Phantasy Star IV

1227222100phantasy_star_eotm_cover
Tidligere forstod jeg ikke idéen i at spille gamle spil. Mens folk begejstrede talte om Chrono Trigger og EarthBound, var jeg ikke sen til at udbrede mig højt og bredt om, hvor man kunne tage sin old-school grafik og stikke op. Hvorfor spille de her gamle bip-bip-spil, når man kan spille moderne, flotte spil?

Ja, hvorfor egentlig? Nok fordi mange af dem har en historie og et gameplay, der er så interessant, at grafikken kommer i anden række. Eller måske helt nede i tredie række, hvor den flovt kan stå og rømme sig i et forsøg på at få opmærksomhed. Phantasy Star IV fra 1993 (udgivet i vesten i 1995) var min første store oplevelse med retro-spil, og det banede vejen for utallige herlige oplevelser med hedengangen underholdning.

Historien i Phantasy Star IV folder sig ud i Algo-systemet, et sted i rummet. Folk levede et liv i sus og dus mens maskinerne passede på dem, indtil Mother Brain gik grassat og lagde hele civilisationen og planeten Parma i ruiner. Tusind år går stille og roligt, men så begynder menneskene at genopdage glemte teknologier på de omkringligende planeter…

Phantasy Star IV er det fjerde og afsluttende kapitel af den originale Phantasy Star-historie, men selvom jeg ikke har spillet hverken I, II eller III, følte jeg mig hurtigt hjemme her i fireren. Hændelser fra de forrige spil bliver naturligvis jævnligt berørt, men de bliver også forklaret nogenlunde, så nybegyndere kan følge med i løjerne uden at være tabt bag af vognen – og ellers er der utallige fansites på nettet til at skabe den rette stemning.

Mange RPG’er begår den – i mine øjne – basale fejl at starte med at slippe spilleren løs i en stor by. Man traver gade op og stræde ned, besøger utallige butikker og keder sig stille og roligt i søvn, mens spillets holden-i-hånd-introduktion står på. I Phantasy Star IV møder Chaz og Alys op på et universitet, får at vide at der er problemer med monstre i kælderen, og så er det ellers i gang med at hakke og kløve sig igennem horder af fjender.

Spillet er generelt kendetegnet med fuld gang i den hele tiden. Der er ingen døde perioder, hvor man trasker rundt og leder efter det næste spændende område, der er ingen fetch-quests, hvor man haster rundt mellem lokationer i pendulfart for at tilfredsstille en perfid dulle eller tilsvarende. Verden er kompakt, det er let at komme mellem byerne (nogle timer inde er det instantant, når man lærer Ryuker-teleport-teknikken) og i stedet for at sukke dybt, når man skal ud på en rejse, flintrer man rundt mellem lokationer med stor glæde. Ting er frem for alt nemme i Phantasy Star IV.

Monstre møder man på den go’e gammeldags måde med Random Encounters. Frekvensen virker lidt tilfældig, nogle gange er der mange, andre gange kan man stort set gå i fred. Heldigvis er der ingen ventetid i disse gamle spil; fra udforskning til kamp tager omkring et sekund.

Kampene er turbaserede, hvor tur-rækkefølgen afgøres af karakterernes Agility og hvem, der overraskede hvem. Man har op til fem spillere på sit hold, og de råder over almindelige angreb, teknikker (som svarer til Magi i andre RPG’er) og skills, der er specielt hårde angreb, helbredelse eller andet. Der er lige under 40 forskellige teknikker med inspirerede navne som Gifoi, Megid og Deban (Phantasy Star Online-spillere vil nikke genkendende her), og laver man de rette kombinationer, kan man opnå alvorligt ødelæggende angreb, der kan reducere selv stærke fjender til blævrende kadavre. I nemhedens tegn har de kære folk hos Sega ladet spilleren konstruere makroer, hvor man kan definere præcis hvem, der gør hvad og hvornår, og iværksætte det hele med et enkelt knaptryk.

Makroerne er sendt fra himlen. Den simpleste af dem får bare hele holdet til at svinge deres våben mod fjenderne, og de mere komplekse kan indeholde både offensiv og defensiv magi, samt helbredelse. Møder man en bunke svage fjender, skal man altså ikke vælge “slå på den til venstre” for samtlige karakterer, indtil alle fjenderne er døde. Man skal bare vælge Makro-A. Møder man stærkere fjender, lader man selvfølgelig være med at bruge makroer, men tager kampen på den gamle måde og laver valg for hver enkelt karakter.

Phantasy Star IV 4 Phantasy Star IV 7 Phantasy Star IV 6 Phantasy Star IV 5 Phantasy Star IV 3 Phantasy Star IV 2
<
>
Ej, hvor nuttet. Eller.. Det er faktisk ret grimt, men det gør ikke så meget. Efter få minutter i selskab med spillet, er man suget ind i historien.

