det rigtigt mange forskellige muligheder for at skræddersy ens hold.
De fire hovedpersoner – Seth, Adelle, Elvis og Gloria – er som udgangspunkt helt ens. Samme stats, samme styrker og svagheder. Variationerne kommer, når de begynder at få forskellige jobs. De magiske klasser er gerne meget svage fysisk, men har til gengæld enormt mange Magic Points (eller MP), altså point, der kan bruges for at lade dem udføre magi eller specialangreb. Omvendt kan de fysisk stærke klasser overleve flere angreb, men til gengæld kan de ikke ret meget andet mere end de mest basale angreb, når de så (hurtigt) løber tør for MP. En god strategi kan så være at lade en hovedperson være magiker lidt tid, så han eller hun får evner, der giver MP tilbage hver tur, for derefter at skifte den karakters job til noget mere fysisk. Eksempelvis har White Mage jobbet en evne, der hedder Solar-Powered, der giver 4% af karakterens MP tilbage hver tur, men kun i sollys. Hver hovedperson har plads til op til fem forskellige passive evner, og når man kommer et lille stykke ind i spillet, så begynder man at finde de virkelig stærke kombinationer af evner.
Turbaserede kampe, men ingen tilfældige monstermøder
Kampene går efter tur, men en ting, der får Bravely serien til at skille sig ud fra andre lignende serier, er inklusionen af Brave Points, eller bare BP. Hver runde får hver karakter, både hovedpersonerne og alle fjenderne, 1 BP. Som udgangspunkt koster hver handling 1 BP. Karakteren kan altså enten lave et basalt angreb, bruge en genstand, eller lave en af de handlinger, som er tilknyttet den karakters hoved- eller sidejob. Man kan også vælge at lade karakteren bruge sin ”default” handling, som svarer til at blokere i andre spil. Den karakter gør så ikke noget den runde, men får et ekstra BP, så karakteren eventuelt kan lave to handlinger en anden runde. Det, hvor man omsætter BP til handlinger, kaldes at ”brave”, så spillets titel hentyder til dette system. Det er også muligt at låne BP, så man kommer i minus. Det betyder så, at man er ekstra sårbar, indtil man har BP nok til at lave en ny handling. Denne lidt simple nytænkning er noget af det, jeg holder mest af ved spilserien. Fordi kampene i forvejen er så forbistret svære, at selv tilfældige møder med fjender kan ende med den komplette udslettelse af ens hold af helte, så føler man, at der virkelig er noget på spil. I Bravely Default har man overhovedet ikke prøvet at skære ned på det grind, der ofte var i de tidligere JRPGs, men man har forsøgt at gøre de mange kampe mere spændende.
Førhen i Bravely Default har man gået rundt i spillets verden, og på tilfældige tidspunkter er man så blevet trukket ind i en kamp. De såkaldte RME – Random Monster Encounters – er denne gang blevet skiftet ud med det mere tidssvarende system, hvor man kan se og undgå fjenderne, man møder. At undgå dem er ikke altid en god idé dog, for spillet er ret svært, og man risikerer at være ganske magtesløs imod den næste boss, man møder. Fjenderne, man møder på vejen, kan reagere på forskellige måder, når de får øje på spillerens flok helte. Enten kan de reagere med vrede og opsøge kamp, eller de kan blive bange og løbe væk. Er man kommet ind i et nyt område kan dette fungere som indikation for, hvornår man er klar til at gå videre. Så længe fjenderne ikke frygter en, så er man højst sandsynligt ikke stærk nok til at overvinde områdets boss. Enkelte fjender med et rødligt skær er også placeret rundt omkring. Det kan varmt anbefales at man lige gemmer sit spil, inden man prøver at tackle disse rødlige fjender, for de er gerne specielt stærke.
Det kan godt blive lidt svært
Spillets bosser kræver gerne lidt forberedelse. I min tid med Bravely Default II har jeg flere gange fået tæv i en bosskamp, hvorefter jeg har noteret mig, hvilke svagheder bossen har, og hvordan jeg bedst kunne forsvare mig imod netop den boss’ angreb. I mange spil i samme genre er det bare et spørgsmål om at være stærk nok, og selvom man også skal være stærk nok i Bravely Default II, så skal man bare altid tage kampene seriøst og optimere hvor man kan. Man bliver aldrig holdt i hånden her, og det vil helt klart skræmme nogle væk, mens andre vil værdsætte udfordringen, og den sødere sejr det så er, når en vanskelig nød endelig bliver knækket.
