Cuphead

4.5 out of 6 stars
Cuphead er som en fluefanger. Men det er vanskeligt ikke at elske det alligevel.

Fra første øjeblik Cuphead blev fremvist, var den visuelle stil omdrejningspunktet for alle samtaler om det. Selv om der er lavet spil med tegnefilmslignende kvalitet, mindes jeg ikke et eneste, som til forveksling ligner en autentisk tegnefilm fra 30’erne. Alt er håndtegnet, stilen er gennemført, og soundtracket er den rette blanding af swingende jazz og barbershop, som man kunne forvente fra perioden. Billedet ser tilpas blødt ud og er præget af den samme type filmnister, som man ser på en godt slidt smalfilm. Mange har derfor set et billede af spillet og øjeblikkeligt haft lyst til at spille det. Men som sirenernes søde sang lokkede sømændene nær for at dræbe dem, og fluefangeren er farverig og uskyldigt udseende, lader Cuphead sin charme trække spillere ind, hvorefter det dræber dem igen og igen og igen.

Pas på

Det er vel at mærke ikke fordi, udvikleren ikke har prøvet at advare om, at Cuphead er et svært spil. Det startede sin tilværelse som en række af bosskampe, og efter udvikleren blev overvældet over den positive opmærksomhed, blev de både opmuntret og skræmte. Derfor valgte de at udbygge spillet og satse alt, hvad de havde på at gøre Cuphead så godt og stort, som de kunne. Derfor blev der tilføjet flere typer bosskampe, shoot ‘em up-baner, en verden at vandre rundt i, og en række run-and-gun-baner. Undervejs får man mulighed for at købe en række forskellige ting, som alle har markant indvirkning på spillet – uanset om det er våben eller særlige evner. Valuta optjener man på run-and-gun-banerne, og nogle mønter er ganske udfordrende at få fat i, så man må også gøre sig fortjent til opgraderingerne.

Det er dog muligt at spille Cuphead på en lavere sværhedsgrad, men det er støttehjul nærmere end en genvej til spillets slutning. Man får nemlig kun lov at gennemføre spillet, hvis alle baner er gennemført på “regular”-sværhedsgraden, og den sværhedsgrad svarer til de senere baner i et Mega Man– eller Contra-spil. Det hjælper ikke engang at rekruttere en spiller to, for selv om man kan genoplive hinanden, kræver det præcision, og den øgede mængde af bevægelse på skærmen gør det ikke lettere at afkode, hvad der er livsfarligt, og hvad man kan ignorere. Den lavere sværhedsgrad åbner dog for, at man kan nå frem til flere run-and-gun-baner, så man kan købe flere våben. Det kan gøre en ret stor forskel, som jeg indså, da jeg ikke selv valgte den mest nyttige opgradering til at starte med.

Man kan have to våben udstyret ad gangen, og hver type våben har sit eget unikke specialangreb, som man optjener ved at ramme fjender en masse gange. Undlader man at bruge specialangrebet, sparer man til sidst op til et endnu stærkere angreb, der dog ikke er stærkere, end man stadig må massere fjenden med flere kugler, før den bakker ned. Selv om spillets våben i virkeligheden bare er en pegefinger og en tommelfinger, er der ganske stor variation i typen af skud, der kommer ud. Der er alt fra shotgun-lignende angreb til granat-inspirerede bobler og små, målsøgende neonkugler. Selv om spillet er ganske voldeligt, kan børn dog se med fra en relativt tidlig alder – så længe de ikke bliver skræmt af fjenderne.

Fjenderne er utroligt fantasifulde, og bosskampene involverer altid flere stadier. Der er strøet godt med humor undervejs, så man risikerer bogstaveligt talt at dø af grin, fordi man mister koncentrationen undervejs. Variationen i de andre banetyper er også fin, og det er ikke altid den rigtige taktik at gå fuld Rambo på en run-and—gun-bane. På de senere baner er der også en vis grad af tilfældighed, som 95% af tiden fungerer fint. En sjælden gang sker det dog, at man bliver dræbt af en uheldig placering af farlige genstande eller et projektil, der er udenfor skærmen. Sidstnævnte lærer man dog hurtigt at undgå, og svært synlige fjender eller kraftige angreb har såkaldte tells – typisk en lyd, der gør opmærksom på den forestående fare. Selv med en grad af tilfældighed er Cuphead helt fair langt størstedelen af tiden, og man ved næsten altid, hvad man kan gøre bedre næste gang.

Små frustrationer

Styringen er overordnet effektiv, men jeg kan dog ikke lade være med at føle, at den kunne have været bedre. Man bevæger sig meget vertikalt og horisontalt, og fjenderne gør det samme. Men skal man skyde i andre retninger end lige ud, må man holde venstre stick i retningen og eventuelt trykke låseknappen inde. Det ville have været en del simplere at bevæge sig og justere sine skud, hvis man kunne vælge de otte retninger med højre stick i stedet. I det hele taget er standardopsætningen af knapper også lidt håbløs, da man hurtigt får kramper af at trykke på både rygknapperne og ABXY-knapperne. Heldigvis kan man dog sætte knapperne op, som man har lyst til, og efter at have rykket skydeknappen om på en af aftrækkerne og undvige-knappen på en skulderknap, var det meget mere behageligt at spille Cuphead i lang tid ad gangen. Uanset hvor lang tid jeg spillede, blev jeg dog aldrig venner med et enkelt element af styringen: Parrering. Det er meningen, at man skal kunne parrere alt lyserødt med et dobbelthop, men selv efter 10 timer var jeg i tvivl om, hvor hurtigt/sent jeg skulle udføre bevægelsen, da det virkede mere eller mindre arbitrært, hvad spillet godkendte. Derfor endte jeg med at undvige i stedet, hvilket desværre også betyder, at man bliver afskåret fra topkarakter for sin gennemførsel af banerne, men hellere det end den evige uvished.

Siden Cuphead er et spil, hvor man spiller de samme dele mange, er det selvfølgelig vigtigt, at man ikke venter længe for at komme i gang igen, og her skuffer Cuphead da heller ikke. Trykker man genstart, er man straks i gang igen. Der er heller ingen dumme cut-scenes eller andet fjolleri at vente på. Akilleshælen er, når man har brug for at eksperimentere med våben, for indlæsningen af de enkelte baner tager lidt tid, og for at skifte våben må man bevæge sig ud af banen, skifte våben og vælge banen igen. Med 30-45 sekunder løber det hurtigt op. PC-ejere med SSD kan dog trøste sig med betragteligt lavere ventetider. Da spillet er Play Anywhere, får man både Xbox One og Windows 10-udgaven for samme pris, og de 11 GB installerede uden problemer på min aldrende i5 laptop med GeForce 740m og 8 GB RAM. Og det kørte faktisk lige så flydende som på konsollen. Jeg kunne også uden videre fortsætte mit spil, når jeg skiftede fra den ene maskine til den anden.

I sidste ende byder Cuphead dog på flere fornøjelse end frustrationer, og frustration er et kerneelement i spildesignet. Hver gennemførsel af en bane er en sejr, og den følelse følger kun efter udfordringer. Hvorvidt man synes om det er op til den enkelte, men jeg er pjattet med det, og jeg glæder mig til i ro og mag at vende tilbage til spillet og gennemføre resten i ro og mag. For at se så stor en del af spillet valgte jeg ca. i midten at skifte til den laveste sværhedsgrad. Jeg vil anslå, at mange vil ende med at bruge omkring 20 timer på at gennemføre spillet, selv om hver bane kun tager 2-3 minutter at komme igennem, og der kun er en god håndfuld baner i hvert område. Hvis man er perfektionistisk og vil have perfekt karakter i alle baner, tør jeg slet ikke tænke på, hvor lang tid, det vil tage. Der er dog ikke tvivl om, at man får valuta for pengene, selv om man går fra spillet med øm bagende.

One thought on “Cuphead

  • 19. april 2019 at 12:02
    Permalink

    Cuphead er nu også ude på Switch, og det kører præcis som på Xbox One, selv om load-tiderne er lidt længere. Siden anmeldelsen er tilstanden dog forbedret væsentligt, og ventetiderne er helt acceptable på alle platforme nu.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.