Karaktergalleriet er herligt varieret. Der er de sædvanlige mennesker, som hedder Humes i Phantasy Star-universet, men der er også blevet plads til Espere, Androider, og såkaldte Numans, der er en videreudvikling af mennesket. Fælles for dem alle er, at de har en mission. Der er ingen angst-plagede teenagere, der modvilligt ser sig nødsagede til at redde verden. De her folk er professionelle soldater, hævngerrige krigere og deciderede kamprobotter. Man møder overraskende mange på sin vej igennem spillet, som melder sig under fanerne. De mange karakterer på træk gennem ens hold af gæve krigere lyder måske forvirrende, men historien skal nok sørge for at enhver entre og senere udgang passer præcis ind i tapetet, og en enkelt gang måtte jeg næsten knibe en tåre. Dialogen er velskrevet og langt fra generisk, og der er intet problem med at skille personerne fra hinanden, da deres personligheder er så uddybet og forskellige. Phantasy Star IV‘s historie er ret alvorlig, og det afspejler dialogen naturligvis også, men den er altid sprudlende, og bemærkninger som “Total annihilation of life, what a fine thing!” er med til at holde i hvert fald denne anmelder fænget.

Og fænget bliver man især af den gode historie, der er helt og holdent uden fyld. Der er ikke et komma for meget i den, og den er aldrig kedelig. Lige fra første færd er man i fuld gang med at undersøge et hemmeligt monster-laboratorium bygget på tusind år gammel teknologi, en landsby med forstenede indbyggere, et nødlandet rumskib og en spirende dødskult. Man kommer på en tur rundt i hele Algo-solsystemet, og to gange var jeg overbevist om, at jeg havde besejret den sidste boss, blot for at opdage at der var meget mere historie tilbage.

En af de bedste ting ved spillet er, at alle områderne overskuelige. Skal man udforske et stort, knejsende tårn i horisonten, er der sjældent mere end 10-15 rum, når man træder ind i det. Det betyder at man hurtigt kommer igennem historiens kapitler, og at spillet hele tiden kan holde interessen fanget ved at kaste nye fortællinger efter spilleren. Moderne RPG’er koster en formue at producere, så lokationerne skal udnyttes til sidste dråbe – man bruger ofte 2-3 timer på at udforske et enkelt område, og undervejs har man glemt, hvorfor man overhovedet er der. Det lyder måske lidt vel stort, men Phantasy Star IV er et historiemæssigt rush, der sjældent opleves nu om dage. Overraskende nok for at spil af denne alder, er oversættelsen utroligt god, med et rigt ordforråd og en flot formulering.

I spillets første halvdel dikterer historien tydeligt, hvilke byer man skal besøge og i hvilken rækkefølge. Men når man først har plantet fødderne på den næste planet, bliver historien mere åben. Der er stadig det klare mål, men rækkefølgen af kapitlerne er mere op til spilleren selv, mens man udforsker planeten i sit eget tempo. Går man lidt kold på et svært område i historien, kan man muntre sig med at tage missioner fra den snart legendariske Hunters’ Guild. Men kun, hvis man har lyst: Den efterhånden allestedsnærværende og unødigt spil-forlængende grinding er ganske fraværende her. Spillets sværhedsgrad er lagt således, at man stort set kan følge historien, ignorere alle svinkeærinder og stadig klare de hårde boss-kampe uden at løbe skrigende bort.

Grafikken er der ikke så meget positivt at sige om, set med vore dages briller. Den er funktionel og ikke direkte ubehagelig at kigge på. Eventyret foregår i et herligt miks mellem middelalder og futuristisk science fiction, flot afbilledet i de overraskende mange forskellige fjender, der er ret godt animerede efter datidens standarder. Musikken er der intet at udsætte på; der går ikke mange timer i selskab med spillet, før man lystigt sidder og nynner med på de fleste melodier. Kompositionerne favner lige så bredt som historien, med emotionelle ballader, eventyrlig rejsemusik, pumpende kampmusik og futuristisk techno.

Phantasy Star IV er en fantastisk oplevelse, også selvom man ikke har spillet de foregående tre i serien. Umiddelbart gør det over 20 år gamle spil lidt ondt at se på, men det glemmer man efter kort tid i selskab med den fantastiske historie, de herlige karakterer, det uovertrufne kampsystem og det gode område-design. Det er længe siden, jeg har været så opslugt af et spil, siddet ud på de små nattetimer og studeret kort, googlet på boss-strategier og tech-effekter og bare hygget mig. Phantasy Star er Segas svar på Final Fantasy og Dragon Quest, og i manges øjne den bedste af de tre serier. Det er synd, at det oprindelige Phantasy Star-univers stoppede her – men til gengæld forlod det verden med et rungende brag, vi stadig kan nyde i fulde drag i dag.

Phantasy Star IV kan købes i Nintendos eShop til Wii (og dermed også Wii U) for € 8 eller til Windows via Steam for den noget ligegyldige sum af € 1,24. Vil man have de to foregående udgivelser i serien med, kan jeg anbefale Sega Genesis Classics 5 til € 3,75. Nintendos udgave af spillet er 1:1 i forhold til originalen, hvorimod pc-udgaven også har mulighed for at lave noget billedudglatning, så spillet bliver lidt kønnere/mudret at se på, alt efter hvilken retro-lejr, man befinder sig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *