The Legend of Zelda: The Minish Cap

boxart_2
Gameboy Advance er en velsignet spillemaskine. Når man ikke kan imponere så meget med grafisk ekstravagance og auditære orgier, må man koncentrere sig om det gode, gammeldags gameplay. Det har resulteret i nogle af de bedste spiloplevelser i mands minde, hvis man kan se igennem fingre med de grafiske begrænsninger og bare nyde det, udviklerne har præsteret.

Nintendos Virtual Console er gået hen og blevet det helt store trækplaster på Wii U. For godt nok er Nintendos egne titler skinnende perler, men der er ikke mange af dem, og der er ikke ret meget andet nyt at beskæftige sig med på maskinen. Til gengæld er der en veritabel skattekiste af gamle klassikere, der er mindst lige så sjove at spille i dag, som de var på de originale maskiner for mange år siden.

Således er Capcoms tredie udspil i Zelda-universet en herlig blanding af gåder og sværdkamp, der bliver ved med at underholde og byde på nye ting. Den nuttede grafik og detaljerede animation gør sig overraskende godt på et 50-tommer fjernsyn i betragtning af, at det er udviklet til den bittlille skærm, som Gameboy Advance var udstyret med. Farverne er pang, detaljegraden er imponerende og musikken lyder utrolig godt på rigtige højttalere.

Historien er den gamle kending, hvor nogen vil den kære prinsesse Zelda til livs samt, som en lille side-tjans, destruere universet. Denne gang er skurken en lille, ubehagelig type med storhedsvanvid og en hue, The Minish Cap, der kan opfylde alle ønsker. Han starter med at forvandle den uskyldige Zelda til en statue og slippe monstre løs i hele kongeriget.

04Link, den lille dreng med sværdet og den grønne hue, der har gået så grueligt meget igennem for at bevare freden i Hyrule, må endnu engang trække i heltetøjet – denne gang kan huen endda tale – og begive sig ud på sit livs eventyr.

Alt er tilsyneladende ved det gamle, men Capcom (som har udviklet spillet for Nintendo) har en bunke overraskelser i ærmet. Hyrule er overrendt af en flok venlige nisser, Picori, som laver en masse smarte ting, der kan hjælpe menneskerne i deres dagligdag. De har også lavet The Minish Cap, så måske er de ikke så kløgtige endda, men de prøver i hvert fald. Picori er kun få centimeter høje og kan kun ses af børn. Gimmicken er så, at Link også, via huen, kan skrumpe sig ned i Picori-størrelse, og det åbner op for et hav af nye muligheder i spil-designet. Capcom har brugt oceaner af tid på at designe kortet således at skrumpe-funktionaliteten ikke kun er et sjovt påfund men en elementær del af spillets gåder.

Gåder, ja. Dem er der godt nok mange af, og selvom spillet ser tuttenuttet og børnevenligt ud, sad jeg med mine 45 år og velvoksne intellekt, og kløede mig noget så eftertænksomt i knolden gang på gang. Capcom har virkelig lagt en udfordring for de små grå i den lille spilkapsel med den magiske verden. Gåderne er så gennemtænkte og varierede, at det aldrig bliver kedeligt at løse dem, at man aldrig skal rende tværs over landet for at hente en obskur nøgle, og at man altid kan se, hvad der ligger forude. Sidstnævnte detalje giver et enormt incitament til lige at spille bare én time mere, fordi så kan man nok godt finde ud af at komme ind i den dér hule, man har gået og kigget på gentagne gange i løbet af dagen. Således skriver The Minish Cap sig ind i historien blandt de få spil, som har fået mig til at spille otte timer i træk uden at ænse andet end spilverdenen.

1101145634eng30 1101145589041105s4 1101145602041105s7 1101145597041105s6 1101145609041105s8 1101145614041105s9 1101145648eng32 1101145658eng57 1101145669eng59 1101145678nov8-2
<
>
Hele kortet kan være på én skærm. De grå områder bliver udfyldt efterhånden som man får adgang til dem.

Sværhedsgraden er holdt på et adstadigt niveau, hvor der fokuseres mere på gådeløsning end fingerfærdighed – lige bortset fra den sidste dungeon og efterfølgende boss, hvor jeg måtte skære tænder og råbe lidt af konen, før det lykkedes mig at komme til rulleteksterne. Men jeg gjorde det, og jeg er slet ikke god til acton-spil, så jeg vil mene at stort set alle spillere vil være i stand til at komme helskindet igennem spillet.

