Wandering Earth

3.5 out of 6 stars

The Wandering Earth er en science fiction-novelle skrevet af kinesiske Liu Cixin tilbage i 2000, før han fik sit internationale gennembrud med romantrilogien Remembrance of Earth’s Past, udgivet fra 2007 til 2010.

Jorden er ved at bukke under for klimakatastrofer, og i starten er menneskeheden lidt ligeglad. Endnu en skovbrand, endnu en oversvømmelse, whatevs. Men i historien her er det ikke os selv, der laver balladen, men Solen, der er gået amok i en ekspansions-rus. Resultatet er, at hele planeten vil blive opslugt af solen, og der er ikke noget at gøre.

Andet end at flytte Jorden, forstås.

Alle lande samles i Jordens Fælles Regering, hvis eneste formål er at sikre artens overlevelse. Tusindvis af Jordmotorer bygges, og under dem installeres undergrundsbyer til at huse milliarder af mennesker. Motorerne startes, og planeten starter sin lange rejse ud af solsystemet. Dem, der er ladt tilbage på overfladen går en noget kold tid i møde.

På turen skal Jupiter bruges som slingshot, så vi planlægger en tur rundt om dén i håb om at få mere fart. Men en eller anden idiot har trykket på de forkerte knapper på lommeregneren, så en katastrofe lurer forude. Og det er sådan set, hvad Wandering Earth mestendels handler om.

Liu Cixin kan noget med at skrive historier, man ikke har set magen til før. Og selvom filmen her er baseret på en af hans tidligere noveller, der helt klart mangler de finesser, der senere er kommet til  i værkerne, er der stadig meget at blive benovet over. Skalaen er et godt eksempel: De her katastrofefilm handler som regel om en olieplatform, et skib, en rumstation eller lignende afgrænset område, hvor nogle få hårde typer klarer problemerne. Her er vi allesammen involveret. Der er ingen på den anden side af katastrofen, og løses den ikke, er menneskeheden færdig. Der er kun én vej frem, og det er at samarbejde. 

Ramasjang får vi nok af – alt for meget, faktisk. Vi følger en lille familie på tre generationer. Bedstefar og børn bor i en underjordisk by under en af Jordmotorerne, og faderen er ingeniør på et kæmpe Navigations-rumskib, der er sendt op for at følge Jorden på sin tur mod det næste solsystem (som i øvrigt tager 2.500 år, så her har vi igen den store skala). Når tingene går galt, så går de galt alle steder på én gang, og hver af de to store forløb i filmen – på jorden og ombord på rumskibet – kunne egentlig godt have båret deres egne film.

Sådan en film er naturligvis fyldt til randen med CGI. Det er afsindigt flot, og den nedfrosne katastrofe på Jordens overflade gør sig latterligt godt på en stor skærm. Men når det begynder at bevæge sig, ligner det desværre mere et spil end en film. Fysikken er gal, og maskiner, der burde veje tusindvis af tons, ligner flamingomodeller, når de brager ind i ting. Der er noget at arbejde på her, men lur mig om ikke kineserne kommer efter det med tiden.

Jeg bestemt ikke velbevandret i den kinesiske kultur. Der er en lyshåret australsk/kinesisk comedy relief-fyr med, som jeg hadede hele filmen igennem. Der er overdrevet cheesy heltedialog og motivationstaler, der ville have drevet mig ned på den lokale bar i afsky. Der er kvindelige karakterer, der stort set kun bruges til at græde og virke bekymrende. Men der er også karakterer, der virker godt. Bedstefaderen er rigtig god, og puster hårdt tiltrængt ægthed ind i alle computereffekterne. Faderen på rumskibet er også virkelig god, og man har lyst til at se en film med kun ham. Børnene? Not so much. Der er også en masse mennesker, som er centrale for handlingen, men som jeg aldrig fandt ud af, hvem var eller hvor de kom fra.

Under rulleteksterne kan man se, at omkring halvdelen af den kinesiske befolkning har været inde over i forskellige kapaciteter, og man mistænker mange af filmens scener og skuespillere er med, for at please en eller anden pengefyr med høj cigarføring. Her har de også noget at lære.

Personligt har jeg også meget at lære i forhold til kinesiske navne. Blandt navnene i filmen har vi Liu Qi, Wang Lei, Han Zi’ang, Han Duoduo, Liu Peiqang og Li Yiyi. Efter at have set en film med dem på to en halv time, har jeg stadig ingen idé om, hvem, der er hvem. Det er ikke noget problem, når de involverede parter er på skærmen, men når der tales om andre folk, anede jeg ikke om de mente rum-ingeniøren, bedstefaderen, militær-kaptajnen eller en helt fjerde. Det hjælper ikke, at de primært bruger efternavne, når flere af karaktererne deler slægt.

Jeg har samme udfordring med Liu Cixins bøger, hvilket udgiveren må have indset, da den første side af dem altid er et forklarende persongalleri – den slags fungerer desværre ikke på en Kindle, så jeg endte med at give op.

Filmen er fyldt med små detaljer om, hvordan det er at leve og arbejde på en planet på motor-fart gennem universet, og det fungerer virkelig godt. Hvis de havde skruet ned for den hæsblæsende handling og i stedet lavet en film om livet under en Jordmotor, tror jeg, at jeg ville have været langt mere tilfreds med oplevelsen.

Alt i alt er Wandering Earth ikke så dårlig. Den fremstår som en storslået biograffilm, og det er tydeligt at der er brugt masser af timer og endnu flere penge på den. Det er en ret fed historie, selvom den virker latterligt urealistisk. Når vi er i så ukendt farvand, er det spændende at følge med, for man har svært ved på forhånd at regne ud, hvad der sker, og hvordan det tackles. Sammen med en stor skål popcorn og kolde øl er den absolut seværdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.