The Wire
Den amerikanske storby Baltimore i staten Maryland har sine problemer – arbejdsløshed, korrupte politikere, en fattig og overvejende sort befolkning, forfald og narko. Der bliver myrdet omkring 300 mennesker i byen om året, primært relateret til narkobander, hvilket er ganske grufuldt i en by på lidt over 600.000 indbyggere.
David Simon har arbejdet på avisen The Baltimore Sun i 12 år, hvor han skrev om politiets arbejde i byen. Efter avisen blev opkøbt, fandt han klimaet for harskt og tog orlov. Han fik lov til at følge politiets drabsafdeling i et år, og det kom der bogen Homicide: A Year on the Killing Streets ud af, som senere blev til tv-serien Homicide: Life of the Street.
Men David Simon var en rasende mand, og han følte at virkeligheden i Baltimore fortjente mere end at blive dramatiseret i et politi-show, hvor de gode altid arresterer de onde inden episodens rulletekster. Under arbejdet med tv-serien kom han i kontakt med Ed Burns, der har arbejdet 20 år i politiets drabs- og narko-afdelinger, og de to skrev bogen The Corner: A Year in the Life of an Inner-City Neighborhood, der handler om oplevelserne på et enkelt gadehjørne i Baltimore, hvorfra narkosalget foregår, og hvor man kommer i kontakt med de sørgeligste skæbner fra bunden af samfundet.
De to bøger, Homicide og The Corner, danner fundamentet for tv-serien The Wire, der over fem sæsoner følger livet på begge sider af loven i Baltimore. Serien er skrevet af Simon og Burns i fællesskab, og de trækker begge på deres erfaringer fra hhv. avisen, politiet og skolesystemet (Burns blev folkeskolelærer, efter han stoppede hos politiet).
Ovenstående lange introduktion til seriens bagmænd er nødvendig for at cementere en af seriens største forcer, der hæver den over de fleste andre tv-serier: Den er realistisk. Der bliver ikke pyntet på noget nogen steder, og Simon og Burns er gået langt ud over det forventelige i deres research, så alt i serien fremstår præcis, som det kan forventes at ville foregå i virkeligheden. På de interviews, der er drysset ud over dvd-boksen, gentager folk igen og igen, hvor realistisk serien er.
Styrken ved realisme er, at man ikke på noget tidspunkt kan regne ud, hvor historien drejer hen. Der er ingen plot twists eller smarte detaljer for at pirre spændingen eller få os til at se med næste uge, der er ingen opbygning til et klimaks. Der er bare ren, rå, ufiltreret realisme og dermed en af de absolut bedste og mest spændende historier, der nogensinde har været vist i tv. Heltene klarer ikke altid ærterne, nogle gange vinder skurkene, verden kan være noget lort, og der er ikke noget, man kan gøre ved det. Sådan er livet, og sådan er The Wire.
I første sæson får vi et kig ind i politiets arbejde med at knuse byens største narkoring. I andre tv-serier ruller der et par teknikere ind og knalder aflytningsudstyr på bordet med et værsgo. I The Wire skal betjentene samle beviser ind på traditionel manér, indtil de har nok til tryglende at gå til deres chefer og bede om aflytningsudstyr og overarbejdstimer. Som jo skal tages fra nogle andre sager, da budgettet – som altid – er stramt.
Her begynder seeren at lære om det enorme bureaukrati, der styrer en politiafdeling – og hvordan det bureaukrati kun er en lille brik i byens store politiske spil – som igen ligger under for statens maskineri. Inden længe er The Wire en filtret masse, man gør sit bedste for at følge med i. Der er ingen forklaringer, ingen blid start og ingen langsom introduktion af karakterer og lokationer. Det er som at gå fra gaden og ind midt i opklaringen af en større sag og alle de kneb og tricks, der skal til for at få det hele til at hænge sammen.
Det er en vidunderlig oplevelse. The Wire er ikke et episodisk drama med ugens arrestation, og det er ikke en drypvis fortælling. Paradoksalt nok kan de første episoder virke ret tamme, men det skyldes, at serien ikke er skrevet som en tv-serie. David Simon nægtede fra starten at lave sit show rundt om reklameblokke (cliffhanger-reklameblok-forløsning), og han nægtede at lave det episodisk. Det her show er skrevet som en roman, hvor der ikke sker ret meget i de første episoder, mens man får en solid fornemmelse af den verden, man skal bruge de næste mange timer i selskab med.