06Er man garvet Zelda-spiller, volder spillets første dungeon ikke de store problemer. Gåderne og deres løsning er løftet fra de tidligere spil i serien, og man bruger mest tiden på at lære at gebærde sig i Zelda-universet, som det tager sig ud i 2D på en håndholdt konsol. Men så begynder spillet at introducere nye ting, så som The Gust Jar, der kan suge ting til sig og puste dem ud igen, Cane of Pacci, der kan skyde magiske kugler og de geniale Mole Mitts, der kan grave sig igennem væggene, og dermed bliver de efterfølgende gåder helt unikke for denne Zelda-inkarnation. De nye værktøjer bruges på gakkede måder igennem spillet, blandt andet sejler man rundt på åkandeblade med Gust Jar som påhængsmotor.

Verdenen er også blevet komprimeret ned i et håndholdt format. Den er ikke særlig stor og indeholder flere gamle kendinge som Lon Lon Ranch og Hyrule Castle. Man kan trave fra ende til anden på nogle minutter minutter, hvilket er en velsignelse for de navigationsmæssigt udfordrede – og dem, der synes, at man sejlede for meget rundt i Wind Waker. Men den lille verden er bestemt ikke tom! Sjældent har jeg oplevet et sted, hvor man kan gøre så mange forskellige ting, både som stor Link og i Picori-udgave. I starten har man ikke adgang til så mange områder, men efterhånden som man får opgraderet sit udstyr, kan man tilgå flere og flere steder på kortet. Man kan dog hele tiden se, hvor de nye steder er, så man spiller som en besat for at få lov til at besøge dem. Traditionen tro er der også mange steder over hele kortet, der først kan tilgås senere, når Link har fået det nødvendige udstyr – hvilket betyder mange ekstra timers “hov, forresten, var der ikke et sted derovre, jeg kan kravle op på nu”-oplevelser, når man bliver opgraderet.

09Som i ethvert andet Zelda-spil møder man masser af fjender på sin vej, som man må forsøge at bekæmpe efter bedste evne med sværd eller bue (eller elt muligt andet habengut, man får låst op for undervejs). Mange af fjenderne er kendt fra tidligere Zelda-spil, men der er også nogle stykker fra Mario-spillene og en række helt nye. Kampsystemet fungerer ganske enkelt ved, at man spæner rundt og prøver at angribe fjendernes svage punkter, alt imens man forsøger at undgå deres angreb. Her har 2D-verdenen helt klart en fordel, da man aldrig savner et overblik eller får peget kameraet ind i en væg, mens en gigantlarve savler glødende magma ned ad ryggen på én. Det gør især boss-kampene til en fryd, selvom de kan være nok så nervepirrende – Capcom har ikke strøet nær så mange Heart Pieces ud over landkortet, som tilfældet var med Wind Waker.

05Som om alt dette ikke var nok, har Capcom trukket endnu en kanin op af hatten: Kinstones. Små fragmenter af runde sten, som man kan finde overalt i Hyrule. På sin vej møder man en masse karakterer, der gerne vil fusionere deres halve kinstones med dine halve, og kan man matche to halvdele, bliver et nyt område tilgængeligt, eller en skattekiste dukker op et sted på kortet. Det lyder umiddelbart som en mindre detalje, men selvom man kan overstå hovedhistorien på omkring 20 timer, bruger man flere på at fise rundt og fusionere kinstones. The Minish Cap er et af de slags spil, hvor man bare vil have det hele med, fordi det er så sjovt at man aldrig har lyst til at forlade det farverige Hyrule igen.

01Grafikken er naturligvis ganske simpel, men alligevel flyder den over med små detaljer og flotte animationer. Designet er holdt rent, så det aldrig virker forvirrende, og man kan altid se, hvor man kan gå og hvor man ikke kan gå. Det er ganske simpelt cremen af spildesign, fra dengang 3D kun var noget, man så i science fiction-film. Lyden er fænomenal – spillet lyder stort set som Ocarina of Time. Alle de kendte lydeffekter er her, og musikken er øjeblikkeligt genkendelig. Lyden alene får The Minish Cap til at føles som et rigtigt Zelda-spil fra det øjeblik, man starter sit første spil, og man kan ikke undgå at smile, efterhånden som de gamle klassikere dukker op.

Udover The Wind Waker er The Minish Cap min klart bedste oplvelse i Zelda-serien. Det er overskueligt og tilgængeligt, designet til korte sessioner (som dog altid bliver timelange), og den komfortable sværhedsgrad og stærke fokusering på gåderne gør det både sjovt og spændende. Der venter et stort eventyr i den lille verden; et eventyr, der fænger spilleren så voldsomt, at man glemmer alt omkring sig og ikke evner at lægge spillet fra sig. Capcom har vist sig værdige til at overtage en af Nintendos kronjuveler med et ikke bare teknisk kompetent spil, men et spil, der tilføjer en masse nyt til serien og er designet til topkarakter på alle leder og kanter. Sådan skal det gøres!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *