Halo 5: Guardians

halo5cover5 out of 6 stars

Jeg har et underligt forhold til Halo. Jeg har ejet en Xbox i en eller anden form, siden den første konsol blev lanceret i starten af dette årtusind. Jeg kan generelt godt lide first person shooters, så det ville ikke være nogen urimelig antagelse, at jeg havde spillet alle Halo-spil. Men det har jeg ikke. Jeg spillede naturligvis det første, som på mange måder var en milepæl og satte en standard for hvordan en kompetent shooter skulle snittes på en konsol. Jeg spillede også de to efterfølgere, men de kunne ikke holde min interesse fanget – uden at jeg lige kan sætte fingeren præcist på hvorfor. Jeg gik kold i toeren omkring halvvejs, og treeren kom jeg stort set kun et par missioner ind i, inden den røg på hylden og blev glemt.

Halo 5: Guardians tager ikke hensyn til folk, der som jeg har været væk fra franchisen i næsten et årti. Der er intet resumé og ingen forklaringer. Man bliver kastet ud i historien lige på og hårdt, og når man dårligt nok kan huske hvad Master Chiefen hedder til fornavn (han hedder John-117, hvis nogen skulle være i tvivl), så er det en ret forvirrende oplevelse. Spillet forventer, at man kender Halo 4, og hvordan det sluttede. Dette er altså et godt tidspunkt at kigge nærmere på Master Chief Collection, hvis man forventer nogensinde at spille Halo 4. Det kan også anbefales at kigge på Halo Channel for yderligere baggrundsinformation samt historier fra samme univers. Gør man ingen af delene, vil jeg foreslå at man som minimum læser et sammendrag af historien, inden man går i gang. Hvad angår denne anmeldelse, så vil jeg nøjes med at konstatere, at Master Chief denne gang er trådt lidt i baggrunden, og at rollen som den primære protagonist er givet til Jameson Locke og Team Osiris. Den kunstige intelligens Cortana, som har været med lige fra første spil, er det tredje ben i historien. Hændelserne i Halo 4 har dog forandret hende, og det sender hende på kollisionskurs med hendes gamle venner. Historien er overraskende god, og jeg synes den hæver sig over det sædvanlige scifi mumbo jumbo-pjat, vi ellers normalt bliver spist af med.

h5-guardians-campaign-battle-of-sunaion-buck-lookup-6b761529a3384f8cb09a402a31912d06

Når en udvikler designer en spilmotor, så har de med konsollernes begrænsede ressourcer skullet foretage nogle valg. Nogle vælger at låse frame rate på 30 fps, andre skruer ned for polygoner og teksturer for at kunne opretholde 60 fps stabilt. Ingen af metoderne er optimale, og på den nye generation af konsoller er vi begyndt at se en ny udvikling. Spillene kører som udgangspunkt i 1080p og 60 fps, men hvis ikke grafikmotoren kan følge med, så reducerer den opløsningen dynamisk for at opretholde en stabil frame rate. Det er netop den teknik, som 343 Industries bruger i Halo 5, og de har forsøgt at lægge en højere standard for grafikken uden at gå på kompromis med opdateringshastigheden og spilbarheden. Hvad angår spilbarheden, er det lykkes helt perfekt, og kun i enkelte tilfælde, hvor spillet skulle streame nye data fra harddisken, har jeg oplevet et par tabte frames. Om udviklerne også er nået helt i mål med hensyn til den højere grafiske standard, er et mere åbent spørgsmål.

