Tales of Xillia

Namco Tales Studio tager ingen chancer med denne serie, men det behøver bestemt ikke at være en ulempe.

Tales of-serien har eksisteret siden 1995, hvor Tales of Phantasia brød løs på den hæderkronede SNES. 13 udgivelser senere står vi nu med Tales of Xillia til PlayStation 3.

Serien er, i Tales Studios egne ord, delt op i mothership– og escort-versioner, hvor førstnævnte er hovedspillene og sidstnævnte er spin-offs, hvilket er vigtigt at notere sig, hvis man får blod på tanden og får lyst til at spille flere af dem. Escort-udgaverne er af stærkt svingende kvalitet, hvorimod mothership-udgaverne er konsistent gode.

Selvom Tales of-serien ikke har så stor genklang hos det vestlige publikum, er serien den trediestørste RPG-franchise i Japan, efter Dragon Quest og Final Fantasy. Således solgte Tales of Xillia over en halv million eksemplarer i åbningsweekenden og allerede dér har den slået f.eks. Xenoblades samlede salg med flere længder.

De fine salgstal kan undre, fordi den uindviede kan betragte et givent Tales of-spil og undrende udtrykke, hvor meget det ligner alle de andre. Men det er netop pointen med denne serie. Lige fra starten har karakterdesignet været leveret af kun tre mand (to af dem er indgået i en sjælden kollaboration her i Tales of Xillia), og musikken har ofte været Motoi Sakurabas yderst genkendelige, bombastiske toner; og det er da også Sakuraba, der lægger noder til denne ombæring, bortset fra titelsangen af Ayumi Hamasaki.

Det aktive kampsystem har også været med fra starten. Så hvorfor overhovedet bekymre sig om endnu et udspil i en tilsyneladende ensformig serie?

Fordi Tales Studio gør det, som japanerne er bedre end nogen andre til: Forbedring. Ingen store armbevægelser, ingen revolutionerende ændringer, blot en evig forbedring af et produkt, der til sidst er det absolut bedste i sin klasse i verden. Når man køber et Tales of-spil, ved man præcis, hvad man går ind til, bortset fra at det hele nu virker lidt bedre end sidste gang. Det er en ærværdig, evolutionær proces, som måske nok bedst kan nydes, hvis man har været med et stykke ad vejen. Omvendt kan de mange små detaljer, der er krøbet ind i kampsystemet gennem årene, forvirre nybegyndere.

Kampsystemet er jo dén komponent et JRPG står og falder på. Tales of Xillia byder på et aktivt kampsystem, hvor man styrer sin karakter rundt og hakker løs på monstrene i realtid. Det er ligetil, men når det koncept så krydres med aktive og passive skills, magiske arte-angreb, linkning af karakterer og skills, seks affiniteter, magisk parering, combo’er og fællesangreb, kan enhver blive forpustet. Spilleren bliver bestemt heller ikke holdt i hånden udover et par få instruktioner undervejs af så kompleks formulering, at man glemmer dem øjeblikkeligt.

Men fortvivl ikke. Der er en online-manual, der forklarer det hele, og med antallet af monstre i spillet er der mere end rig mulighed for at øve sig. Den største genistreg er dog at lade det være op til spilleren, hvor mange facetter af kampsystemet, der skal bruges. Sæt sværhedsgraden på easy, og man kan tage det med ro. Sæt den på hard, og du får brug for alle de teknikker, som kampsystemet byder på. Er du button-masher eller pro-brawler? Det er helt op til dig selv.

Som en sjov gimmick tilbyder spillet op til fire spillere at styre hver sin karakter under kampene. Det kan sikkert være mægtig skægt, omend noget kedeligt for de tre af dem, når du går rundt og snakker med folk i byerne.

Historiemæssigt er det ikke de store vingeslag, spillet byder på, men den er interessant nok til at udfylde tiden mellem områderne med kamp. Man kan endda selv vælge, hvilken af spillets to hovedpersoner, man vil følge gennem historien. De divergerer en del fra hinanden undervejs, og er man virkelig glad for spillet, kan man altså pløje det igennem to gange for at få det hele med.

Seriens velkendte skits er naturligvis også med her, og de mange små seancer, hvor karaktererne taler med hinanden om alt muligt åndssvagt (og som frit kan springes over, hvis man synes man har travlt), er med til at bygge et solidt kendskab til karaktererne og universet op. Skits er et koncept helt unikt for Tales of-serien, og et af de mange vartegn, man virkelig nyder gensynet af.

Netop skits var et problem for den engelske udgave af det ellers fantastiske Tales of Symphonia, hvor tid- eller budget-begrænsninger betød at al den japanske tale var revet ud og erstattet af tekst. I Tales of Xillia er talen intakt, og det giver en hel anden oplevelse. Desværre er der ikke mulighed for at vælge japanske stemmer i spillet, men jeg kan berolige de frådende skarer af fanboys med, at de engelske stemmer rangerer fra acceptable til virkeligt gode.

Tales of Xillia er et evolutionært skud på det store Tales of-træ. Alt er ved det gamle, men de mange forfininger af især kampsystemet er med til at gøre spillet til en herlig både velkendt og ny oplevelse. Til forskel fra Square-Enix, der prøver alt muligt mærkeligt af med Final Fantasy-serien, ved man helt præcist, hvad et Tales of-spil byder på: Et bundsolidt kampsystem med et væld af facetter, en god historie, og nogle herlige karakterer. Serien er efterhånden blevet en tradition på niveau med julebag i december måned: Det smager præcist så godt, som man husker det.