The Haunting of Hill House

6 out of 6 stars

Familien Crain lever af at købe gamle huse, restaurere dem og sælge dem igen. De arbejder sig op i større og større huse, mens de jagter drømmen om at tjene penge nok til at bygge deres eget drømmehus.

Indtil de køber Hill House i 1992. Det er et stort og ekstravagant hus, med masser af potentiale for renovation. Men de har nok købt katten i sækken her, for Hill House har andre planer end kvikkøkken og spa-bad.

Allerede efter første nat klager den yngste af de fem børn over at have set “The Bent-neck Lady” stå for fodenden af sengen, der er underlige lyde, en mystisk sort mug, der breder sig i hele huset, et rum med en rød dør, som ingen kan finde ud af at åbne og mange andre uhyggelige ting på færde.

Serien, som er på i alt 10 timelange episoder, starter som klassisk gyser med chok-effekter og mig, der sidder og skælder fjernsynet ud for at forskrække mig. Men hæng på, for The Haunting of Hill House er langt mere end en gyser. Langt mere end billige forskrækkelser og gåsehud; det er en fandens god historie. Jeg har holdt mig langt fra gysergenren siden mine teenage-år, og gik da også uden om denne serie i en stor bue. Men vedvarende insisteren fra min bedre halvdel fik mig overbevist, og jeg er evigt taknemmelig for at jeg hoppede på.

Serien veksler mellem nutiden og 1992. Vi følger de fem børn, som nu er blevet voksne, og alle lever med dybe ar på sjælen, og en stor dynge fornægtelse kastet ovenpå de ting, der skete sommeren ’92 i Hill House. Steve er blevet forfatter og skriver spøgelseshistorier, Theo er blevet børnepsykolog med berøringsangst, Shirley har startet et begravelsesfirma og har specialiseret sig i at gøre lig i pæn stand, Luke er blevet narkoman og Nell er et psykisk nedbrud i fuld flor. 

Historien folder sig langsomt ud, og hvad der i starten virker helt uforståeligt eller mystisk, begynder stille og roligt at give mening. De første fem episoder er dedikeret til hvert af de fem børn, og man kommer til at opleve den samme scene set fra forskellige synspunkter og kastet i nyt lys, efterhånden som lagene langsomt skrælles af løget, og vi bevæger os ind mod kernen.

Det er mesterligt skrevet, og pacingen er fantastisk. Når man pludselig har den store Aha-oplevelse på en lille detalje tre-fire episoder tilbage, sidder man med ny indsigt og en betydelig mængde beundring for det enorme arbejde, der må have været i manuskriptet. Selvom serien løber tæt på 10 timer, er der ingen spildtid og intet overflødigt. Der er proppet med små detaljer, der først vækker nysgerrigheden og senere drejer fortællingen i helt andre retninger.

Der hoppes lystigt i tid og rum, og nogle gange smelter det hele sammen og bliver forbundet på nye måder, man ikke havde set komme. Man skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden for at følge med, og her skiller The Haunting of Hill House sig ud fra størstedelen af gysergenren, der mere går efter at forskrække end at pirre seerens nysgerrighed. Dermed ikke sagt, at det ikke er en effektiv gyser. Slutningen på episode 5 er noget af det mest uhyggelige og samtidigt en af de bedste kreative idéer, jeg endnu har set. Den scene fortjener legendarisk status.

Fortællingen er forankret i kun tre-fire dage i nutiden, hvor de fem børn mødes efter lang tids adskillelse, og taler om ting, der har ligget begravet i mange år. Fordi gåden låses gradvist op, og fordi fortællingen på en finurlig måde er cirkulær, har man – efter at have brugt 10 timer med serien – straks lyst til at se den igen, når man kender baggrunden bag de ting, der sker i de tidligere episoder. Den er også værd at gense for alle de subtile detaljer, der er masseret ind i den. F.eks. at hver af de fem søskende repræsenterer et af de fem stadier af sorg (fornægtelse, vrede, forhandling, depression, accept). Man kan også hygge sig med at sidde og prøve at spotte de mange spøgelser, der er skjult i baggrunden af scenerne  i Huset.

Skuespillet er virkelig godt. Hele castet er (for mig, i hvert fald) ukendte skuespillere, hvilket jeg altid ser som et plus for indlevelsen. Man tænker ikke på karaktererne som skuespillere i roller med manuskripter, men som de personer, de portrætterer. De fem børn i 1992 spiller imponerende godt – dårlige børneskuespillere kan om noget ødelægge den gode stemning. Ikke her; de er helt naturlige og helt umulige at undgå at holde af, hvilket også er en vigtig premis for de ting, der sker den sommer. Store dele af dialogen virker improviseret, hvilket giver et langt mere naturligt flow, end et manuskript kan præstere; men kræver naturligvis også mere af skuespillerne. De leverer fuldt ud.

Så de har fuldt hus på historie og skuespil, hvordan med lyd og billede, her må de da fejle fælt, for intet kan være så perfekt. Jeg må skuffe. Lydsiden er fænomenal, og har du surround-lyd, kan du glæde dig til at høre det knirkende hus, kradsen i væggene og den truende musik svøbe sig om dig i et ondt og stærkt greb. Man trækker først vejret normalt, når et skrøbeligt klaver fra tid til anden bryder igennem skyerne som en enlig solstråle.

Billedsiden er lige så lækker. Nutiden er holdt i falmede, grønne toner, og 1992 er i smukke, varme farver. Huset kan være både lyst og overdådigt, og en uhyggelig, mørk ruin – nogle gange på samme tid. Kameraet bevæger sig lystigt rundt om skuespillerne, og med en legende lethed viser os de ting, vi har behov for at se – og skjuler de ting, vi kun tør gætte om. Som om det ikke var imponerende nok, så er episode 6 sat sammen af nogle dybt imponerende single-takes, der bare bliver ved og ved. Det er en helt utrolig teknisk bedrift, og må have været ualmindeligt nervepirrende for skuespillerne. 

The Haunting of Hill House er langt mere end bare en gyser-serie. Det er et kompliceret familiedrama med masser af skeletter i skabet – både virkelige og metaforiske, og fremstillingen er så mesterligt udført, at man ikke kan undgå at blive ved med at suge den til sig, indtil rulleteksterne fra sidste episode glider over skærmen. Og så har man med det samme lyst til at se den igen. Fortælling, skuespil, lyd og billede går op i en højere enhed, der løfter The Haunting of Hill House op til et mesterværk.

It’s time to wake up.

One thought on “The Haunting of Hill House

  • 29. april 2019 at 10:46
    Permalink

    Godt at se at jeg ikke er den eneste som blev grebet af denne serie.

    Selv når den ikke prøver at skræmme, er den uhyggelig, og det nok fordi, at der er skjulte detaljer som øjet ikke umiddelbart opfanger – men det gør hjernen. I den grad.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.