Det grafiske højdepunkt er en fremmed planet, hvor der både er vegetation og rindende vand. Resten af omgivelserne er dog domineret af blågrå og brune farvenuancer, og selvom de lyses op af fjendernes pastelfarvede energiudladninger og eksplosioner, er det ikke specielt inspirerende. Jeg var derudover skuffet over spillets relativt simple polygonmodeller, der formentlig har været nødvendige for at få så meget dybde og aktivitet i baggrunden, overfladernes renskurede og polerede udseende og et generelt kunstigt udseende på grund af overdrevne refleksioner. Det er nok i høj grad et spørgsmål om smag og behag, og måske er det bare sådan, at Halo skal se ud, Måske har min referenceramme forrykket sig, fordi jeg er begyndt at spille på pc. Uanset hvad sad jeg med følelsen af at være tilbage i et velkendt univers, så hvis det er det, som designerne har sigtet efter, så har de ramt plet.

h5-guardians-campaign-battle-of-sunaion-locke-high-octane-4f64a9b4e5134f15902249004120c124

Halo har altid været kendt for at have en fornuftig AI, og det er også tilfældet her. Fjenderne angriber efter nogle ret faste mønstre, men de står ikke bare stille og venter på at blive skudt, og de kaster sig realistisk væk, når man kaster granater efter dem. Man kan med fordel lære hvor de store fjender er sårbare, idet de ellers kan tolerere massive mængder af kugler. De efterlader desuden nogle af de kraftigste våben. Uanset om man spiller som Locke eller Master Chief, er man altid støttet af et team. Medsoldaterne opfører sig generelt intelligent og fornuftigt, og de går sjældent i vejen. Man kan give dem kommandoer og på den måde instruere dem i at angribe forskellige fjendepositioner. Det lyder dog bedst på papiret, og i praksis ender man med at tage det tunge slæb selv. Til gengæld er de flinke til at hjælpe, hvis man bliver såret på slagmarken – og således er det en god strategi at holde øje med kammeraterne og holde dem i live.

I løbet af de første par kapitler har man mere eller mindre mødt alle fjender, og herefter består progressionen blot af, at man møder flere af dem på samme tid. Der er for mange anonyme korridorer og områder, der ligner hinanden til forveksling. Det er ikke så udtalt som i slutningen af det første Halo, men jeg er skuffet over, at de ikke er nået videre. Der er derudover ikke egentlige bosskampe, som man kender det fra den arketypiske japanske shooter, men der er særligt svære opgør, hvor man kæmper mod det tungere kavaleri. Desværre gentages disse kampe også, og selvom kampagenen er forholdsvis kort, så kunne man godt have ønsket sig lidt mere opfindsomhed og mindre genbrug. Det hjælper heller ikke på helhedsindtrykket, at mange missioner er bygget efter den samme skabelon: Find og ødelæg X og gør dette N gange, hvor X f.eks. er en power generator og N er et eller andet tal mellem 3 og 6. X er naturligvis svært bevogtet med gun turrets, soldater og andet grimt.

h5-guardians-campaign-battle-of-sunaion-osiris-omega-15e03bcf7a324f13b56390e074d1459d

Styringen er god og klassisk Halo, som jeg husker det. I forhold til mange andre shooters, bevæger man sig forholdsvis hurtigt, der er ingen tendens til at hænge fast i miljøet, og med hjælp fra kampdragten kan man hoppe ret højt. Man føler sig virkelig som en supersoldat i endnu højere grad end i et spil som Crysis. Det føles let og naturligt at bevæge sig rundt. Styringen i de forskellige køretøjer er også udmærket, omend jeg aldrig blev helt gode venner med den lidt overfølsomme warthog og den tunge scorpiontank.

Der er ingen sigteassistance, som ellers næsten har udviklet sig til en de facto-standard for genren. Jeg plejer at udnytte sigteassistance en del (zoom, skyd), så det krævede en del tilvænning at komme ordentligt i gang. Spillestilen nærmer sig den måde, man ville spille med mus og tastatur, og det er faktisk lidt befriende at blive tvunget til at spille uden krykker. Det betyder ikke, at spillet nødvendigvis skal være svært. Jeg er med alderen blevet ret casual, og den spillestil understøtter Halo 5 fint med laveste sværhedsgrad, der bedst kan betegnes som “tell me a story”-sværhedsgraden for halvgamle mænd med stive fingre og langsomme reflekser. Jeg døde kun en håndfuld gange gennem kampagnen, og i de fleste tilfælde var det fordi, jeg faldt ud over en kant.