Mange af karaktererne og hændelserne er baseret på virkelige modparter. På politisiden er f.eks. Bunk Moreland og Jay Landsman direkte løftet fra virkeligheden ind i serien, og narkobaronen Avon Barksdale er baseret på Melvin Williams, en notorisk narkobaron fra 70erne og 80erne, som Ed Burns var med til at få arresteret efter en omfattende aflytningsoperation. Det smukke? Da Melvin kom ud af spjældet i 2003 fik han en rolle som præst fra tredie sæson og frem. Ligeledes er både Anwan Glover (Slim Charles) og Felicia Snoop Pearson rigtige kriminelle – Anwan blev arresteret med våben på sig, og Snoop skød og dræbte en anden pige som 14-årig, og går i dag rundt med en betinget dom for narkokriminalitet.
De ægte karakterer er heldigivs ikke kun på den kriminelle side af historien. I mindre roller ses masser af lokale politifolk, politikere og journalister; ofte dem, som personer eller hændelser i serien er baseret på.
Medvirken af karakterer fra de miljøer, som serien portrætterer, giver endnu et nøk op ad realismeskalaen. Simon og Burns har lavet ekstensiv research på alt, og de var opmærksomme på hele tiden at få dialog til at være så realistisk, som muligt. De har ikke kun færdedes i de relevante miljøer; serien er optaget on location, hvor det var muligt, og involveret så mange af de lokale, som muligt.
Selvom showet handler om politiets krig mod narkoen (som ikke er en krig, fordi krige slutter, som en betjent siger på et tidspunkt), er det yderst sjældent, at politiet rent faktisk trækker pistolen op ad hylsteret. Til forskel fra tv-serierne, vi er vant til, skyder politiet meget sjældent i virkeligheden. I The Wire bliver der kun affyret tre skud fra politiets pistoler. Alle tre af samme mand, og alle tre med helt uventede resultater.
Efter første sæson har vi sænket tænderne godt ned i de to sider af konflikten. Politiet på den ene side og narkogangsterne på den anden. Vi er straks klar til mere af samme skuffe, når anden sæson åbner på havnen?
Simon og Burns har sat sig et langt større mål end bare at lave en politiserie (hvis folk ser det her som en politiserie, har vi fejlet monumentalt, udtaler Simon på et af de inkluderede interviews): De vil lave en serie om urbant forfald i de amerikanske storbyer. Historien, som foregår alle steder, ikke bare i Amerika, og som ingen vil tage op, fordi den gør for ondt at kigge på. Anden sæson handler således om Baltimores stolte havn og industri, der er ved at ruste op, mens en håndfuld stædige havnearbejdere kæmper for at få gravet havnen ud, så den ikke ender med at blive lukket og bygget om til boligområde. Men bare rolig: Der skiftes ikke spor. Serien får bare lov til at udvide sig til at dække et nyt område. Der er jo også kriminalitet på havnen, så inden længe har det nye område filtret sig ind i det eksisterende og udgør en stor og knudret enhed. Ganske som i virkeligheden.
Senere sæsoner udvider hver gang seriens område uden at skære tidligere væk. Således blændes der op for livet på rådhuset i tredje sæson, et skolesystem i frit (for)fald i fjerde sæson og endeligt avisen i femte og sidste sæson. I femte sæson står man med et så stort og komplekst kludetæppe af karakterer og sammenflettede historier, at man i virkeligheden står med en hel verden, der hænger sammen på de mest fantastiske måder.
Og det er The Wire: En tv-roman, der indeholder en hel verden portrætteret gennem en amerikansk storby. Strissere, bander, narkovrag, politikere, skolelærere, journalister og andet godtfolk portrætteres på en realistisk og i den grad troværdig måde, og alles historier fletter sig fint ind i hinanden på en dybt, dybt imponerende måde. The Wire har utroligt nok aldrig vundet en Emmy, men som en anmelder udtaler i ekstramaterialet Emmy? The Wire skal have Nobel-prisen i litteratur. Det her er Shakespeare!
Jeg er helt enig, og jeg kunne blive ved og ved med at skrive om alle de dejlige ting, der gør The Wire til den bedste tv-serie, jeg endnu har set. Men i stedet for at høre på mig, skulle du hellere bare komme i gang med at se den. Det vil du aldrig fortryde.