Ace Combat 7: Skies Unknown

Ace Combat 7 er efter mange års pause endelig tilbage – og uden synderligt mange konkurrenter i genren er vi mange, der har set frem til denne udgivelse. Selvom titlen muligvis antyder, at vi er nået til det syvende spil i rækken, så er det faktisk attende gang, vi kan sætte os i cockpittet på en metallisk dræberfugl og skyde intetanende fjender ned på lang afstand med selvsøgende missiler og andet moderne isenkram.

Serien startede sit liv på PS1 tilbage i 1995, og siden da har vi fået et nyt spil med 1-2 års mellemrum frem til 2014 for derefter at forsvinde helt fra radaren indtil nu. Således er der altså gået hele fem år, siden vi sidst kunne spille et Ace Combat-spil, og dermed er Skies Unknown det første af sin slags til denne generation af konsoller – og samtidig kun det andet spil i serien, som er blevet konverteret til PC, hvis man skulle være interesseret i dén version. Spillet blev ellers annonceret tilbage i 2015 med en forventet udgivelse i 2017, men det behøver jo ikke nødvendigvis være et faresignal, og det er da også stadig Bandai Namcos interne udviklere fra Project Aces, der står bag.

For undertegnede er forventningerne i forvejen sat ret højt, da jeg har nydt at spille en god del af de tidligere titler til både PS1, PS2 og PS3. Således har jeg glædet mig til, og håbet på, at få set en vis portion nytænkning foruden det velkendte, velsmurte maskineri i aktion igen. Det skal vise sig at være en sandhed med modifikationer, men det kommer vi tilbage til.

Først lige lidt om det basale. 20 missioner tilbydes i en helt lineær rækkefølge og med en lettere snørklet historie, som fortælles via nogle afsindigt lange, omend flotte, mellemsekvenser. Vi er midt i en krig mellem kongerigerne Osea og Erusea, og vi følger slagets gang set gennem øjnene på en reservepilot fra Osea. Han hedder Trigger og er egentlig straffefange, men situationen opstår, hvor Osea må sætte alt ind, og det inkluderer altså at bruge sine egne fanger som kanonføde. Uanset hvad, så er det en klassisk underdog-historie, hvor der skal skydes fly ned, og mere behøver man egentlig ikke at vide.

Foruden historien er der inkluderet en multiplayer-del, hvor man kan dogfighte mod andre levende mennesker, samt en kortere VR-del, der desværre kun består af tre missioner. Har man forudbestilt spillet får man derudover en sød bonus med i pakken; enten Ace Combat: Squadron Leader (PS4) eller Ace Combat 6: Fires of Liberation (Xbox One) i en emuleret udgave, der kører 1080p/60 – hvilket Skies Unknown også gør fejlfrit, skal jeg huske at sige.

En både positiv og negativ kritik af flere af de forrige spil går på, at spillene ligner hinanden til forveksling, både hvad angår gameplay og missioner, og den kritik kan fans godt forvente at lufte igen i forbindelse med Skies Unknown. Der er det sædvanlige angreb på et havneanlæg, en flyvetur gennem en snæver slugt, en escortmission af et VIP-fly etc., foruden de obligatoriske dogfights med andre jetjagere, som udgør halvdelen af hver eneste mission. Og så må vi ikke glemme, at der som regel dukker et par hemmelige prototyper op i både lille og stor størrelse, som selvfølgelig kræver ekstra snilde at få bugt med.

Forventninger til en større dybde i missionerne kan man kigge langt efter, og selv de simple muligheder for at udstede ordrer til sine wingmen (som i Squadron Leader) glimrer med sit fravær. Men gør det så meget, hvis det basale gameplay er i orden? Det må være op til den enkelte at vurdere, men føler man sig tiltrukket af trailerne i denne anmeldelse, så tør jeg næsten love, at man vil få fornøjelse ud af at lufte sine triggerfingre i selskab med Skies Unknown.

Grafisk er der umiddelbart sket et stort løft af serien, og selvom jeg kunne ønske et endnu mere kuperet terræn at flyve rundt i, så er der blevet plads til både bakker og dale, slugter og bjerge, byer og landområder – alt sammen med en god portion af naturlig vegetation, der forstærker illusionen. De fleste områder er også ganske detaljerede, selv på nært hold, og en god brug af naturligt lys og partikeleffekter såsom regn, tåge og skyer udnytter de nuværende konsoller til stor effekt. Specielt skyerne er fantastiske at flyve gennem eller blot betragte på afstand, da de giver en god følelse af fart, samtidig med at de forstærker fornemmelsen af, at man boltrer sig frit i et tredimensionelt univers.

Der er dog skår i glæden, som har frustreret mig en del. Først og fremmest er spillet ganske svært, selv ved Normal sværhedsgrad, og man kan ikke skifte denne, når man først er begyndt. Jeg vil kalde mig selv nogenlunde habil til disse spil, men godt en tredjedel inde i spillet blev missionernes tids- eller pointkrav alligevel så vanskelige, at jeg simpelthen måtte opgive spillet og starte forfra på Easy. Det havde tillige at gøre med det faktum, at selvom spillet tilbyder checkpoints at genstarte ved, når man er død eller har misset missionskravene, så er der langt mellem dem, og man risikerer let at skulle spille de sidste 10-15 minutter om, hvilket jeg altså ikke har tålmodighed til (mere). Som rosinen i pølseenden på et kedeligt hattrick er missionskravene heller ikke altid helt klare, og jeg har fejlet mange gange, fordi jeg ikke lige var på forkant med, hvad jeg skulle skyde eller gøre i tide.

På Easy kan man undgå de fleste af disse frustrationer, men det er stadig et arkaisk koncept at forlænge spils levetid gennem sparsomme checkpoints og (for) høj sværhedsgrad, og det kan jeg ikke undlade at nævne, da Skies Unknown ellers i høj grad lever op til sin forgængeres underholdningsværdi. En pudsig anke i den modsatte ende af spektret er så, at man kan lette, lande og fylde brændstof på i luften, men man placeres automatisk på en lige linje til enten landingsbane eller optankningsfly, så der er absolut ingen udfordring i disse sekvenser, underligt nok.

Multiplayer er isoleret til enten Team Deathmatch eller almindelig Deathmatch (der selvfølgelig hedder Battle Royale nu), hvor man kan bruge indkøbte fly og våben fra historiedelen. Selvom det burde være sjovere at kæmpe mod levende modstandere, så bliver det hurtigt en omgang business-as-usual dogfights, som man har deltaget i hundrede gange før mod AI-modstandere i singleplayer. Udviklerne har prøvet at krydre denne del med nye egenskaber til ens indkøbte fly, men det er stadig en forholdsvis tynd kop te, idet de fleste opgør ender med at ligne hinanden til forveksling. Det er efter min mening en spildt chance, at man ikke har inkluderet en form af kooperativ multiplayer – eksempelvis missioner, hvor det ene hold styrede AA-våben på jorden og så skulle forsvare sig mod et hold af flyvende modstandere.

VR-delen fortjener på den anden side et par meget positive ord med på vejen. Jeg testede denne del sammen med min svoger, og vi var begge helt vildt imponerede over, hvor realistisk det føltes, og hvor godt et overblik man havde over slagmarken samt kontrollen af ens fly på samme tid. Desværre blev jeg selv svimmel efter få minutter, men min svoger er VR-trænet, idet han har en Oculus Rift derhjemme, så han håber bestemt, at PC-udgaven vil indeholde samme mulighed. Det har jeg dog desværre ikke kunnet finde bekræftelse på nogen steder, men det vil i så fald give Bandai Namco et stensikkert salg til ham.

Som det står nu, lægger Skies Unknown sig støt og roligt i jetstrømmen på sine forgængere, hvilket er lige dele godt og skidt. Grafikken er dog imponerende, opdateringshastigheden ligeså, og har man et PSVR-headset, kan man godt lægge en ekstra stjerne til karakteren, for VR-delen er intet mindre end fantastisk, hvis man kan holde til det.

One thought on “Ace Combat 7: Skies Unknown

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.