Man kan ikke finde et foretrukkent våben og bruge det gennem hele spillet. For det første er våbnene forskellige alt efter om man kæmper mod Covenant eller Prometheans, og for det andet er man tvunget til at skifte konstant, da våbnene (ret hurtigt) løber tør for ammunition. Melee-angrebet er kraftigt og uhyre effektivt, når man kommer tæt på en fjende. På i hvert fald de lavere sværhedsgrader er run and gun-stilen en god måde at spille på, og jeg morede mig med at spille uhyre aggressivt ved at løbe og hoppe rundt, skyde fjender og baske geværkolben i hovedet på alle, der kom for tæt på.

Halo-5-screenshot-8

Da 343 Industries tog over fra Bungie i Halo 4 traf de en ret opsigtsvækkende og kontroversiel beslutning om at droppe Marty O’Donnell’s ikoniske musik og erstatte det med en blanding af Neil Davidge og det engelske trip-hop band Massive Attack. Det svarede lidt til at droppe John Williams’ tema i en Star Wars film, og det gav også en del postyr i fanbasen. Selvom de nægter det pure, så kan man godt forestille sig, at den negative modtagelse har været medvirkende til, at Davidge ikke fik lov til at skrive musikken til Halo 5, og at 343 Industries i stedet har valgt deres in-house komponist Kazuma Jonnouchi. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at flere af de velkendte elementer fra den originale musik er tilbage.

Som noget nyt tilbyder Halo 5 ingen offline multplayer – det vil sige ingen split-screen, co-op og lign. Der er heller ingen mulighed for at spille over det lokale netværk. Det er der formentlig nogle, der vil klage over, men udviklerne har taget en strategisk beslutning og fokuseret på den platform, hvor de fleste spillere befinder sig. Halo franchisen har altid haft tradition for at være blandt det ypperste inden for online FPS, og skal man tro historierne på internettet, så er Halo 5 helt oppe at ringe. I Halo 4 introducerede de konceptet med at våben skulle unlockes med XP (og grinding), men det er blevet droppet igen. Derudover er der kommet en ny spiltype kaldet Warzone, hvor man leger krig i stor skala. Man spiller 2×14 spartans mod nogle AI-kontrollerede fjender – både Prometheans og Covenant. Man scorer point ved at skyde modstanderne, hvad enten de er menneskeligt eller AI-kontrollerede samt ved at indtage baser og ødelægge modstandernes core. Det team, der først får 1000 point, vinder.

Halo-5-screenshot-9

Efter at have gennemført det første Halo siden Combat Evolved har jeg gået og tænkt over, hvad karakteren skulle være. Der er flere ting, som jeg synes går galt. Grafikken varierer mellem acceptabel og ganske pæn, men det er ikke et fyrtårn for Xbox Ones formåen, som man måske kunne have forventet fra en af platformens mest prominente eksklusive franchices. Derudover er spillet repetitivt, og selvom omgivelserne skifter gennem spillet, så er der stort set ingen progression i hverken fjender eller våben. TIl gengæld er gameplayet lige i øjet. Med klippestabile 60 fps er det utroligt spilbart, og som det vigtigste er det bare generelt sjovt. 343 Industries har fanget et minuts gyldent gameplay og ekstrapoleret det til et helt spil. Spillet fanger fornemmelsen af at være en supersoldat bedre end noget andet spil. I sidste ende skal karakteren afspejle oplevelsens kvalitet. Skidt pyt med de små svipsere og alt det, der kunne have været bedre, hvis man har haft det sjovt. Det må jeg sige, at jeg har har haft, og dermed lander vi på fem små stjerner for SP-kampagnen. Læg lidt ekstra til, hvis du interesserer dig for online-delen.

2 tanker om “Halo 5: Guardians

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.