Spillets historie følger en let genkendelig formular. Fire magiske krystaller, der har deres kraft fra de fire elementer (vind, vand, jord og ild), skal indsamles af fire udvalgte helte, så en oldgammel ondskab kan nedkæmpes. Der er en lille smule politik, men det bliver aldrig for voksent – eller for den sags skyld for barnligt. Spillet har fået aldersvurderingen 12, og det virker meget passende. Der er meget tekst i spillet, og det meste af spillets historie fortælles igennem ”talking heads”, altså billeder af ansigter, der taler sammen. Der er meget tale og meget tekst, og der er mulighed for at spille med enten engelsk og japansk tale.
Kom sovende til styrken
Det oprindelige Bravely Default udnyttede maskinens Streetpass funktionalitet på sjove måder, og eftersom Switch ikke har Streetpass, så havde jeg heller ikke regnet med, der ville være inkluderet den slags i Bravely Default II. Der er dog en feature, der virker som en naturlig erstatning. I flere af spillets byer har man muligheden for at søsætte et skib, der leder efter stærke genstande. Det skal så forestille, at dette skib udforsker spillets verden og møder andre spilleres skibe, og i nogle tilfælde får stærke genstande. Disse genstande kan som regel bruges direkte til permanent at gøre hovedpersonernes stats højere, så de er meget brugbare. Når man har søsat skibet, skal man bare sætte maskinen i Sleep Mode. Nogle gange virkede det ikke helt for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert, men andre gange kunne jeg komme hjem fra arbejde, tænde maskinen, og høste mange rare gaver. 12 timer er maks, så det kan godt betale sig at søsætte sit skib inden man giver sig til at sove, eller inden man tager på arbejde.
Spillet har en del valgfrie quests, men selv om jeg tog dem alle, havde jeg stadig behov for at lave ekstra kampe ved siden af. Det skal måske siges, at jeg har spillet på spillets midterste sværhedsgrad, altså ”Normal”. Der er både en Casual og en Hard. Skulle man blive træt af quests og udforskning, så har Bravely Default II et indbygget kortspil, der hedder B’n’D, eller Bind and Divide. Det går kort fortalt ud på, at man skal bruge sine kort til at farve flere felter på en spilleplade end modstanderen gør det. Med fem kort i alt. Det lyder simpelt, men efter lidt tid kommer der nye regler til, og man begynder at spille om mere indviklede kort, der kan give mere stof til eftertanke.
Ikke perfekt, men overordentligt vellykket
Efter over hundrede timer i selskab med Bravely Default II morer spillet mig stadig, og det er nok den største cadeau, jeg kan give spillet. Det er ellers ikke fordi, jeg ikke har været irriteret på spillet flere gange undervejs. Det er sløvt om at komme i gang, spillets bosser kan til tider virke helt urimelige, musikken siger mig ingenting, og så falder spillets framerate nogle gange, når man går rundt på de grønne marker imellem byerne. Nogle gange skal man trykke på plustasten for at sætte en samtale imellem holdmedlemmerne i gang, og efter man har trykket, er spillet ret langsomt til at reagere på trykket. Tit så langsomt, at jeg når at trykke igen, fordi jeg bare har antaget, at jeg ikke havde trykket hårdt nok. Dertil kommer, at nogle af spillets quests bare går ud på at traske frem og tilbage mellem byerne for at bringe en meddelelse frem. Og at nogle gange tager kampene så lang tid, at jeg har glemt hvor jeg var på vej hen. De ting kan jeg bare sagtens tilgive, når jeg finder et nyt job et sted, og glæder mig til at prøve det af. Eller hvis jeg efter 2-3 forsøg endelig får sammensat et hold, der kan overvinde en særligt udfordrende boss. Eller når jeg kan se, en butik har noget nyt udstyr, jeg ikke har prøvet endnu. Jeg har oprigtigt moret mig godt det meste af tiden. Er man til kæmpe, tidssugende japanske rollespil, så hører Bravely Default II altså til i samlingen.