Annihilation

Annihilation er en svær størrelse. En af den slags film, der er mere følelse end fornuft, og man skal derfor være åben overfor en oplevelse, der måske ikke giver ret meget mening i den ordinære verden, hvor man fortæller en historie med en begyndelse, en midte og en slutning. Til gengæld er filmen en dejlig oplevelse for sanserne, hvor man kommer på en bizar rejse ind i det ukendte.

Lena (Natalie Portman) er biologiprofessor med syv år i militæret bag sig. Hendes mand, der stadig trækker i uniform om morgenen, tager på en mission så hemmelig, at han kun kan fortælle hende, at den er på den nordlige halvkugle.

Og så hører hun ikke fra ham i et år, indtil han pludselig står i deres hus og siger, at han ikke har det skide godt. Han kan ikke huske, hvor han har været eller hvordan han er kommet hjem. Bare at han stod i stuen og kunne høre hendes stemme.

Stemningen fejler i hvert fald ikke noget, hvilket den enormt velkomponerede musik kun er med til at sætte en tyk streg under. Portman er også virkelig god til at spille en stærk kvinde, der befinder sig i en uvant situation og grejer den så godt, som man nu kan.

Manden har været inde i Flimmeret, som er et langsomt ekspanderende område af særhed med et underligt meteornedslag som centrum. Han er den første, der nogensinde er kommet ud, og da han har det pænt skidt, beslutter Lena sig for at tage ind i Flimmeret for at finde ud af, hvad pokker, der foregår, og samtidig få sin mand fikset.

Omstændighederne vil, at fem (eller er det seks, jeg kan ikke huske det) kvinder drager ind i Flimmeret, og så starter filmens syretrip for alvor. Vi følger dem i næsten drømmeagtige sekvenser, hvor ting falder mere og mere fra hinanden – eller ind i hinanden – efterhånden som de bevæger sig dybere ind. Der er enormt sanseligt, og selvom traileren lægger op til uhygge, er filmen egentlig hverken i action- eller gyser-genren. Den er bare sær.

Men sær på den gode måde, hvor man kan fornemme en mening, selvom man ikke helt kan forstå den, eller besidder ordforrådet til at forklare den. Som noget lavet af et intellekt langt større end vores, som vi næsten kan skimte omridset af ud af øjenkrogen. At tage publikum på tur i sansernes univers kræver en stærk vision hos filmmagerne, og det er lykkedes ret godt her. Når det falder i hak, er det som at drømme i vågen tilstand.

En af de bedste sider af filmen er, at alle hovedpersonerne er kvinder, og at Lena faktisk tager afsted for at redde sin mand, der ligger på hospitalet og er ved at dø. Rollerne er vendt 180 grader om, og filmen brillerer ved ikke at vise ét eneste nøgent bryst eller på anden måde objektificere de her kvinder. Der er ingen nedringede bluser eller svedige t-shirts. De er i fuld kampudrustning, de er forskere, og de er fucking badass. At se dem fistre rundt med skarpladte automatvåben og pløkke mutantbjørne til plukfisk er både enormt fedt og en længe ventet forløsning.

Nogle af kulisserne er lidt tamme, og kun to af kvinderne i indsatsgruppen bliver udforsket mere end til bare at have et navn og en vag forhistorie. Det er også derfor jeg ikke kan huske, om der er fem eller seks, hvilket er lidt synd. Vi kunne have nøjes med de to vigtigeste, Lena og Dr. Ventress, spillet enormt cool af Jennifer Jason Leigh, og filmen ville have været mere nærværende for mig.

Annihilation er en spændende udflugt ind i det bizarre sammen med en gruppe seje piger, der ikke græder over en knækket negl. Den byder på en flot og underfundig verden med syn, du ikke har set før, og som skal nydes mere end de skal forstås. Alle de smukke udenjordiske kulisser til trods, er der især ét billede, der ikke burde være noget specielt, men som er det, jeg kommer til at huske filmen for:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.