Wolfenstein II: The New Colossus

Wolfenstein II: The New Colossus

For tre år siden beviste de forholdsvist ukendte svenskere fra Machine Games, at man ikke behøver at hedde id Software for at lave en vellykket hyldest til det klassiske Wolfenstein 3D. En selvstændig udvidelse så dagens lys året efter, men ellers var der tavshed fra udviklerne indtil E3 i år, hvor vi endelig kunne drage et lettelsens suk – en regulær efterfølger var på vej. Blot fem måneder senere kan vi så endnu en gang træde i B.J. Blazkowicz’ støvler og hjælpe ham i hans utrættelige kamp mod nazismen overalt på kloden – og i det øvrige univers.

Når vi først møder B.J. igen, er han dog synligt mærket af sine seneste eskapader, hvilket har efterladt ham i rullestol. Af uransagelige årsager mener udviklerne, at det er fra dette perspektiv, at vi skal introduceres til det alternative univers, anno 1961, hvor tyskerne har vundet krigen og belejret Amerika. Det er en kluntet introduktion, for at sige det mildt, men heldigvis udarter tingene sig hurtigt, og der går således ikke længe, før han er på benene igen, parat til at sparke nazistrøv med højkalibers våben. Han er dog tydeligt mærket af sine tidligere oplevelser, og gennem hans indre monolog får vi denne gang et mere personligt billede af ham end hans ydre ellers indikerer.

Dermed ikke sagt, at historien vinder priser for sit intellekt, men der er adskillige overraskelser undervejs, og jeg følte mig godt underholdt af plottet det meste af vejen. Det hænger også lidt sammen med strukturen for spillet. Missionerne udgår altid fra ubåden Eva’s Hammer, som B.J. annekterede i det første spil, og mellem missioner kan man gå rundt og snakke med sine venner og få tilbudt adspredende sidemissioner. Det bryder den hårdkogte action en del op, og det klæder spillet.

Samtidig har udviklerne igen forsøgt sig med at tilbyde missioner, hvor man kan snige sig ind på tyske kommandører for at undgå aktivering af alarmer, men uden en radar fungerer denne del af spillet desværre ret tilfældig. Tillæg en ganske svingende AI, selv ved de lette sværhedsgrader, og det skulle derfor gerne stå klart for enhver, at spillet altså stadig fungerer bedst i fuld fart med fingeren på aftrækkeren. Jeg elsker snigeriet, så det gør lidt ondt, at denne del ikke fungerer så godt, men så må jeg jo tage til takke med en ovenud underholdende action-del.

Udforskning og indsamling af billeder, breve, værdigenstande med mere tilbydes igen de nysgerrige sjæle iblandt os, hvilket altid er et plus i min bog – når det ikke tager overhånd. Da de enkelte missioner ikke slutter, før man selv vælger det, kan man i ro og mag trawle banerne igennem for disse skatte, når røgen har lagt sig. Samtidig tør jeg godt løfte sløret for, at man får mulighed for at besøge områderne igen senere hen, gennem et gavmildt antal valgfrie ekstramissioner, som udviklerne har implementeret på en ganske opfindsom måde.

Teknisk er det svært at sætte en finger på svenskernes håndværk. Detaljerede omgivelser, generelt opfindsomt banelayout, fantastisk brug af lyskilder og en mestendels stabil opdateringshastighed på 60 fps. Våbnene føles godt, og man kommer hele arsenalet igennem på en naturlig måde, idet hvert våben har sin force i et givent scenarie. Man kan også bevæbne sig med et forskelligt våben i hver hånd, hvis man ikke kan vælge, og da de alle har to affyringsfunktioner, skorter det altså ikke på måder at dræbe nazister på.

Det er svært ikke at begejstres over den samlede energi, som Wolfenstein 2 oser af. Machine Games har skabt et spil, der er lige dele testosteron, opfindsomhed og kåd leg, der fik mig til at klukle mange gange. Så selvom ikke alle ideer fungerer lige godt hver for sig, så er er jeg stadig helt solgt på slutresultatet, og mine små anker skal ikke stå i vejen for at anbefale et forrygende actionspil.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz