Star Trek Into Darkness


Star Trek-film har, hånden på hjertet, aldrig været særlig gode. J. J. Abrams’ reboot, der piller ved stort set alt, hvad vi har kært, ændrer også dette kedelige faktum.

Star Trek har altid stået ganske ensom på toppen af bjerget, når det drejer sig om intelligent, historiedrevet science-fiction. For budgetter på niveau med ungernes lommepenge blev der skrevet spændende historier. Kaptajn Kirk og hans trofaste besætning på det gode skib Enterprise sejlede til fjerne afkroge af galaksen, stødte på fremmede civilisationer og endte altid i et eller andet moralsk morads, der fik os til at tænke over det at være menneske i det tyvende århundrede.

Foder til hjernen, med andre ord.

Og så kom J. J. Abrams ind og rebootede hele serien i en ny tidslinie og en ny fortælling, hvor det hele blev tyret op i luften, og det, der landede nogenlunde helskindet, fik lov at komme med. Det var ikke meget, der overlevede: Karakterne, rumskibet og nogle velkendte stednavne. Så løftede Abrams motorhjelmen, fyrede et par kubik-ton deuterium i warp-kernen, og trykkede turbo-knappen i helt bund. Star Trek var blevet ren action.

Første gang jeg så den første film fra Abrams’ hånd, blev jeg regulært børnesur. Det her var ikke min Star Trek! Men ved nærmere eftertanke og endnu et gensyn, var jeg nødt til at overgivet mig: Abrams’ reboot er action for alle pengene, og det er ualmindeligt flot og underholdende. De nye karakterer er rigtig gode, især Spock (Zachary Quinto) og Kirk (Chris Pine). Jeg havde lidt problemer med Simon Pegg i rollen som Scotty, men de bliver i den grad lagt i graven her i anden ombæring, hvor Pegg gør det eminent.

Den første film var lidt vag hist og her, og flere sekvenser kunne helt være undgået. Star Trek Into Darkness er langt strammere fortalt, og der var ikke et kedeligt øjeblik under filmens to timer og tolv minutter lange fortælling. Action-sekvenserne kommer som booster-raketter i røven af hinanden, hvor den ene scene afløses af den næste endnu mere overdådige, og finalen er intet mindre end fænomenal for os, der godt kan lidt at se store rumskibe gøre store ting med høj lyd. Dødstallet i hundredetusind-klassen er ganske upassende for Star Trek-franchisen, men det vil jeg blæse på, når det ser så godt ud som her.

Historien i den første var en lidt vattet ting, der bandt action-sekvenserne sammen, men denne gang er den rent faktisk spændende. Nogle dele var forudsigelige, mens andre kom som reelle overraskelser, der skabte fryd helt ind i mit gamle, forstenede hjerte. I den afdeling skal Benedict Cumberbatch’s rolle mindst nomineres til en Oscar for Bedste Skurk (jeg vil ikke spoile, selvom de gør det på bagsiden af æsken), og go’e gamle Peter RoboCop Weller fortjener også et stort skulderklap for sin præstation.

Historiemæssigt er der nogle ganske kloge twists på Star Trek-kanon, der får os nørder til at smile (og i et enkelt tilfælde grine højt), men som heldigvis er udført på en måde, så uindviede ikke går glip af noget.

Star Trek Into Darkness 4 Star Trek Into Darkness 3 Star Trek Into Darkness 2 Star Trek Into Darkness 1
<
>

Blu-ray-udgivelsen er kun på en enkelt skive, og man føler, at man mangler noget i forhold til så stor en film. Ekstra-materialet er nogenlunde fornuftigt med 40 minutters featurettes, der beretter om tilblivelsen af nogle af filmens nøgle-scener, men der er ikke noget baggrundsmateriale. Jeg savner i dén grad et kommentarspor, men også mere dybdegående fortællinger om filmens tilblivelse og de valg, der er foretaget undervejs. Star Trek er et emne omgærdet af dybe passioner, og det ville være rart at være en flue på væggen i skriverkarlenes værelse. Der må have været mange spændende diskussioner under manuskriptets tilblivelse. De små featurettes giver dog et herligt indblik i, hvor meget der er lavet in camera i filmen. Flere scener, jeg ville have svoret, var ren CGI, er faktisk lavet i kulisser. De har brugt enorme ressourcer på at bygge tingene op på den gamle måde, men jeg synes også, resultatet kan ses: Skuespillet virker mere ægte og mere reaktivt på omgivelserne.

Hvor ekstramaterialet er lidt mangelfuldt, skorter filmen til gengæld ikke på hverken billed- eller lydside på blu-ray’en. Abrams har heldigvis skruet ned for lens flares (det er nok det eneste, der er skruet ned for i denne film, alt andet er oppe på 11), så billederne er endnu mere detaljerede og fuldstændigt proppet med detaljer. Mange af scenerne er naturligvis ganske dunkle, og de er gengivet perfekt her. Lydsiden i 7.1 Dolby TrueHD har et enormt spænd fra stille dialoger til actionscener, der giver subwooferen noget af en kæberyster. Har du hjemmebiograf og god lyd, er det den her skive, du skal vise vennerne fremover.

Star Trek Into Darkness var en stor overraskelse. Jeg var glad for det actionmættede candy floss, som Abrams gav os i 2009, men havde bestemt ikke forventet, at den film kunne efterfølges af en med endnu mere action og tilmed en ganske spændende historie. Abrams tog en chance med sin reboot af franchisen, og denne gang har han virkelig fået fodfæste i sit nye univers.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.